alene lettelig falde de yngre Generationer ind at tænke sig en mythisk Konge ved Navn Skjold som disse Fyrsters fælles Stamfader, men dette var endog, efter hvad man af andre Exempler kan slutte, Tingenes naturlige Gang; thi paa samme Maade ere baade Halfdan og Dan allerede i Hedenold opstaaede i Folkesagnet som virkelige Personligheder, uagtet de egentlig blot ere ethnographiske Eponymer[1]. Det er forresten let at indsee, at naar Sagnet opstiller en lang uafbrudt Række af Skjoldungekonger, har det sammensat flere indbyrdes uafhængige Rækker.
Sagnfiguren Skjold er derfor ærværdig som den germaniske Eponym, der ustridigt maa ansees for den allerældste, og som er uadskilleligt knyttet til Goternes og Sydgermanernes dunkle Erindringer øm deres tidligere, deels faste, deels forbigaaende Ophold i den sydligste Deel af den nordiske Halvø, og deres Vandring fra denne over de dansk-gotiske Øer til Tydskland. Han tilhører, som ovenfor viist, egentlig Skandja selv eller de ældste danske Lande, men med Mindet om Skandja er han og bleven de øvrige Mellem- og Syd-Tydskeres Sagnhelt. Kraftigst lever naturligviis hans Minde blandt de skandiske Landes egne senere Beboere, Danerne, og de tildeels derfra udgangne Angler[2]. Men derimod hører han ikke hjemme blandt de reennordiske Folk, der først kom i nærmere Berørelse med Skandja, da deres egen Sagnkreds allerede var udviklet. Vel anvendes ogsaa i den senere oldnorske Poesi Skjoldunge-Navnet som Betegnelse for Konger, ligesom de øvrige, fra den gotisk-tydske Sagnkreds hentede Slægt-Benævnelser; men Sagnet selv henføres til sit rette Hjem, og det er først den ukritiske Bearbejder af Fundinn Noregr, der langt ned i den christelige Tidsalder med øjensynlig Vilkaarlighed har draget Skjold ind i de norske Kongeætters Kreds.
I den nærmeste Forbindelse og Berørelse med Skjoldungerne nævne vore Oldsagn Ynglingerne, der endog undertiden tilsyneladende sorvexles med dem. Ynglingerne eller rettere Inglingerne have nemlig faaet deres Benævnelse efter den ovenfor (S. 57–130) nævnte Yngve, Ingve, Ingvifreyr eller Ingunafreyr (iggvjané frauja), Ingvinernes (Ingævernes) Epo-
- ↑ Hvorledes Skjold og Sceaf kunde forvexles, eller rettere, hvorledes de oprindeligen kun betegne een og samme Sagnfigur, bliver let begribeligt; thi Sagnet om Ættens Stamfader, Sceaf, maatte, naar Skjold sættes som Stamfader, henføres til denne.
- ↑ Foruden Sagnet selv, minde om Skjold hos Englænderne enkelte Stedsnavne, f. Ex. Scyldestreów, Scyldmere, Sceldesheafda (Kemble, Cod. Dipl. Angl. No. 356, 436, 721, 762). Desforuden heder det i en Gaade om Skjoldet: „mit Navn er herligt, gridsk blandt Helte, selv helligt“, (Exeterbogen S. 109).
