Annalister, og tildeels endog forvanskede af dem. Man kan overhoved antage som vist, at hvad yngre Annalister, der forresten udskrive hine ældre Annalers Ord, have andet eller mere end disse, er urigtigt. Jeg har derfor med Flid kun holdt mig til de nysnævnte Kilde-Annaler, og anseet det tilstrækkeligt, for at godtgjøre et Faktum, alene at paaberaabe mig den eller de af disse, hvori det stod omtalt, uden at opregne den hele Række af senere Annalister, der kun have udskrevet de ældre, f. Ex. Annales Mettenses (Regino), Chron. Normannorum (Bertiniani og Vedastini) o. s. v. Jeg har citeret dem efter Pagina i den bedste og nyeste Udgave af dem, nemlig i Pertz’s Monumenta historica Germaniæ, 1ste Bind. Om de øvrige, mindre vigtige, tydske og franske Annaler, som hist og her ere benyttede, findes der paa sit Sted tilstrækkelig Oplysning.
De tydske historiske Forfattere fra det 10de Aarhundrede, hvis Skrifter fornemmelig kaste Lys paa Nordens Historie, ere Munken i Corvei, Widukind (fra Midten af det 10de Aarhundrede), som i 3 Bøger har beskrevet Saxernes Historie indtil 968, Thietmar, Biskop af Merseburg († 1018), der har skrevet et indholdsrigt „Chronicon“ i 8 Bøger, hvilket naar til 1018, og endelig Mag. Adam af Bremen, hvis bekjendte Gesta Hammaburgensis ecclesiæ pontificum, i fire Bøger, indtil 1075, indeholde saa mange vigtige, men just ikke alle lige paalidelige, Oplysninger for Nordens Historie, af hvilke flere have en særegen Interesse derved, at de efter Frfs. udtrykkelige Vidnesbyrd ere ham meddeelte af den danske Konge Sven Ulfssøn. For Frankriges Vedkommende maa man især nævne den rheimske Prest Flodoards Annaler, der naa til 966, og den rheimske Munk Richers „Historier“, der i fire Bøger omfatte Begivenhederne fra 888 til 945. De her nævnte Forfattere maa, paa Mag. Adam nær, ogsaa ansees som samtidige med de Begivenheder, de fortælle, og ere følgelig aldeles troværdige. Jeg har citeret dem efter den nyeste Udgave i 5de Bind af Pertz’s Monumenta. Mag. Adams Skrift er citeret efter Udgaven i 9de Bind af Pertz’s Monumenta, eller den særskilte Udgave af 1846.
Men foruden hine Historiebøger, der vedkomme Frankrige i Almindelighed, har Nordmandie ogsaa særegne Skribenter, der behandle Hertugernes Historie, og i Begyndelsen af denne meddele en heel Deel Sagn om Nordmannernes Nedstammelse, tidligste Bedrifter, og om Gange-Rolf, der aabenbart vise sig som egte nordmanniske, ja man kunde sige norske, ej alene fordi de ej findes hos andre Forfattere, men og fordi de endnu ganske have Saga-Charakteren. Denne fremtræder tydeligst hos den ældste af dem, Dudo, Kannik i St. Quentin fra Begyndelsen af det 11te Aarhundrede, om hvilken jeg har meddeelt de fornødne Efterretninger S. 654; Dudo’s Saga-Charakteer gaar endog saa vidt, at han hyppigere indskyder Kvad, skjønt rigtignok paa Latin. Dudo benyttedes igjen af Viljam af Jumièges (Willelmus Gemeticensis) som fortsatte den nordman-
