Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/235

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
207
Skjold.

Skaane, og det vidner maaſkee tillige om, at der blandt de ſaakaldte Angler og Jyder, der boſatte ſig i England, ogſaa var en heel Deel Goter eller Halvdaner fra de øvrige danſk-gotiſke Lande[1]. Men ſaameget er viſt, at Sagnet ſelv fornemmelig har betegnet Skaane ſom den Egn, hvor Skjold hørte hjemme, hvad der og mærkeligt beſtyrkes af et Sted i en af vore norſke Kongeſagaer, hvor Skjold ligefrem kaldes „Skaaningernes Gud“[2]. De om Skjold herſkende Sagn henføre ham altſaa fornemmelig til Skaane og Sjæland, eller rettere, de lade ham høre hjemme i Skaane, og Gefjon ſiden bringe ham Sjæland i Medgift. Derved ſynes de at tilkjendegive, at hans Æt, eller den egentlige ſkandiſke Konge-Æt, ikke oprindelig var i Beſiddelſe af Sælund med Nerthus-Helligdommen i Hleidr, men at denne, eller det gotiſke Rige i Sælund, allerede var oprettet, førend Skjoldungerne eller en Green af Skjoldingeſtammen, erhvervede dette. Vi have allerede ovenfor anført, at Jornandes’s Ord give Anledning til at antage Gepiderne eller Gifdherne for Sælunds ældſte reengotiſke Beboere. Det er her en ret mærkelig Omſtændighed, at Gefjons (Geofons, Gebhans) og Gepidernes eller Gifdhernes Navn er dannet af ſamme Rod[3], og umiskjendeligt ſtaa i en vis Sammenhæng med hinanden; thi derved betegnes Sælund, Gefjons ſelverhvervede Ejendom, end tydeligere ſom Gifdhernes Rige. Skjoldungernes Erhvervelſe af dette betegner ſaaledes i og for ſig maaſkee kun den ſamme Forening af Goter og Daner, ſom allerede antydes i Halvdane-Navnet. Men Skjold bliver derved lige fuldt det ſkandiſke Gotlands, eller Skandia’s og Sælunds ypperſte Sagnhelt[4].

Saxo tildeler Skjold alle en Helts og en ædel Høvdings Dyder i fuldeſte Maal; overordentlig Styrke, Tapperhed, Retfærdighed, Gavmildhed; allerede ſom Dreng lader han ham vaabenløs angribe og overvinde en uhyre Bjørn, og i ſit femtende Aar aflægge uſædvanlige Styrkeprøver; han lader ham kjæmpe med den allemanniſke Jarl Skate om Beſiddelſen af den ſkjønne Alfhilds Haand, overvinde ham i den danſke og den tydſke Hærs Paaſyn, og underkaſte ſig Allemannerne; derpaa, heder det, erhvervede han ſit Fædre-

  1. Se herom yderligere i § 10. Endog Langobarderne ſynes at have haſt Sagn om Sceaf, ſe Widſidhdigtet v. 64.
  2. Olaf den Hell. Saga i Fornm. S. V. S. 239. Her nævnes, beſynderligt nok, „Thor Engelsmændenes Gud, Odin Saxernes Gud, Skjold Skaaningernes Gud, Frey Svearnes Gud, og Godorm Danernes Gud“.
  3. Nemlig det got. giban, give, Angelſ. gifan, Saxiſk gebhan, Oldn. gefa. Deraf kommer ſaavel Angelſ. gifen, geofon, Havet, Sax. gebhen, Oldn. gefjon, ſom Angelſ. gifeðe, Sax. gibhidi, og paa got. rimeligvis gibiþs. Formen gepanta (gibanta) minder her endnu mere om Gefjon. Se forøvrigt ovenfor S. 166, Not.
  4. Ptolemæos kalder ſelv, ſom ovenanført (S. 23) Skaane og de nærmeſte danſke Øer Skandia og de ſkandiſke Øer.