Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/233

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
205
Skjold.

Hun fik det, tog nu fire Øxne fra Jøtunheim — de vare Sønner af hende og en Jøtun —, ſpændte dem for Plogen, og pløjede ſaa haardt og dybt, at Landet løsnedes: dette Land drog Ørnene ud paa Havet og veſtover, indtil det ſtandſede i et Sund. Der lod Gefjon Landet blive ſtaaende, og kaldte det Sælund. Men i dets Sted blev der et Vand i Svithjod, nemlig Logen (Mælaren), hvis Vige ligge ligeſom Næsſene paa Sælund[1]. Hun blev ſiden, tillægger Ynglingaſaga, gift med Skjold, Odins Søn, og de boede i Hleidr[2].

Dette Sagn, der billedligt udtrykker vore Forfædres Foreſtilling om at Sjæland ved en Overſvømmelſe af Havet (Gefjon) er blevet løsnet fra den nordiſke Halvøs Faſtland, omtales allerede i et Kvad fra Begyndelſen af det 9de Aarhundrede[3]; uden at det dog kan anſees afgjort, at det ogſaa var til under den egentlige Skjoldungetid, eller overhoved var kjendt i Danmark[4]. Den danſke Forfatter Saxo veed intet derom, ligeſaa lidet ſom han kjender noget til Skjolds guddommelige Oprindelſe, men han beſkriver ham dog ſom en Heros, ſiger udtrykkeligt at de øvrige danſke Konger efter ham kaldtes Skjoldunger, og gjør ham derved til Ættens egentlige Stamfader[5].

Til Skjold og hans Æt findes ogſaa Hentydninger hos tydſke Forfattere[6]. Men iſær havde Angelſaxerne mærkelige Sagn, der alle ſatte Ætten i nærmeſte Forbindelſe med Skandja eller Skaane. Hans Fader, eller ſom det i nogle Genealogier heder, hans Stamfader Sceaf, kom, fortælles der, ſom en lille Dreng, i en Baad uden Rorsfolk, ſovende med Hovedet paa et Korn-Neg eller maaſkee rettere paa et Knippe Pile[7], drivende i Land til

  1. Yngre Edda, Cap. 1.
  2. Ynglingaſaga, Cap. 5.
  3. Nemlig af Skalden Brage hiin Gamle fra Fjordefylke i Norge, der opholdt ſig en Tidlang hos Ragnar Lodbrok og hans Ætlinger.
  4. Man finder forreſten Antydninger dertil i de hveenſke Sagn (ſe W. Grimm deutſche Heldenſ. S. 321) hvor der tales om Hvenild, ſom bar Stykker af Sjæland over til Skaane, men kom til at ſlippe et Stykke (Hveen) ned i Sundet.
  5. Saxo. 1ſte Bog, S. 23. Han gjør ham til en Søn af Lother, der igjen er en Broder af Humble .og Søn af Dan: en Sammenſtilling, der ſynes ſaa vilkaarlig, at den neppe kan hidrøre fra andre end Saxo ſelv; Humble og Lother tilhøre nemlig et ganſke andet Sagn, det om Sverdet Tyrſing. Borttager man nu Dan, Humble og Lother, bliver Skjold virkelig den førſte Konge.
  6. Saaledes Navnet Schiltunc ɔ: Skjoldung, i Tyrol og Parcival, ſe Haupt, Zeitſchr. f. deutſch. Alterth., I. p. 7.
  7. Den ældſte angelſ. Forfatter, der omtaler dette Sagn, nemlig Ædhelweard (III. 3) nævner intet om Neget, men ſiger kun „armis circumdatus“, og da“ Beowulfkvadet nævner, at han ved Bortſendelſen efter ſin Død blev ligeſaa ſmukt prydet med Klenodier og Vaaben, ſom han var, da han kom, bliver det heel ſandſynligt, at hiint Knippe oprindelig tænktes beſtaaende af Pile, ſaameget mere