igjen Ødlingerne bortfalde, som et Navn paa Fyrster eller fornemme Mænd i Almindelighed. Men derforuden nævner det ogsaa de med Vølsunger nøje forbundne Niflunger, ligesom det endelig nævner den sidste Skjoldung, nemlig Harald Hildetand, og den Æt, hvis Bedrifter omsider sluttede den heroiske Tidsalder, og dannede Overgangen til Vikinge-Tiden, nemlig Radbards, eller hans Søn Randvers Æt. Da nu Navnet „Halfdan“ egentlig kun vil sige „Halv-Danen“[1], og derfor nærmest synes at være knyttet til de gotiske eller halv-danske Lande, synes ogsaa Sagnet om hans Descendenters Udbredelse til alle germaniske Lande at indeholde en bestemt Reminiscens om Udvandringen fra Skandja og de skandiske Øer. Og her er det mærkeligt nok, at den eneste af Nordens berømtere Ætter, der ej sættes i Forbindelse med Halfdan, er den, som ifølge Sagens Natur ej kunde være kommen fra Skandja, nemlig den gamle Haaløyge-Æt, eller Semings Æt paa Helgeland. De øvrige Ætter udledes fra Halfdan, og naar det heder, at Konger og Jarler brugte hans Sønners Navne som Titler, maa vi atter tænke paa Erulerne, eller de egentlige Jarler, som med Sverd i Haand ej alene herjede, men og vandt sig Riger og grundede Kongestammer. Thi hvad andet vare vel de gotiske, frankiske, angliske Høvdinger, der oprettede nye Riger, end saadanne „Jarler“? Opfattes Sagnet om Halfdan paa denne Maade, bliver det af særdeles Interesse i ethnographisk Henseende. Vel kan man ej anse det for et af de allerældste, da Navnet „Halfdan“ selv hentyder paa en Tidsalder senere end den reengotiske, men dets Ælde bliver desuagtet betydelig nok. De deri nævnte Hoved-Ætter, tilligemed nogle andre af mindre Betydenhed, men som dog ved enkelte Lejligheder synes at have spillet en vigtig Rolle i vort Fædrelands ældste Historie, skulle her nærmere beskjeftige os.
- ↑ Grimm har baade i sin Grammatik (II. S. 633), og i sin Sproghistorie (S. 734) paaviist de med Halfdan aldeles analoge tydske Navne Halpdurinc (ɔ: Halv-Thüringer) og Halpwalah (ɔ: Halv-Vælsk), der lige overfor tilsvarende Navne som Altdurinc (Gammel-Thüringer, Gramm. II. 629) – med hvilket der og findes et analogt, Altsahso (Old-Saxer, Gramm. II. 627, angels. Ealdseaxa) – aabenbart betegner en blandet Stamme, medens de med „Alt“ sammensatte Navne betegne den ublandede. Ja i Beowulfdigtet forekommer endog Navnet Healfdene, der er den angelsax. Form for Halfdan ligefrem som Folkenavn og Betegnelse for Skjoldungernes Folk; det heder her (v. 2131-2134), „at Skjoldungen Hnæf, Halvdanernes Helt (häled Healfdena), skulde falde i Friserslaget“. – Ogsaa den danske Forfatter Saxo har en Antydning til, at Fyrste-Slægter – han siger rigtignok kun norske – nedstammede fra en Skjoldungekonge ved Navn Halfdan, der ved sine Krigsbedrifter saaledes udmærkede sig over hele Norden, at han i Svithjod troedes at vare Thors Søn (p. 324, 327).
