Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/242

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
214
Vilkaarlige Mytheforklaringer.

„Disſe Sagn (om Æſerne)“, heder det i Slutningen, „maa ikke glemmes, ſaaledes at man derved ſkulde berøve Digtekunſten de gamle Omſkrivninger, Hovedſkaldene have anvendt; men chriſtne Mænd ſkulle ikke derfor tro paa de hedenſke Gilder eller Sandheden af Sagnene, anderledes, end der i Bogens Indledning er anført“. I denne Indledning tales der vidtløftigt om de førſte Menneſker, Adam og Eva, Noah og Syndfloden, Babels Taarn, Zoroaſter og Troja, „der nu (det vil ſige, paa de ſeldſchukiſke Tyrkers Tider) kaldes Tyrkland“, der beſtod af 12 Kongedømmer og en Overkonge, „fra hvilke Høvdinger alle Fyrſter i Verdens nordlige Deel regne deres Æt, og ſætte Stadens Formænd i Gudernes, Tal, navnlig Priamus ſom Voden“. Der tales endvidere om Saturnus, der udgives for Njørd, og om Jupiter; om Priamus eller Odin, hvis Kone hed Frigg, efter hvilken Riget kaldtes Phrygia, om Thor, der tilegnede ſig Thrakien eller Thrudheim, og om dennes Ætmænd, (i hvis Navne førſt gjenkjendes fire af hans egne Tilnavne, derpaa hans to Sønners Navne,) endelig om Sceaf og hele det angelſaxiſke Slægtregiſtre til Voden eller Odin, hvilken altſaa bliver den anden Odin. Denne yngre Odin, heder det, flygtede for Pompejus og til de nordlige Lande, hvor han gav ſine Sønner de ældre Guders Navne; han kom til Saxland, hvor han indſatte tre af ſine Sønner, hvis Navne alle gjenkjendes i de angelſaxiſke Genealogier, til Styrere; fra Saxland gik han til Reidgotaland, hvor han ſatte Skjold til Herſker, derfra til Svithjod, hvor Gylfe underkaſtede ſig, og hvor Odin nedſatte ſig i Sigtuna og indrettede ſig paa ſamme Maade ſom han havde haft det i Troja. Han havde med ſig ſin Søn Yngve, der blev Konge i Svithjod, og fra hvilken de Ætter, der kaldes Ynglinger, nedſtamme. Endelig drog han nord til Havet, og ſatte ſin Søn Seming til Herſker i Norge. Og, heder det, af de i Slægtregiſtrene optegnede Navne kan man ſee, at Navnene have fulgt med Tungemaalet, og at Æſerne have haft Tungen nord med ſig hid i Landene, i Norge, Svithjod, Danmark eller Saxland“.

Denne Forklaring afviger kun i mindre vigtige Enkeltheder fra den, der fremſættes i Ynglinga-Saga. Hoved-Afvigelſen beſtaar deri, at Æſernes gamle Hovedborg i Eddas Forklaring er Troja i Phrygien, i Ynglingaſagas derimod henføres til Egnene ved Udløbet af Tanais. Forreſten kan Ynglingaſagas Forklaring ligefrem anſees for et Udtog af Eddas. Afvigelſen grunder ſig viſtnok paa en hos Snorre, eller Ynglingaſagas Forfatter ſelv opſtaaet, ved ſundere hiſtoriſk Kritik frembragt Tvivl om Rimeligheden i at Odin ſkulde have herſket i Troja paa en i den romerſke Hiſtorie ſaa bekjendt Tid, ſom Pompejus’s, og om Muligheden af at Aaſe-Vandringen kunde være en tilkommen Folkevandring; han har derfor kun ſluttet ham til Egnene nordenfor det ſorte Hav, og fremſtiller Æſerne kun ſom en Preſte-Koloni. De angelſaxiſke Slægtregiſtre fra Woden og Sceaf,