Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/239

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
211
Odins foregivne Vandring.

Landsherrer. Derfra, heder det, drog han nord til Søen og boſatte ſig i det efter ham opkaldte Odenſe paa Fyen. Herfra ſendte han Gefjon nord over Sundet for at lede efter Land, hun kom til Gylfe i Svithjod, og erhvervede ſig nu Sælund eller Sjæland, ſaaledes ſom det ovenfor er omtalt. „Da Odin“, vedbliver Sagaen, „hørte at der øſter hos Gylfe var gode Landsvilkaar, drog han did, og maatte Gylfe ſlutte Forlig med Æſerne, fordi han ikke havde Magt nok til at gjøre dem Modſtand, ſkjønt de gjenſidigt ſpillede hinanden mange Puds. Odin opſlog ſin Bolig ved Logen (Mælaren) paa det Sted, der ſenere kaldtes gamle Sigtuna, og indrettede der et ſtort Hov og Blot efter Æſernes Sædvane, ligeſom han og tilegnede ſig hele den Landſtrækning, han kaldte Sigtuna, og gav Hovgoderne gode Boliger“[1].

Sagaen fortſætter med Fortællingen om Odins og Æſernes Kunſter og Færdigheder, f. Ex. at ſkifte Udſeende, tale i Vers, ſlaa ſine Fiender med Blindhed, døve Vaaben, lade Sjælen fare ud af Kroppen til fjerne Egne i Dyreſkikkelſer, medens Kroppen ſelv laa ſom død, ſlukke Ild med blotte Ord, vende Vindene. Der nævnes om hans Skib Skidbladner, om Mimers Hoved, der gav ham mange Underretninger; det heder at han plejede at ſætte ſig under Galgerne, hvorfor han kaldtes de Hængtes Herre; han forſtod Galdre og Sejd; han vidſte hvor Skattene laa ſkjulte i Jorden og kunde mane dem, ſom bevogtede dem, til at give ſlip derpaa[2]. Dernæſt omtales

  1. Yngl. S. Cap. 1–6.
  2. Yngl. S. Cap. 7. Ved Sammenligning med det ſidſte Afſnit af den ældre Eddas „Hávamál“ (139—165) i hvilket Odin opregner hvad han ved ſin Runekyndighed formaar at udrette, opdager man let at dette er Kilden til Fremſtillingen i Yngl. S. Cap. 7. Det førſte Vers i hiint Afſnit (139) er i flere Henſeender mærkeligt, iſær ved det Lys, det baade kaſter paa Ceremonierne ved Offring til Odin, og paa den dunkle Yggdraſils-Mythe, hvorom der allerede ovenfor (S. 163) er talt noget. Verſet lyder: „Jeg veed at jeg hang paa Vindges Træ hele ni Nætter, ſaaret med Geir og given til Odin, ſelv til mig ſelv; paa det Træ, om hvilket Ingen veed, af hvis Rødder det oprinder“. Odin havde altſaa, ſom man troede, ſelv paa en myſtiſk Maade indſtiftet en Offring til ſig, der beſtod i at den, der offredes, ej alene hængtes, men ogſaa gjennemboredes med Geir; en ſaadan Offring blev juſt Kong Vikar (ſe nedenfor § 11) underkaſtet, og naar Alt kommer til Alt, ſigtes vel hertil med Snorres Tale om at Odin lod ſig merke med Geirsodd. Hvad ellers Udtrykket „paa Vindges Træ“ (vinðga meiði á) angaar, da kan man ogſaa overſætte det „paa det vindige (af Vinden gjennemſuſede) Træ“, eller „paa den Vindiges Træ“. Hvorledes man nu end tager det, maa det vel forklares ved „Galgen“, thi det kan ikke være forſkjelligt fra „vinga meiðr“, hvilket allerede Thjodolf (i 9de Aarhundrede) brugte i ſit Ynglingatal (Yngl. Saga Cap. 26) ſom Omſkrivning for „Galgen“, og ſom Vel og har Henſyn til den i Atlamaal omtalte Vinge (maaſkee ſelv en formummet Odin), der ſkildres ſom runekyndig og truer Niflungerne med Galgen. Til hiint Vers ſigtes ganſke beſtemt i