„Disse Sagn (om Æserne)“, heder det i Slutningen, „maa ikke glemmes, saaledes at man derved skulde berøve Digtekunsten de gamle Omskrivninger, Hovedskaldene have anvendt; men christne Mænd skulle ikke derfor tro paa de hedenske Gilder eller Sandheden af Sagnene, anderledes, end der i Bogens Indledning er anført“. I denne Indledning tales der vidtløftigt om de første Mennesker, Adam og Eva, Noah og Syndfloden, Babels Taarn, Zoroaster og Troja, „der nu (det vil sige, paa de seldschukiske Tyrkers Tider) kaldes Tyrkland“, der bestod af 12 Kongedømmer og en Overkonge, „fra hvilke Høvdinger alle Fyrster i Verdens nordlige Deel regne deres Æt, og sætte Stadens Formænd i Gudernes, Tal, navnlig Priamus som Voden“. Der tales endvidere om Saturnus, der udgives for Njørd, og om Jupiter; om Priamus eller Odin, hvis Kone hed Frigg, efter hvilken Riget kaldtes Phrygia, om Thor, der tilegnede sig Thrakien eller Thrudheim, og om dennes Ætmænd, (i hvis Navne først gjenkjendes fire af hans egne Tilnavne, derpaa hans to Sønners Navne,) endelig om Sceaf og hele det angelsaxiske Slægtregistre til Voden eller Odin, hvilken altsaa bliver den anden Odin. Denne yngre Odin, heder det, flygtede for Pompejus og til de nordlige Lande, hvor han gav sine Sønner de ældre Guders Navne; han kom til Saxland, hvor han indsatte tre af sine Sønner, hvis Navne alle gjenkjendes i de angelsaxiske Genealogier, til Styrere; fra Saxland gik han til Reidgotaland, hvor han satte Skjold til Hersker, derfra til Svithjod, hvor Gylfe underkastede sig, og hvor Odin nedsatte sig i Sigtuna og indrettede sig paa samme Maade som han havde haft det i Troja. Han havde med sig sin Søn Yngve, der blev Konge i Svithjod, og fra hvilken de Ætter, der kaldes Ynglinger, nedstamme. Endelig drog han nord til Havet, og satte sin Søn Seming til Hersker i Norge. Og, heder det, af de i Slægtregistrene optegnede Navne kan man see, at Navnene have fulgt med Tungemaalet, og at Æserne have haft Tungen nord med sig hid i Landene, i Norge, Svithjod, Danmark eller Saxland“.
Denne Forklaring afviger kun i mindre vigtige Enkeltheder fra den, der fremsættes i Ynglinga-Saga. Hoved-Afvigelsen bestaar deri, at Æsernes gamle Hovedborg i Eddas Forklaring er Troja i Phrygien, i Ynglingasagas derimod henføres til Egnene ved Udløbet af Tanais. Forresten kan Ynglingasagas Forklaring ligefrem ansees for et Udtog af Eddas. Afvigelsen grunder sig vistnok paa en hos Snorre, eller Ynglingasagas Forfatter selv opstaaet, ved sundere historisk Kritik frembragt Tvivl om Rimeligheden i at Odin skulde have hersket i Troja paa en i den romerske Historie saa bekjendt Tid, som Pompejus’s, og om Muligheden af at Aase-Vandringen kunde være en tilkommen Folkevandring; han har derfor kun sluttet ham til Egnene nordenfor det sorte Hav, og fremstiller Æserne kun som en Preste-Koloni. De angelsaxiske Slægtregistre fra Woden og Sceaf,
