Menneskeoffringer[1]. Ved at nedskrive denne sidste Fortælling har Forfatteren aabenbart glemt, hvad han allerede tidligere havde berettet om Sagen, – og det er ikke det eneste Tilfælde af dette Slags hos Saxo, hvor han har benyttet forskjellige Kilder og ikke indseet, at det var een og samme Sag, de begge omhandlede. Den sidste Beretning er vistnok den, der i de tydeligste og meest uforbeholdne Ord omhandler Indførelsen af den særegne, mystiske og blodige, Frey-Kultus i Uppsala; dog giver ogsaa Fortællingen om Hadding tydeligt nok tilkjende, at denne Offertjeneste havde sin Oprindelse fra Goterne, og maaskee endog nærmest fra Goterne i Danmark[2].
Man det nu ansees som afgjort, at Frauja-Dyrkelsen med sine mystiske Ceremonier egentlig har faaet sin Tildannelse hos Goterne, da opstaar igjen Spørgsmaalet, hvad Anledningen har været til, at den fornemmelig har udviklet sig hos dem. Og dette Spørgsmaal kan neppe besvares anderledes, end ved at opstille Formodningen om at Goternes, de østligst boende Germaners, Naboskab med de vendisk-slaviske Folk maa have udøvet nogen Indflydelse paa deres religiøse Forestillinger og Kultus. Vi erfare af Vulfilas Bibeloversættelse, at Goterne allerede paa hans Tid, i det 4de Aarhundrede, havde optaget enkelte slaviske Ord i deres Sprog[3]. At de ogsaa kunne have optaget enkelte slaviske Religionsbegreber er da ogsaa rimeligt, især da vi i de os levnede Underrettelser om den oldslaviske Religion og Gudsdyrkelse allerede finde Spor nok til, at der mellem den og den germaniske har været et umiskjendeligt Slægtskab. Blandt de slaviske Guder nævnes een, ved Navn Prove, der tilbades i Lunde, uden noget Billede[4]; hvilket paa en højst mærkelig Maade stemmer med hvad Tacitus fortæller om de østgermaniske Naharvaler (se ovenfor S. 57, Note), at de i en hellig Lund tilbade to Syskende-Guddomme (Frey og Freyja?) uden at fremstille dem ved noget Billede. Efter Sprogovergangs-Reglerne svarer Prøve ganske til det gotiske Frav-is eller Frauja, eg. Frav-ja, og hvor nær ligger det da ej at formode, at den slaviske Prove-Dyrkelse ogsaa kan have givet Anledning til en egen Frauja-Dyrkelse blandt Goterne[5], især da man i
- ↑ Saxo, 3die Bog, S. 120.
- ↑ Det er mærkeligt nok, at det af Saxo meddeelte Sagn om Hadding lader hans Fiende, den norsk-svenske Konge Aasmunds Lig blive brændt ved Uppsala, medens Hadding selv senere lod Uffe, Aasmunds Søn, højlægge; dette var altsaa den gotiske Skik. At Ingve eller Ing endog nærmest synes at have været henført til de gotiske Østdaner, derom vidner det ovenfor S. 59 Note (***) meddeelte Indhold af et gammelt angelsaxisk Vers.
- ↑ F. Ex. plinsjan, dandse, slavisk pljasati.
- ↑ Helmold, I. 52, 69, 83.
- ↑ Prove skal have været Retfærdighedens Guddom, dog har der været tvivlet paa, at han var af egte slavisk Oprindelse, da han blot omtales som dyrket i Vagrien. Men kunde Prove ikke vare en anden Benævnelse for Overguden
