niske Historie til 1137, og som i Særdeleshed er bleven benyttet og udskreven af senere, ældre og nyere Forfattere. Uagtet de hos Dudo og Viljam meddeelte Sagn savne udtrykkelig Bekræftelse af andre Annaler, og øjensynligt lide af den ogsaa for Sagaerne sædvanlige Fejl, at de behandle Chronologien overfladisk, og lade deres Hovedperson tillige være Hovedpersonen i alle de Foretagender, de omtale, saa have dog deres Beretninger i sin Heelhed alt for meget Sandsynlighedens Præg, og stemme altfor vel med hvad Annalerne forresten melde, til at man ganske skulde kunne negte dem Tiltro; men de maa kun benyttes med den yderste Varsomhed. Fuldstændigt have de hidtil kun været udgivne i Duchènes Scriptores rerum Normannicarum, efter hvilken Udgaves Sidetal jeg paaberaaber mig dem.
Disse Oplysninger ville, haaber jeg, være tilstrækkelige til at forstaa og bedømme de af mig anførte Citater. Om de øvrige paaberaabte Autoriteter, som jeg her ikke har berørt, vil der paa sine Steder i Texten selv eller Noterne findes det nødvendige anført.
Om Maaden, hvorpaa jeg har gjengivet de ældre Persons- og Steds-Navne, vil jeg i Korthed sige, at jeg fornemmelig har søgt at undgaa Alt hvad der kunde kaldes Affektation. Til en saadan regner jeg først og fremst en Stræben efter at gjengive endnu existerende Navne uforandret i deres antikeste Form, f. Ex. at skrive „Throndheim“, „Eystridalir“, „Bjørgvin“ o. s. v. Dette er en Affektation, som kun findes hos nordiske Forfattere fra nyere Tider. Ingen Englænder, der behandler den angliske Periode, skriver „Gleaweceaster“ istedetfor „Gloucester“, „Eoforwie“ istf. „York“; ingen Franskmand skriver „Suessioues“ eller „Engolisma“ istf. „Soissons“, og „Angoulême“. Jeg bruger derfor sædvanligviis de nuværende Former af Navne, som endnu ere til; dog, vel at merke, saaledes som de udtales af Folket selv – hvilken Udtale i det Hele taget ej afviger stort fra den ældre –-, ikke som de hidtil sædvanligviis have været forvanskede. Jeg har ogsaa bibeholdt den gamle Form, hver den nyere ledede til Misforstaaelser, f. Ex. „Helgeland“, der nu kun betegner den sydligste Deel af det gamle „Haalogaland“, hvoraf „Helgeland“ er dannet. Som en Følge heraf vil man just ikke finde nogen streng Konsekvens i Navne-Orthographien, men denne vil derved og, haaber jeg, have opnaaet den Fordeel, at den ingensinde vil findes paafaldende eller stødende. En Afvigelse fra det Sædvanlige, som jeg i Personsnavnenes Skrivemaade har fundet rigtig, vil maaskee ved første Øjekast forundre En og Anden, nemlig at jeg ikke, som hidtil har været brugeligt, har gjengivet den gamle Hankjønsendelse -ir med „er“, men med „e“, som „Thore“, ikke „Thorer“, „Ølve“, ikke „Ølver“. Thi da -ir kun er den sædvanlige Hankjønsendelse -r med et støttende i, og hiint -r lige saa vel her bortkastes i Akkusativ, som naar det ej har denne Vokal soran sig, bør det ogsaa ved Gjengivelsen i det nyere
