Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/236

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
208
Skjoldunge-Navnet.

nerige tilbage, hvilket hans Fader havde miſtet ved ſin ſlette Opførſel; han gav ypperlige Love og efterlod endelig alderſtegen Riget til ſin Søn, den udmærkede Gram, hvis Minde ligeledes hædredes ſaa højt, at Kongerne i de danſke Oldkvad ofte kaldtes „Gramer“[1].

Uagtet Skjoldunge-Navnet ſom Ætte-Navn er ſaa gammelt – thi Hyndluljod ſelv hidrører fra Midten af det 8de Aarhundrede og Beowulf-Digtet er i ſin oprindelige Form neppe yngre, men ſnarere ældre — kan man dog neppe antage Skjold for en af Mythologien umiddelbart udviklet Sagnfigur, men kun ſom en Perſonliggjørelſe af det mellem- og ſydgermaniſke Kongedømme, hvortil den tiltrædende Konge ſymboliſk hævedes derved, at han løftedes op paa et Skjold og blev trende Gange baaren om i Folkekredſen for at kunne ſees og for at Folket ved Haandklap og Vaabengny kunde tilkjendegive ſit Bifald. Denne Skjoldløften ſynes ej at have været brugelig i Norge og Sverige, eller de reennordiſke Lande, i alle Fald omtales den ikke af vore Forfattere; men derimod nævnes den lejlighedsviis hos mange ældre Skribenter ſom ſædvanlig blandt gotiſke og tydſke Folkeſlag, altſaa blandt alle de Nationer, der enten ſelv i den ældre Tid havde hjemme i Skandja og de ſkandiſke Lande, eller ſom troedes at være udvandrede derfra. Allerede Tacitus omtaler denne Skik ſom herſkende hos det i de nuværende Nederlandſke boende Kanninefater (maaſkee i Kennemar-Diſtriktet)[2]; den omtales hos Goter[3], Franker[4] og Langobarder. Saadanne paa Skjoldet højtideligt opløftede og ved Vaabenſlag antagne Fyrſter kunde visſelig i Ordets egentlige Forſtand kaldes Skjoldunger[5]; og naar denne Benævnelſe havde været brugelig i flere Aarhundreder, kunde det ej

  1. Baade i oldn. og angelſ. Digte bruges gramr eller grom (egentl. den gromme, modige) ſom Benævnelſe paa en Fyrſte eller Kriger. Snorre ſiger ogſaa udtrykkeligt i Yngl. Saga Cap. 21: paa den Tid (da Dag levede) kaldtes en herjende Høvding Gram, og Hærmændene Gramer.
  2. Tacitus, Hist. IV. 15. Erat in Canninefatibus stolidæ audaciæ Brinno, claritate natalium insigni: … igitur ipso rebellis familiæ nomine placuit, imposituseque scuto, more gentis, et sustinentium humeris vibratus, dux deligitur.
  3. Dette bevidner den gotiſke Konge Vitiges ſelv i et af Casſiodor forfattet Brev: indicamus parentes nostros Gotos inter procinctuales gladios more majorum scuto supposito regalem nobis contulisse dignitalem (Cassiodor. Var. X. 31).
  4. F. Ex. hos Gregor af Tours (II. 40) et illi … plaudentes tam palmis quam vocibus cum (Chlodoveum) clypeo evectum super se regem constituunt; og (III. 51) collectus est ad eum (Sigibertum) omnis exercitus impositumque super clypeo sibi regem statunt. Ogſaa Pipin den lille blev udraabt til Konge paa denne Maade (Annales Fr. ved 750).
  5. Sven Aageſøn (cap. 1. Langebek. Scriptt. I. p. 44) udleder Skjolds Navn deraf, at han ſelv var et Skjold for Riget.