Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/245

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
217
Gotiſk Fyrſteæt i Uppſala.

af Ingvefrey; det heder derhos, at Odin ejer Skibet Skidbladner, uagtet dette ifølge Edda var Freys Ejendom. Saadan Forvirring maatte nødvendigviis opſtaa af hiin vilkaarlige Skjelnen mellem Odin og Frey, eller af at gjøre een mythiſk Perſonlighed til tvende.

Ogſaa den danſke Forfatter Saxo meddeler Sagn og Sagnforklaringer, der ſigte til Oprettelſen af en egen Frey-Kultus i Uppſala. Han fortæller om en danſk (gotiſk) Fyrſte ved Navn Hadding, Grams Søn og Skjolds Sønneſøn, i hvilken man tydelig gjenkjender vor ældre Gudelæres Njørd, Vaneguden Freys ſaakaldte Fader[1]. Paa Haddings Tid, heder det, fremſtod Odin, der falſkeligen af hele Europa dyrkedes ſom en Gud, og egentlig havde hjemme i Byzants (Aasgaard), men ogſaa ſom ofteſt plejede at opholde ſig ved Uppſala. Hans Huſtru Friggs Utroſkab nødſagede ham til at begive ſig i Landflygtighed for en Tid, og denne Lejlighed benyttede en berømt Troldmand, ved Navn Mitodin, til at udgive ſig for en Gud og indføre nye Offer-Ceremonier, der fornemmelig beſtode i, at man ej, ſom før, ſkulde blote til alle Guder under eet, men til hver for ſig, og med forſkjellige Blot. Da Odin kom tilbage, maatte Mitodin flygte til Fyen, hvor Indbyggerne dræbte ham[2]. Hadding nød ſiden megen Biſtand af Odin, underkaſtede ſig Sverige, og indſtiftede et ſæregent Offer, beſtaaende af ſorte Dyr, for Guddommen Frey, hvilket Offer af Svierne kaldtes Frey-Blot[3]. Paa et ſenere Sted heder det udtrykkeligt, at Frey, Gudernes Statholder, opſlog ſin Bolig ved Uppſala, og iſtedetfor den gamle, i flere Aarhundreder beſtaaende Offertjeneſte, indførte en ny, grum og ſkjændig, der beſtod i

  1. Se herom iſær min „Nordmændenes Gudelære i Hedenold“, S. 123–129. Hadding, eller ſom han og kaldes, Haddung, er kun „den haarlokkede“, angelſ. Hearding, gotiſk Hazdiggs; ſaa kaldtes blandt Goter og Vandaler de fornemſte Mænd, der alene vare berettigede til at bære langt Haar.
  2. Saxo ſynes her at have misforſtaaet det gamle Ord mjötudr, egentl. mitudr, angelſ. metod, der bruges om Alſtyreren. Han ſiger at Mitodin efter Døden ſpøgede ſaa ſlemt, at man maatte hugge Hovedet af hans Lig og gjennembore Kroppen med en ſpids Stang. Skulde her ſigtes til Geirsodd? Senere (S. 129) meddeler Saxo, hvad der kun maa anſees ſom en anden Verſion af Sagnet. Da Guderne i Byzants, heder det, forargedes altfor meget over Odins ſlette Levnet, udſtødte de ham af deres Samfund, og joge ham i Landflygtighed, idet de i hans Sted ſatte en vis Oller, hvem de gave Navnet Odin. Efter 10 Aars Forløb kom dog Odin tilbage, og lykkedes det ham enten ved Bønner eller Beſtikkelſer at faa ſin gamle Værdighed tilbage. Forſtødt fra Byzants, drog Oller til Svithjod, hvor han, ligeſom i en ny Verden, ſøgte at oprette Troen paa ſig, men blev dræbt af de Danſke. Han ſkal have været ſaa tryllekyndig, at han kunde ſejle over Havet paa et Been, over hvilket han havde galet Galdre. Jvf. ovenfor S. 59.
  3. Saxo, 1ſte Bog, S. 50. Frey kaldes hos Saxo overalt efter den danſke Udtale Frø, og Freyblot Frøblod.