Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/25

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


niſke Hiſtorie til 1137, og ſom i Særdeleshed er bleven benyttet og udſkreven af ſenere, ældre og nyere Forfattere. Uagtet de hos Dudo og Viljam meddeelte Sagn ſavne udtrykkelig Bekræftelſe af andre Annaler, og øjenſynligt lide af den ogſaa for Sagaerne ſædvanlige Fejl, at de behandle Chronologien overfladiſk, og lade deres Hovedperſon tillige være Hovedperſonen i alle de Foretagender, de omtale, ſaa have dog deres Beretninger i ſin Heelhed alt for meget Sandſynlighedens Præg, og ſtemme altfor vel med hvad Annalerne forreſten melde, til at man ganſke ſkulde kunne negte dem Tiltro; men de maa kun benyttes med den yderſte Varſomhed. Fuldſtændigt have de hidtil kun været udgivne i Duchènes Scriptores rerum Normannicarum, efter hvilken Udgaves Sidetal jeg paaberaaber mig dem.

Disſe Oplysninger ville, haaber jeg, være tilſtrækkelige til at forſtaa og bedømme de af mig anførte Citater. Om de øvrige paaberaabte Autoriteter, ſom jeg her ikke har berørt, vil der paa ſine Steder i Texten ſelv eller Noterne findes det nødvendige anført.

Om Maaden, hvorpaa jeg har gjengivet de ældre Perſons- og Steds-Navne, vil jeg i Korthed ſige, at jeg fornemmelig har ſøgt at undgaa Alt hvad der kunde kaldes Affektation. Til en ſaadan regner jeg førſt og fremſt en Stræben efter at gjengive endnu exiſterende Navne uforandret i deres antikeſte Form, f. Ex. at ſkrive „Throndheim“, „Eyſtridalir“, „Bjørgvin“ o. ſ. v. Dette er en Affektation, ſom kun findes hos nordiſke Forfattere fra nyere Tider. Ingen Englænder, der behandler den angliſke Periode, ſkriver „Gleaweceaſter“ iſtedetfor „Glouceſter“, „Eoforwie“ iſtf. „York“; ingen Franſkmand ſkriver „Suesſioues“ eller „Engolisma“ iſtf. „Soisſons“, og „Angoulême“. Jeg bruger derfor ſædvanligviis de nuværende Former af Navne, ſom endnu ere til; dog, vel at merke, ſaaledes ſom de udtales af Folket ſelv – hvilken Udtale i det Hele taget ej afviger ſtort fra den ældre —-, ikke ſom de hidtil ſædvanligviis have været forvanſkede. Jeg har ogſaa bibeholdt den gamle Form, hver den nyere ledede til Misforſtaaelſer, f. Ex. „Helgeland“, der nu kun betegner den ſydligſte Deel af det gamle „Haalogaland“, hvoraf „Helgeland“ er dannet. Som en Følge heraf vil man juſt ikke finde nogen ſtreng Konſekvens i Navne-Orthographien, men denne vil derved og, haaber jeg, have opnaaet den Fordeel, at den ingenſinde vil findes paafaldende eller ſtødende. En Afvigelſe fra det Sædvanlige, ſom jeg i Perſonsnavnenes Skrivemaade har fundet rigtig, vil maaſkee ved førſte Øjekaſt forundre En og Anden, nemlig at jeg ikke, ſom hidtil har været brugeligt, har gjengivet den gamle Hankjønsendelſe -ir med „er“, men med „e“, ſom „Thore“, ikke „Thorer“, „Ølve“, ikke „Ølver“. Thi da -ir kun er den ſædvanlige Hankjønsendelſe -r med et ſtøttende i, og hiint -r lige ſaa vel her bortkaſtes i Akkuſativ, ſom naar det ej har denne Vokal ſoran ſig, bør det ogſaa ved Gjengivelſen i det nyere