Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/241

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
213
Vilkaarlige Mytheforklaringer.

lagde han alle sine Indtægter, baade Land og Løsøre; derved grundlagdes „Uppsala-Aud“, der sidenefter stedse vedligeholdtes. I hans Dage oprettedes Frode-Freden; da var der gode Aaringer i alle Lande, og det tilskreve Svierne Frey; han blev saameget mere dyrket end andre Guder, som Landsfolket i hans Dage formedelst Freden og de gode Aaringer var rigere end før … Frey benævntes ogsaa Yngve[1]; Yngvenavnet brugtes siden i hans Æt som Fyrste-Navn, og hans Ætmænd kaldtes Ynglinger. Frey fik Sott, og da det led til Enden med ham, anvendte hans Mænd følgende List: de lode faa Mænd komme til ham, opførte en stor Haug med tre Glugger, bragte efter Freys Død hans Lig hemmeligen ind i Haugen, og bevogtede det der tre Aar, idet de foregave for Svierne, at Frey levede. Al Skatten heldte de ind i Haugen, Guldet gjemte den ene, Sølvet den anden, Kobberpengene gjemte den tredie Glug. Aaringen og Freden vedbleve, imidlertid stod Freyja for Blotene. Da endelig alle Svierne havde erfaret at Frey virkelig var død, men de gode Aaringer og Freden desuagtet vedbleve, troede de, at det saaledes fremdeles vilde blive, saalænge han var i Svithjod. De vilde derfor ikke brænde ham, men kaldte ham Verdensgud og blotede sidenefter meest til ham for et godt Aar og Fred“.[2].

Man behøver ikke engang at være fortrolig med den Maade, paa hvilken de norsk-islandske Historikere i den christelige Middelalder søgte at give de hedenske Myther, der ellers vilde støde an mod deres Rettroenhed, men som de dog saa gjerne ønskede at opbevare, en historisk Forklaring; man behøver ikke engang at kjende den Iver, hvormed alle okcidentalske Folks Historikere paa hiin Tid – vore Forfædre iberegnede – søgte, efter Romernes Exempel, at udlede deres Nations Herkomst fra Troja og Troerne, for at skjønne, at den hele Fremstilling hos Snorre er et vilkaarligt og tillige uheldigt Forsøg paa at underskyde de ældgamle germaniske Myther en lokalhistorisk Betydning. Dertil behøver man kun at kjende Aasa-Mytherne selv, saaledes som de ere os opbevarede i Eddaerne, og deres Fællesskab for alle germaniske Nationer. Vilkaarligheden fremtræder allerskarpest deri, at endog flere af Gudernes himmelske Boliger, som Noatun, Himinbjørg, Breidablik, ere henførte til Svithjod, og nævnes ved Siden af Uppsala; i Henførelsen af Odins foregivne Vandring til en bestemt Tid, og i den Afvigelse fra de egte Myther, der ligger i Beretningen om Odins og de øvrige Æsers Død. En ypperlig Kommentar til den ovenfor meddeelte Fremstilling indeholdes desuden i de Bemærkninger, hvilke enten Snorre selv eller en samtidig Historiker af samme Skole har indstrøet paa enkelte Steder i den saakaldte yngre Edda, deels som Indledning, deels ved Slutningen.

  1. Der tilføjes i Yngl. S. Cap. 20 ogsaa Formen Ynguni d. e. Ingvini.
  2. Sammesteds Cap. 12–14.