Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/246

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
218
Fraujadyrkelſens Oprindelſe.

Menneſkeoffringer[1]. Ved at nedſkrive denne ſidſte Fortælling har Forfatteren aabenbart glemt, hvad han allerede tidligere havde berettet om Sagen, – og det er ikke det eneſte Tilfælde af dette Slags hos Saxo, hvor han har benyttet forſkjellige Kilder og ikke indſeet, at det var een og ſamme Sag, de begge omhandlede. Den ſidſte Beretning er viſtnok den, der i de tydeligſte og meeſt uforbeholdne Ord omhandler Indførelſen af den ſæregne, myſtiſke og blodige, Frey-Kultus i Uppſala; dog giver ogſaa Fortællingen om Hadding tydeligt nok tilkjende, at denne Offertjeneſte havde ſin Oprindelſe fra Goterne, og maaſkee endog nærmeſt fra Goterne i Danmark[2].

Man det nu anſees ſom afgjort, at Frauja-Dyrkelſen med ſine myſtiſke Ceremonier egentlig har faaet ſin Tildannelſe hos Goterne, da opſtaar igjen Spørgsmaalet, hvad Anledningen har været til, at den fornemmelig har udviklet ſig hos dem. Og dette Spørgsmaal kan neppe beſvares anderledes, end ved at opſtille Formodningen om at Goternes, de øſtligſt boende Germaners, Naboſkab med de vendiſk-ſlaviſke Folk maa have udøvet nogen Indflydelſe paa deres religiøſe Foreſtillinger og Kultus. Vi erfare af Vulfilas Bibeloverſættelſe, at Goterne allerede paa hans Tid, i det 4de Aarhundrede, havde optaget enkelte ſlaviſke Ord i deres Sprog[3]. At de ogſaa kunne have optaget enkelte ſlaviſke Religionsbegreber er da ogſaa rimeligt, iſær da vi i de os levnede Underrettelſer om den oldſlaviſke Religion og Gudsdyrkelſe allerede finde Spor nok til, at der mellem den og den germaniſke har været et umiskjendeligt Slægtſkab. Blandt de ſlaviſke Guder nævnes een, ved Navn Prove, der tilbades i Lunde, uden noget Billede[4]; hvilket paa en højſt mærkelig Maade ſtemmer med hvad Tacitus fortæller om de øſtgermaniſke Naharvaler (ſe ovenfor S. 57, Note), at de i en hellig Lund tilbade to Syſkende-Guddomme (Frey og Freyja?) uden at fremſtille dem ved noget Billede. Efter Sprogovergangs-Reglerne ſvarer Prøve ganſke til det gotiſke Frav-is eller Frauja, eg. Frav-ja, og hvor nær ligger det da ej at formode, at den ſlaviſke Prove-Dyrkelſe ogſaa kan have givet Anledning til en egen Frauja-Dyrkelſe blandt Goterne[5], iſær da man i

  1. Saxo, 3die Bog, S. 120.
  2. Det er mærkeligt nok, at det af Saxo meddeelte Sagn om Hadding lader hans Fiende, den norſk-ſvenſke Konge Aasmunds Lig blive brændt ved Uppſala, medens Hadding ſelv ſenere lod Uffe, Aasmunds Søn, højlægge; dette var altſaa den gotiſke Skik. At Ingve eller Ing endog nærmeſt ſynes at have været henført til de gotiſke Øſtdaner, derom vidner det ovenfor S. 59 Note (***) meddeelte Indhold af et gammelt angelſaxiſk Vers.
  3. F. Ex. plinsjan, dandſe, ſlaviſk pljasati.
  4. Helmold, I. 52, 69, 83.
  5. Prove ſkal have været Retfærdighedens Guddom, dog har der været tvivlet paa, at han var af egte ſlaviſk Oprindelſe, da han blot omtales ſom dyrket i Vagrien. Men kunde Prove ikke vare en anden Benævnelſe for Overguden