Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/238

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
210
Ynglinger.

nymus, og dette Navn har ſaaledes fornemmelig en ethnographiſk Betydning, medens Skjoldunge-Navnet nærmeſt knytter ſig til en vis, hos flere mellem– og ſyd-germaniſke Nationer brugelig Sædvane. Fra „Ing“ eller „Inavi“ have rimeligviis alle ingvinſke eller gotiſke Fyrſte-Ætter oprindelig regnet deres Herkomſt, og der mangler heller ikke Exempler paa at Navnet er anvendt om flere end een Æt[1]. Paa den Maade kunde ogſaa Skjoldungerne med god Føje kaldes Ynglinger, og i Beowulf-Digtet benævnes virkelig, ſom ovenfor er viiſt, Skjoldungefyrſten i Scedenigg (Skaane) „Ingvinernes Herre“. Imidlertid har den ſædvanlige Sprogbrug i vore Oldſkrifter indſkrænket Ynglingernes Navn til en enkelt Fyrſteſtamme, den mærkelige Æt, der efter Sagnet indſattes af Odin ſelv i Herredømmet over Svithjod, der oprettede Helligdommen i Uppſala, og ſom ſiden i Tidens Løb fandt et nyt Hjem i Norge, hvis Kongetrone den gjennem flere Aarhundreder beklædte. Er det nu end ikke alene rimeligt, men endog i højeſte Maade ſandſynligt, ja tildeels beviisligt, at Sagnet har ſammenkjedet forſkjellige ſaakaldte Ynglinge-Ætter eller gotiſke Konge-Ætter til en eneſte, ligeſom ved Skjoldungerne, ſaa er dog dette Sagn ſelv desuagtet ved ſin høje Ælde af den ſtørſte Interesſe, og det antyder dog ſtedſe et Fællesſkab i Kultus eller Tradition mellem de enkelte Ætter. Derfor maa vi ſaavel her ſom i det Følgende offre det den højeſte Opmærkſomhed.

Sagnet om Yngve og Ynglingernes førſte Optræden i Svithjod fortælles udførligſt af Snorre i hans Ynglinga-Saga. Han omtaler førſt Odin og Æſerne, hvilke han, idet han ſøger at forklare Gudeſagnene paa en hiſtoriſk Maade, udgiver for et virkeligt Folk, og, forledet ved den tilfældige Navnlighed, henfører til Aſien, ved Tanais Han fortæller, hvorledes Æſerne og Vanerne laa i Ufred med hinanden, indtil de endelig ſluttede Fred og gjenſidigt ſtillede hinanden Giſler. Æſerne, heder det, ſendte Høner og Mimer, Vanerne Njørd og hans Søn Frey. „Odin gjorde Njørd og Frey til Hov-Goder; Freys Datter var Freyja, ſom var Blotgydje. Medens Njørd var hos Vanerne, havde han haft ſin Syſter til Egte, thi det var tilladt der; deres Børn vare Frey og Freyja; hos Æſerne derimod var Egteſkab forbudet mellem ſaa nære Frænder“. Snorre beretter endvidere, hvorledes Odin af Frygt før Romernes Erobringstog flyttede med ſine Hovgoder og meget andet Folk førſt til Garderike, ſiden til Saxland, ſom han tilegnede ſig, og hvor han ſatte nogle af ſine Sønner til

  1. Her ſigte vi ej til den ſenere Skalde-Sprogbrug, der tillod at anvende alle ſlige Ættenavne om enhver Fyrſte i Fleng, men til hvad der allerede forekommer i ældgamle Kvad, ſom f. Ex. i Helgakviða Hundingsbana I. Str. 54, hvor Volſungen Helge kaldes Yngves Ætteſtav i (áttstafr Yngva), og i Sigurðarkviða II. Str. 14, hvor Vølſungen Sigurd ligeledes kaldes Yngves Ætling (Yngva konr).