Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/231

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
203
Halv-Daner.

igjen Ødlingerne bortfalde, ſom et Navn paa Fyrſter eller fornemme Mænd i Almindelighed. Men derforuden nævner det ogſaa de med Vølſunger nøje forbundne Niflunger, ligeſom det endelig nævner den ſidſte Skjoldung, nemlig Harald Hildetand, og den Æt, hvis Bedrifter omſider ſluttede den heroiſke Tidsalder, og dannede Overgangen til Vikinge-Tiden, nemlig Radbards, eller hans Søn Randvers Æt. Da nu Navnet „Halfdan“ egentlig kun vil ſige „Halv-Danen“[1], og derfor nærmeſt ſynes at være knyttet til de gotiſke eller halv-danſke Lande, ſynes ogſaa Sagnet om hans Deſcendenters Udbredelſe til alle germaniſke Lande at indeholde en beſtemt Reminiſcens om Udvandringen fra Skandja og de ſkandiſke Øer. Og her er det mærkeligt nok, at den eneſte af Nordens berømtere Ætter, der ej ſættes i Forbindelſe med Halfdan, er den, ſom ifølge Sagens Natur ej kunde være kommen fra Skandja, nemlig den gamle Haaløyge-Æt, eller Semings Æt paa Helgeland. De øvrige Ætter udledes fra Halfdan, og naar det heder, at Konger og Jarler brugte hans Sønners Navne ſom Titler, maa vi atter tænke paa Erulerne, eller de egentlige Jarler, ſom med Sverd i Haand ej alene herjede, men og vandt ſig Riger og grundede Kongeſtammer. Thi hvad andet vare vel de gotiſke, frankiſke, angliſke Høvdinger, der oprettede nye Riger, end ſaadanne „Jarler“? Opfattes Sagnet om Halfdan paa denne Maade, bliver det af ſærdeles Interesſe i ethnographiſk Henſeende. Vel kan man ej anſe det for et af de allerældſte, da Navnet „Halfdan“ ſelv hentyder paa en Tidsalder ſenere end den reengotiſke, men dets Ælde bliver desuagtet betydelig nok. De deri nævnte Hoved-Ætter, tilligemed nogle andre af mindre Betydenhed, men ſom dog ved enkelte Lejligheder ſynes at have ſpillet en vigtig Rolle i vort Fædrelands ældſte Hiſtorie, ſkulle her nærmere beſkjeftige os.

  1. Grimm har baade i ſin Grammatik (II. S. 633), og i ſin Sproghiſtorie (S. 734) paaviiſt de med Halfdan aldeles analoge tydſke Navne Halpdurinc (ɔ: Halv-Thüringer) og Halpwalah (ɔ: Halv-Vælſk), der lige overfor tilſvarende Navne ſom Altdurinc (Gammel-Thüringer, Gramm. II. 629) – med hvilket der og findes et analogt, Altſahſo (Old-Saxer, Gramm. II. 627, angelſ. Ealdseaxa) – aabenbart betegner en blandet Stamme, medens de med „Alt“ ſammenſatte Navne betegne den ublandede. Ja i Beowulfdigtet forekommer endog Navnet Healfdene, der er den angelſax. Form for Halfdan ligefrem ſom Folkenavn og Betegnelſe for Skjoldungernes Folk; det heder her (v. 2131-2134), „at Skjoldungen Hnæf, Halvdanernes Helt (häled Healfdena), ſkulde falde i Friſerſlaget“. – Ogſaa den danſke Forfatter Saxo har en Antydning til, at Fyrſte-Slægter – han ſiger rigtignok kun norſke – nedſtammede fra en Skjoldungekonge ved Navn Halfdan, der ved ſine Krigsbedrifter ſaaledes udmærkede ſig over hele Norden, at han i Svithjod troedes at vare Thors Søn (p. 324, 327).