af Ingvefrey; det heder derhos, at Odin ejer Skibet Skidbladner, uagtet dette ifølge Edda var Freys Ejendom. Saadan Forvirring maatte nødvendigviis opstaa af hiin vilkaarlige Skjelnen mellem Odin og Frey, eller af at gjøre een mythisk Personlighed til tvende.
Ogsaa den danske Forfatter Saxo meddeler Sagn og Sagnforklaringer, der sigte til Oprettelsen af en egen Frey-Kultus i Uppsala. Han fortæller om en dansk (gotisk) Fyrste ved Navn Hadding, Grams Søn og Skjolds Sønnesøn, i hvilken man tydelig gjenkjender vor ældre Gudelæres Njørd, Vaneguden Freys saakaldte Fader[1]. Paa Haddings Tid, heder det, fremstod Odin, der falskeligen af hele Europa dyrkedes som en Gud, og egentlig havde hjemme i Byzants (Aasgaard), men ogsaa som oftest plejede at opholde sig ved Uppsala. Hans Hustru Friggs Utroskab nødsagede ham til at begive sig i Landflygtighed for en Tid, og denne Lejlighed benyttede en berømt Troldmand, ved Navn Mitodin, til at udgive sig for en Gud og indføre nye Offer-Ceremonier, der fornemmelig bestode i, at man ej, som før, skulde blote til alle Guder under eet, men til hver for sig, og med forskjellige Blot. Da Odin kom tilbage, maatte Mitodin flygte til Fyen, hvor Indbyggerne dræbte ham[2]. Hadding nød siden megen Bistand af Odin, underkastede sig Sverige, og indstiftede et særegent Offer, bestaaende af sorte Dyr, for Guddommen Frey, hvilket Offer af Svierne kaldtes Frey-Blot[3]. Paa et senere Sted heder det udtrykkeligt, at Frey, Gudernes Statholder, opslog sin Bolig ved Uppsala, og istedetfor den gamle, i flere Aarhundreder bestaaende Offertjeneste, indførte en ny, grum og skjændig, der bestod i
- ↑ Se herom især min „Nordmændenes Gudelære i Hedenold“, S. 123–129. Hadding, eller som han og kaldes, Haddung, er kun „den haarlokkede“, angels. Hearding, gotisk Hazdiggs; saa kaldtes blandt Goter og Vandaler de fornemste Mænd, der alene vare berettigede til at bære langt Haar.
- ↑ Saxo synes her at have misforstaaet det gamle Ord mjötudr, egentl. mitudr, angels. metod, der bruges om Alstyreren. Han siger at Mitodin efter Døden spøgede saa slemt, at man maatte hugge Hovedet af hans Lig og gjennembore Kroppen med en spids Stang. Skulde her sigtes til Geirsodd? Senere (S. 129) meddeler Saxo, hvad der kun maa ansees som en anden Version af Sagnet. Da Guderne i Byzants, heder det, forargedes altfor meget over Odins slette Levnet, udstødte de ham af deres Samfund, og joge ham i Landflygtighed, idet de i hans Sted satte en vis Oller, hvem de gave Navnet Odin. Efter 10 Aars Forløb kom dog Odin tilbage, og lykkedes det ham enten ved Bønner eller Bestikkelser at faa sin gamle Værdighed tilbage. Forstødt fra Byzants, drog Oller til Svithjod, hvor han, ligesom i en ny Verden, søgte at oprette Troen paa sig, men blev dræbt af de Danske. Han skal have været saa tryllekyndig, at han kunde sejle over Havet paa et Been, over hvilket han havde galet Galdre. Jvf. ovenfor S. 59.
- ↑ Saxo, 1ste Bog, S. 50. Frey kaldes hos Saxo overalt efter den danske Udtale Frø, og Freyblot Frøblod.
