Landsherrer. Derfra, heder det, drog han nord til Søen og bosatte sig i det efter ham opkaldte Odense paa Fyen. Herfra sendte han Gefjon nord over Sundet for at lede efter Land, hun kom til Gylfe i Svithjod, og erhvervede sig nu Sælund eller Sjæland, saaledes som det ovenfor er omtalt. „Da Odin“, vedbliver Sagaen, „hørte at der øster hos Gylfe var gode Landsvilkaar, drog han did, og maatte Gylfe slutte Forlig med Æserne, fordi han ikke havde Magt nok til at gjøre dem Modstand, skjønt de gjensidigt spillede hinanden mange Puds. Odin opslog sin Bolig ved Logen (Mælaren) paa det Sted, der senere kaldtes gamle Sigtuna, og indrettede der et stort Hov og Blot efter Æsernes Sædvane, ligesom han og tilegnede sig hele den Landstrækning, han kaldte Sigtuna, og gav Hovgoderne gode Boliger“[1].
Sagaen fortsætter med Fortællingen om Odins og Æsernes Kunster og Færdigheder, f. Ex. at skifte Udseende, tale i Vers, slaa sine Fiender med Blindhed, døve Vaaben, lade Sjælen fare ud af Kroppen til fjerne Egne i Dyreskikkelser, medens Kroppen selv laa som død, slukke Ild med blotte Ord, vende Vindene. Der nævnes om hans Skib Skidbladner, om Mimers Hoved, der gav ham mange Underretninger; det heder at han plejede at sætte sig under Galgerne, hvorfor han kaldtes de Hængtes Herre; han forstod Galdre og Sejd; han vidste hvor Skattene laa skjulte i Jorden og kunde mane dem, som bevogtede dem, til at give slip derpaa[2]. Dernæst omtales
- ↑ Yngl. S. Cap. 1–6.
- ↑ Yngl. S. Cap. 7. Ved Sammenligning med det sidste Afsnit af den ældre Eddas „Hávamál“ (139–165) i hvilket Odin opregner hvad han ved sin Runekyndighed formaar at udrette, opdager man let at dette er Kilden til Fremstillingen i Yngl. S. Cap. 7. Det første Vers i hiint Afsnit (139) er i flere Henseender mærkeligt, især ved det Lys, det baade kaster paa Ceremonierne ved Offring til Odin, og paa den dunkle Yggdrasils-Mythe, hvorom der allerede ovenfor (S. 163) er talt noget. Verset lyder: „Jeg veed at jeg hang paa Vindges Træ hele ni Nætter, saaret med Geir og given til Odin, selv til mig selv; paa det Træ, om hvilket Ingen veed, af hvis Rødder det oprinder“. Odin havde altsaa, som man troede, selv paa en mystisk Maade indstiftet en Offring til sig, der bestod i at den, der offredes, ej alene hængtes, men ogsaa gjennemboredes med Geir; en saadan Offring blev just Kong Vikar (se nedenfor § 11) underkastet, og naar Alt kommer til Alt, sigtes vel hertil med Snorres Tale om at Odin lod sig merke med Geirsodd. Hvad ellers Udtrykket „paa Vindges Træ“ (vinðga meiði á) angaar, da kan man ogsaa oversætte det „paa det vindige (af Vinden gjennemsusede) Træ“, eller „paa den Vindiges Træ“. Hvorledes man nu end tager det, maa det vel forklares ved „Galgen“, thi det kan ikke være forskjelligt fra „vinga meiðr“, hvilket allerede Thjodolf (i 9de Aarhundrede) brugte i sit Ynglingatal (Yngl. Saga Cap. 26) som Omskrivning for „Galgen“, og som Vel og har Hensyn til den i Atlamaal omtalte Vinge (maaskee selv en formummet Odin), der skildres som runekyndig og truer Niflungerne med Galgen. Til hiint Vers sigtes ganske bestemt i
