Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/232

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
204
Skjoldungerne.
3. Skjoldungen


Hvis nogen Æt fremfor de øvrige kan ſiges at være knyttet til de ſkandiſk-gotiſke Lande, eller til Danmark i den gotiſke Periode, maa dette være Skjoldungerne. Over hele Norden, og tildeels endog udenfor Norden, var det Sagn rodfæſtet, at Stamfaderen til den ældſte danſke Konge-Æt hed Skjold, og at han var af guddommelig Oprindelſe; ſædvanligviis hed det, at han var Odins Søn. Det tilføjes derhos, at da Skjold herſkede over Danmark, hed dette Land endnu Gotland[1]; og Skjolds Efterkommere eller Skjoldungerne vare de ſamme, ſom ellers kaldes Hleidrekongerne, fordi Sagnet nævnte Hleidr ſom deres ſædvanlige Opholdsſted. Men da det Folk, Skjoldungerne eller Hleidrekongerne beherſkede, ikke deſto mindre allerede kaldes Daner ligeſaa ofte ſom Goter, maaſkee endog oftere, ſynes det viſt, at Skjoldungernes Periode i Danmark er den halvgotiſke eller danſk-gotiſke Periode, hvorom der allerede ovenfor (S. 52) er talt, i hvilken endnu gotiſk Kultur og Gudsdyrkelſe herſkede ved Siden af gotiſk-danſk Nationalitet. Halfdan den Gamle, ifølge Hyndluljod „den højeſte“ blandt Skjoldungerne, og ifølge Folkeſagnet Stamfader for mange Høvdinge-Ætter, fremtræder her ſelv ſom en Levendegjørelſe af hiin gotiſk-danſke Nationalitet. Skjoldungen Halv-Dan, den mægtige Stridsmand, der fejdede i Øſterveg og egtede Holmgardekongens Datter, er kun et Udtryk for hele det gotiſk-danſke, af Skjoldunger beherſkede Folk, der gjorde Krigstog i Øſterleden og i en lang Række af Aar viſtnok var det herſkende i Norden.

Af de Skjoldunge- eller Hleidre-Konger, Oldſagnene omtale, ere enkelte viſtnok blotte Sagnfigurer, andre ere derimod aabenbart virkelige hiſtoriſke Perſonligheder, hvis Bedrifter have vundet et varigt Eftermæle gjennem Folkenes Omſkiftelſer. Man kan derfor umuligt bortviſe Skjoldunge-Perioden i Danmark ſom et beſtemt hiſtoriſk Afſnit. Og uagtet den ikke ligefrem vedkommer Norge, griber den dog paa ſaa mange Maader middelbart ind i Norges og Nordmændenes Hiſtorie, at den heller ikke her kan forbigaaes med Taushed.

Det almindelige Sagn i Norden om Skjold var, at han var en Søn af Odin. I oldnorſke Skrifter heder det ogſaa, at han var gift med Gudinden Gefjon (Havgudinden), der ſelv havde løsrevet Sælund eller Sjæland fra Sveriges Faſtland. I Skikkelſe af en omvankende Kvinde, heder det i den yngre Edda, kom Gefjon til Gylfe, Svithjods Konge, og bad ham om at maatte faa i Løn for den Fornøjelſe, hun havde ſkaffet ham, et Pløjeland ſaa ſtort, ſom fire Øxne kunde pleje op een Dag og een Nat.

  1. Skálda, c. 43: Skjold hed Odins Søn, fra hvem Skjoldungerne ſtammme; han boede og herſkede der, ſom nu kaldes Danmark, men i hiin Tid Gotland.