nymus, og dette Navn har saaledes fornemmelig en ethnographisk Betydning, medens Skjoldunge-Navnet nærmest knytter sig til en vis, hos flere mellem– og syd-germaniske Nationer brugelig Sædvane. Fra „Ing“ eller „Inavi“ have rimeligviis alle ingvinske eller gotiske Fyrste-Ætter oprindelig regnet deres Herkomst, og der mangler heller ikke Exempler paa at Navnet er anvendt om flere end een Æt[1]. Paa den Maade kunde ogsaa Skjoldungerne med god Føje kaldes Ynglinger, og i Beowulf-Digtet benævnes virkelig, som ovenfor er viist, Skjoldungefyrsten i Scedenigg (Skaane) „Ingvinernes Herre“. Imidlertid har den sædvanlige Sprogbrug i vore Oldskrifter indskrænket Ynglingernes Navn til en enkelt Fyrstestamme, den mærkelige Æt, der efter Sagnet indsattes af Odin selv i Herredømmet over Svithjod, der oprettede Helligdommen i Uppsala, og som siden i Tidens Løb fandt et nyt Hjem i Norge, hvis Kongetrone den gjennem flere Aarhundreder beklædte. Er det nu end ikke alene rimeligt, men endog i højeste Maade sandsynligt, ja tildeels beviisligt, at Sagnet har sammenkjedet forskjellige saakaldte Ynglinge-Ætter eller gotiske Konge-Ætter til en eneste, ligesom ved Skjoldungerne, saa er dog dette Sagn selv desuagtet ved sin høje Ælde af den største Interesse, og det antyder dog stedse et Fællesskab i Kultus eller Tradition mellem de enkelte Ætter. Derfor maa vi saavel her som i det Følgende offre det den højeste Opmærksomhed.
Sagnet om Yngve og Ynglingernes første Optræden i Svithjod fortælles udførligst af Snorre i hans Ynglinga-Saga. Han omtaler først Odin og Æserne, hvilke han, idet han søger at forklare Gudesagnene paa en historisk Maade, udgiver for et virkeligt Folk, og, forledet ved den tilfældige Navnlighed, henfører til Asien, ved Tanais Han fortæller, hvorledes Æserne og Vanerne laa i Ufred med hinanden, indtil de endelig sluttede Fred og gjensidigt stillede hinanden Gisler. Æserne, heder det, sendte Høner og Mimer, Vanerne Njørd og hans Søn Frey. „Odin gjorde Njørd og Frey til Hov-Goder; Freys Datter var Freyja, som var Blotgydje. Medens Njørd var hos Vanerne, havde han haft sin Syster til Egte, thi det var tilladt der; deres Børn vare Frey og Freyja; hos Æserne derimod var Egteskab forbudet mellem saa nære Frænder“. Snorre beretter endvidere, hvorledes Odin af Frygt før Romernes Erobringstog flyttede med sine Hovgoder og meget andet Folk først til Garderike, siden til Saxland, som han tilegnede sig, og hvor han satte nogle af sine Sønner til
- ↑ Her sigte vi ej til den senere Skalde-Sprogbrug, der tillod at anvende alle slige Ættenavne om enhver Fyrste i Fleng, men til hvad der allerede forekommer i ældgamle Kvad, som f. Ex. i Helgakviða Hundingsbana I. Str. 54, hvor Volsungen Helge kaldes Yngves Ættestav i (áttstafr Yngva), og i Sigurðarkviða II. Str. 14, hvor Vølsungen Sigurd ligeledes kaldes Yngves Ætling (Yngva konr).
