Skaane, og det vidner maaskee tillige om, at der blandt de saakaldte Angler og Jyder, der bosatte sig i England, ogsaa var en heel Deel Goter eller Halvdaner fra de øvrige dansk-gotiske Lande[1]. Men saameget er vist, at Sagnet selv fornemmelig har betegnet Skaane som den Egn, hvor Skjold hørte hjemme, hvad der og mærkeligt bestyrkes af et Sted i en af vore norske Kongesagaer, hvor Skjold ligefrem kaldes „Skaaningernes Gud“[2]. De om Skjold herskende Sagn henføre ham altsaa fornemmelig til Skaane og Sjæland, eller rettere, de lade ham høre hjemme i Skaane, og Gefjon siden bringe ham Sjæland i Medgift. Derved synes de at tilkjendegive, at hans Æt, eller den egentlige skandiske Konge-Æt, ikke oprindelig var i Besiddelse af Sælund med Nerthus-Helligdommen i Hleidr, men at denne, eller det gotiske Rige i Sælund, allerede var oprettet, førend Skjoldungerne eller en Green af Skjoldingestammen, erhvervede dette. Vi have allerede ovenfor anført, at Jornandes’s Ord give Anledning til at antage Gepiderne eller Gifdherne for Sælunds ældste reengotiske Beboere. Det er her en ret mærkelig Omstændighed, at Gefjons (Geofons, Gebhans) og Gepidernes eller Gifdhernes Navn er dannet af samme Rod[3], og umiskjendeligt staa i en vis Sammenhæng med hinanden; thi derved betegnes Sælund, Gefjons selverhvervede Ejendom, end tydeligere som Gifdhernes Rige. Skjoldungernes Erhvervelse af dette betegner saaledes i og for sig maaskee kun den samme Forening af Goter og Daner, som allerede antydes i Halvdane-Navnet. Men Skjold bliver derved lige fuldt det skandiske Gotlands, eller Skandia’s og Sælunds ypperste Sagnhelt[4].
Saxo tildeler Skjold alle en Helts og en ædel Høvdings Dyder i fuldeste Maal; overordentlig Styrke, Tapperhed, Retfærdighed, Gavmildhed; allerede som Dreng lader han ham vaabenløs angribe og overvinde en uhyre Bjørn, og i sit femtende Aar aflægge usædvanlige Styrkeprøver; han lader ham kjæmpe med den allemanniske Jarl Skate om Besiddelsen af den skjønne Alfhilds Haand, overvinde ham i den danske og den tydske Hærs Paasyn, og underkaste sig Allemannerne; derpaa, heder det, erhvervede han sit Fædre-
- ↑ Se herom yderligere i § 10. Endog Langobarderne synes at have hast Sagn om Sceaf, se Widsidhdigtet v. 64.
- ↑ Olaf den Hell. Saga i Fornm. S. V. S. 239. Her nævnes, besynderligt nok, „Thor Engelsmændenes Gud, Odin Saxernes Gud, Skjold Skaaningernes Gud, Frey Svearnes Gud, og Godorm Danernes Gud“.
- ↑ Nemlig det got. giban, give, Angels. gifan, Saxisk gebhan, Oldn. gefa. Deraf kommer saavel Angels. gifen, geofon, Havet, Sax. gebhen, Oldn. gefjon, som Angels. gifeðe, Sax. gibhidi, og paa got. rimeligvis gibiþs. Formen gepanta (gibanta) minder her endnu mere om Gefjon. Se forøvrigt ovenfor S. 166, Not.
- ↑ Ptolemæos kalder selv, som ovenanført (S. 23) Skaane og de nærmeste danske Øer Skandia og de skandiske Øer.
