Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/241

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
213
Vilkaarlige Mytheforklaringer.

lagde han alle ſine Indtægter, baade Land og Løsøre; derved grundlagdes „Uppſala-Aud“, der ſidenefter ſtedſe vedligeholdtes. I hans Dage oprettedes Frode-Freden; da var der gode Aaringer i alle Lande, og det tilſkreve Svierne Frey; han blev ſaameget mere dyrket end andre Guder, ſom Landsfolket i hans Dage formedelſt Freden og de gode Aaringer var rigere end før … Frey benævntes ogſaa Yngve[1]; Yngvenavnet brugtes ſiden i hans Æt ſom Fyrſte-Navn, og hans Ætmænd kaldtes Ynglinger. Frey fik Sott, og da det led til Enden med ham, anvendte hans Mænd følgende Liſt: de lode faa Mænd komme til ham, opførte en ſtor Haug med tre Glugger, bragte efter Freys Død hans Lig hemmeligen ind i Haugen, og bevogtede det der tre Aar, idet de foregave for Svierne, at Frey levede. Al Skatten heldte de ind i Haugen, Guldet gjemte den ene, Sølvet den anden, Kobberpengene gjemte den tredie Glug. Aaringen og Freden vedbleve, imidlertid ſtod Freyja for Blotene. Da endelig alle Svierne havde erfaret at Frey virkelig var død, men de gode Aaringer og Freden desuagtet vedbleve, troede de, at det ſaaledes fremdeles vilde blive, ſaalænge han var i Svithjod. De vilde derfor ikke brænde ham, men kaldte ham Verdensgud og blotede ſidenefter meeſt til ham for et godt Aar og Fred“.[2].

Man behøver ikke engang at være fortrolig med den Maade, paa hvilken de norſk-islandſke Hiſtorikere i den chriſtelige Middelalder ſøgte at give de hedenſke Myther, der ellers vilde ſtøde an mod deres Rettroenhed, men ſom de dog ſaa gjerne ønſkede at opbevare, en hiſtoriſk Forklaring; man behøver ikke engang at kjende den Iver, hvormed alle okcidentalſke Folks Hiſtorikere paa hiin Tid — vore Forfædre iberegnede — ſøgte, efter Romernes Exempel, at udlede deres Nations Herkomſt fra Troja og Troerne, for at ſkjønne, at den hele Fremſtilling hos Snorre er et vilkaarligt og tillige uheldigt Forſøg paa at underſkyde de ældgamle germaniſke Myther en lokalhiſtoriſk Betydning. Dertil behøver man kun at kjende Aaſa-Mytherne ſelv, ſaaledes ſom de ere os opbevarede i Eddaerne, og deres Fællesſkab for alle germaniſke Nationer. Vilkaarligheden fremtræder allerſkarpeſt deri, at endog flere af Gudernes himmelſke Boliger, ſom Noatun, Himinbjørg, Breidablik, ere henførte til Svithjod, og nævnes ved Siden af Uppſala; i Henførelſen af Odins foregivne Vandring til en beſtemt Tid, og i den Afvigelſe fra de egte Myther, der ligger i Beretningen om Odins og de øvrige Æſers Død. En ypperlig Kommentar til den ovenfor meddeelte Fremſtilling indeholdes desuden i de Bemærkninger, hvilke enten Snorre ſelv eller en ſamtidig Hiſtoriker af ſamme Skole har indſtrøet paa enkelte Steder i den ſaakaldte yngre Edda, deels ſom Indledning, deels ved Slutningen.

  1. Der tilføjes i Yngl. S. Cap. 20 ogſaa Formen Ynguni d. e. Ingvini.
  2. Sammeſteds Cap. 12—14.