Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/243

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
215
Vilkaarlige Mytheforklaringer.

ſom man af de fra dem umiddelbart hentede Navne ſeer at hine ældre Hiſtorikere have kjendt og benyttet, antydede Saxland ſom et Land, hvor Odin maatte have herſket; Odenſe paa Fyen tjente dem ſom et Spor af hans Ophold paa denne Ø; og Helligdommen i Sigtuna var altfor bekjendt til at han ikke ogſaa ſkulde troes at have opholdt ſig der. Templet i Uppſala med den ſæregne Fraujakultus anviſte dette Sted ſom Freys Opholdsſted, og det under Navnet „Uppſala Aud“ bekjendte offentlige Jordegods i Sverige, der i Hedendommen havde været Tempelgods, (ſ. S 154) blev naturligviis tilſkrevet en Foranſtaltning ſom allerede var udgaaen fra Frey ſelv. Paa disſe løſe Grunde opførte man nu den hiſtoriſke Hypotheſe vi ovenfor have ſkildret.

Man finder imidlertid Spor til denne eller en lignende Forklaringsmaade meget tidligere end Snorre, efterſom allerede den bekjendte islandſke Hiſtoriegranſker og Hiſtorieſkriver Are Frode, der levede i Begyndelſen af det 12te Aarhundrede, ved at opregne Ynglinge-Ætten ſætter Yngve, kaldet Tyrke-Konge, i Spidſen. Og det maatte vel ogſaa være en ligefrem Følge af Chriſtendommens Indſørelſe, at man deels ſtrax ſøgte at bortforklare det hedenſke eller afgudiſke i de ældre Myther, ſom man for Digtekunſtens Skyld ønſkede at beholde, deels gjennem Latinen, hvis Studium nu ved (Gejſtligheden indførtes, lærte at kjende og i hiſtoriſk Kritik at anvende latinſke Forfatteres Skrifter[1].

I hiin uheldige hiſtoriſke Forklaring er der dog meget, ſom ej kan andet end hidrøre fra ældgamle Kilder, der nu ikke længer kjendes, og fra en Kundſkab om det ældre Forhold i Hedendommen, ſom vi nu aldeles ſavne. Den giver ſaaledes, trods ſin uefterrettelighed i det Hele taget, dog ſærdeles vigtige Vink. Af disſe er maaſkee det det allervigtigſte, der antyder Forſkjelligheden mellem Wodens- og Freys-Dyrkelſen. Odin, heder det, boſatte ſig paa Sigtuna, og indrettede der Hov og et Blot efter Æſernes Sædvane det vil ſige, den ſædvanlige Odins-Kultus; han forordnede at de Afdødes Lig ſkulde brændes, og ved at tilegne ſig de vaabendøde Mænd ſaavelſom ved at merke ſig med Geirs-Odd erklærede han ſig for en Krigsgud. Frey derimod indrettede ſit Tempel i Uppſala; der ſiges viſtnok ikke udtrykkeligt at han indrettede Blot forſkjelligt fra hvad Snorre kalder Æſernes „Sædvane“, men man veed dog andenſteds fra, at den i Uppſalatempel ſtedfindende Kultus var den ſamme, ſom den i Hleidr paa Sælund,

  1. Dem, der nærmere ville forfølge Underſøgelſen af denne interesſante Materie, kunne vi henviſe til R. Keyſers Afhandling „om Nordmændenes Herkomſt og Folkeſlægtſkab“, hvor Materien i et eget Afſnit aldeles udtømmende og med den meeſt indlyſende Klarhed er behandlet, og hvor ſaavel de gamle Hiſtorikeres Fejltagelſer, ſom de Data, hvorpaa de byggede deres Kombinationer, paa det tydeligſte ere efterviſte. Se Samlinger til det norſke Folks og Sprogs Hiſtorie, 6te B. S. 272–289.