som man af de fra dem umiddelbart hentede Navne seer at hine ældre Historikere have kjendt og benyttet, antydede Saxland som et Land, hvor Odin maatte have hersket; Odense paa Fyen tjente dem som et Spor af hans Ophold paa denne Ø; og Helligdommen i Sigtuna var altfor bekjendt til at han ikke ogsaa skulde troes at have opholdt sig der. Templet i Uppsala med den særegne Fraujakultus anviste dette Sted som Freys Opholdssted, og det under Navnet „Uppsala Aud“ bekjendte offentlige Jordegods i Sverige, der i Hedendommen havde været Tempelgods, (s. S 154) blev naturligviis tilskrevet en Foranstaltning som allerede var udgaaen fra Frey selv. Paa disse løse Grunde opførte man nu den historiske Hypothese vi ovenfor have skildret.
Man finder imidlertid Spor til denne eller en lignende Forklaringsmaade meget tidligere end Snorre, eftersom allerede den bekjendte islandske Historiegransker og Historieskriver Are Frode, der levede i Begyndelsen af det 12te Aarhundrede, ved at opregne Ynglinge-Ætten sætter Yngve, kaldet Tyrke-Konge, i Spidsen. Og det maatte vel ogsaa være en ligefrem Følge af Christendommens Indsørelse, at man deels strax søgte at bortforklare det hedenske eller afgudiske i de ældre Myther, som man for Digtekunstens Skyld ønskede at beholde, deels gjennem Latinen, hvis Studium nu ved (Gejstligheden indførtes, lærte at kjende og i historisk Kritik at anvende latinske Forfatteres Skrifter[1].
I hiin uheldige historiske Forklaring er der dog meget, som ej kan andet end hidrøre fra ældgamle Kilder, der nu ikke længer kjendes, og fra en Kundskab om det ældre Forhold i Hedendommen, som vi nu aldeles savne. Den giver saaledes, trods sin uefterrettelighed i det Hele taget, dog særdeles vigtige Vink. Af disse er maaskee det det allervigtigste, der antyder Forskjelligheden mellem Wodens- og Freys-Dyrkelsen. Odin, heder det, bosatte sig paa Sigtuna, og indrettede der Hov og et Blot efter Æsernes Sædvane det vil sige, den sædvanlige Odins-Kultus; han forordnede at de Afdødes Lig skulde brændes, og ved at tilegne sig de vaabendøde Mænd saavelsom ved at merke sig med Geirs-Odd erklærede han sig for en Krigsgud. Frey derimod indrettede sit Tempel i Uppsala; der siges vistnok ikke udtrykkeligt at han indrettede Blot forskjelligt fra hvad Snorre kalder Æsernes „Sædvane“, men man veed dog andensteds fra, at den i Uppsalatempel stedfindende Kultus var den samme, som den i Hleidr paa Sælund,
- ↑ Dem, der nærmere ville forfølge Undersøgelsen af denne interessante Materie, kunne vi henvise til R. Keysers Afhandling „om Nordmændenes Herkomst og Folkeslægtskab“, hvor Materien i et eget Afsnit aldeles udtømmende og med den meest indlysende Klarhed er behandlet, og hvor saavel de gamle Historikeres Fejltagelser, som de Data, hvorpaa de byggede deres Kombinationer, paa det tydeligste ere efterviste. Se Samlinger til det norske Folks og Sprogs Historie, 6te B. S. 272–289.
