Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/233

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
205
Skjold.

Hun fik det, tog nu fire Øxne fra Jøtunheim – de vare Sønner af hende og en Jøtun –, spændte dem for Plogen, og pløjede saa haardt og dybt, at Landet løsnedes: dette Land drog Ørnene ud paa Havet og vestover, indtil det standsede i et Sund. Der lod Gefjon Landet blive staaende, og kaldte det Sælund. Men i dets Sted blev der et Vand i Svithjod, nemlig Logen (Mælaren), hvis Vige ligge ligesom Næssene paa Sælund[1]. Hun blev siden, tillægger Ynglingasaga, gift med Skjold, Odins Søn, og de boede i Hleidr[2].

Dette Sagn, der billedligt udtrykker vore Forfædres Forestilling om at Sjæland ved en Oversvømmelse af Havet (Gefjon) er blevet løsnet fra den nordiske Halvøs Fastland, omtales allerede i et Kvad fra Begyndelsen af det 9de Aarhundrede[3]; uden at det dog kan ansees afgjort, at det ogsaa var til under den egentlige Skjoldungetid, eller overhoved var kjendt i Danmark[4]. Den danske Forfatter Saxo veed intet derom, ligesaa lidet som han kjender noget til Skjolds guddommelige Oprindelse, men han beskriver ham dog som en Heros, siger udtrykkeligt at de øvrige danske Konger efter ham kaldtes Skjoldunger, og gjør ham derved til Ættens egentlige Stamfader[5].

Til Skjold og hans Æt findes ogsaa Hentydninger hos tydske Forfattere[6]. Men især havde Angelsaxerne mærkelige Sagn, der alle satte Ætten i nærmeste Forbindelse med Skandja eller Skaane. Hans Fader, eller som det i nogle Genealogier heder, hans Stamfader Sceaf, kom, fortælles der, som en lille Dreng, i en Baad uden Rorsfolk, sovende med Hovedet paa et Korn-Neg eller maaskee rettere paa et Knippe Pile[7], drivende i Land til

  1. Yngre Edda, Cap. 1.
  2. Ynglingasaga, Cap. 5.
  3. Nemlig af Skalden Brage hiin Gamle fra Fjordefylke i Norge, der opholdt sig en Tidlang hos Ragnar Lodbrok og hans Ætlinger.
  4. Man finder forresten Antydninger dertil i de hveenske Sagn (se W. Grimm deutsche Heldens. S. 321) hvor der tales om Hvenild, som bar Stykker af Sjæland over til Skaane, men kom til at slippe et Stykke (Hveen) ned i Sundet.
  5. Saxo. 1ste Bog, S. 23. Han gjør ham til en Søn af Lother, der igjen er en Broder af Humble .og Søn af Dan: en Sammenstilling, der synes saa vilkaarlig, at den neppe kan hidrøre fra andre end Saxo selv; Humble og Lother tilhøre nemlig et ganske andet Sagn, det om Sverdet Tyrsing. Borttager man nu Dan, Humble og Lother, bliver Skjold virkelig den første Konge.
  6. Saaledes Navnet Schiltunc ɔ: Skjoldung, i Tyrol og Parcival, se Haupt, Zeitschr. f. deutsch. Alterth., I. p. 7.
  7. Den ældste angels. Forfatter, der omtaler dette Sagn, nemlig Ædhelweard (III. 3) nævner intet om Neget, men siger kun „armis circumdatus“, og da“ Beowulfkvadet nævner, at han ved Bortsendelsen efter sin Død blev ligesaa smukt prydet med Klenodier og Vaaben, som han var, da han kom, bliver det heel sandsynligt, at hiint Knippe oprindelig tænktes bestaaende af Pile, saameget mere