Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/230

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
202
Halfdan Gamle.

er det tydeligt nok, at den, der har ſammenſkrevet den, har kjendt og benyttet begge, og paa en temmelig vilkaarlig Maade ſøgt at forene dem indbyrdes. Og da Skálda desuden har det tilfælles med Hyndluljod, at den aldeles ikke henfører de navngivne Helte eller Slægter til Norge, og de fornemſte af dem ikke engang til noget beſtemt Land, maa man viſtnok antage, at ogſaa de Tilſætninger i Fundinn Noregr, der gaa ud paa at henføre alle Slægtled til Norge, ere aldeles vilkaarlige, og aldeles ikke begrundede i noget paa Nedſkriverens Tid herſkende Sagn. Han er endog gaaen ſaa vidt, at drage Skjoldungerne, der efter ſaa mange Vidnesbyrd udelukkende tilhøre Danmark eller rettere Gotland, over til et enkelt Fylke i Norge. Ved at benytte og forklare Sagnene om Halfdan Gamle bør man derfor ganſke viſt lade Bearbejdelſen i Fundinn Noregr aldeles ud af Betragtning.

Men ogſaa ved Bearbejdelſen i Skálda er der meget, der viſer ſig at være uegte. Navnene paa Haldans ni førſte Sønner ere ſimple Appellativer, der enten betegne en Fyrſte eller en Kriger, hvis Afledning tildels beſtemt kan paaviſes, og hvoraf flere ogſaa forekomme i angelſaxiſke Digte[1]. Af de øvrige ni Sønners Navne ere enkelte ſenere dannede af de dem tillagte Ætters Navne, og omvendt, f. Ex. Hildir af Hildinger, hvilken Benævnelſe for Krigerhøvdinger aabenbart kun er afledet af hildr (Krig) eller Krigsvalkyrjen; Aude ligeledes af Ødlinger, der ligefrem ſvarer til det angelſaxiſke äðelingas, højtydſk adalingâ, og kun betegner „højbyrdige Mænd“. At Aude har kunnet ſættes i Forbindelſe med Ødlinger (af aðal), røber desuden en temmelig ſildig Sprogperiode, da det i en ældre, hvor Udtalen var renere, umuligt lod ſig gjøre at forbinde to ſaa forſkjelligartede Navne[2]. Ynglingernes, de danſke Skjoldungers, og de hunſke Vølſungers Æt henfører Skálda ikke til Halfdan den Gamle, uagtet dog Skjoldungerne ifølge Hyndluljod førſt og fremſt hørte blandt hans foregivne Ætmænd. Saaledes viſer ogſaa Skálda ſig her ſom upaalidelig, og for at lære den genealogiſke eller ethnographiſke Deel af Sagnet i ſin Reenhed at kjende, maa vi ty til Hyndluljod ſelv.

Dette omtaler ſom Halfdans Deſcendenter ikkun Skjoldunger, Skilfinger, Ødlinger og Ylfinger, maaſkee og Ynglinger og Vølſunger; og af disſe maa

  1. Þengill, beſlægtet med þing (Thing), forekommer ogſaa ſom þengel eller ſengel blandt Angelſaxerne. Ræsir er kun afledet af rás, Fart; den ſom ſætter i Fart; Gramr af Adjekt. gramr, vred, barſk; Gylfi, beſl. med gjálfr, Hav; Hilmir, af hjálmr; Jöfurr, egentlig Vildſviin, angelſ. eofor, tydſk „Eder“, benævnt efter Hjelmtegnet, o. ſ. v.
  2. Auði kommer enten af auðr, Rigdom, eller af auðr, øde; men med Öðlingr“, altſaa med „aðal“, har det intet at beſtille. Denne Etymologi hidrører altſaa fra et Ubekjendtſkab med Lydforholdene, der blot kan tilhøre en forholdsviis nyere Tid, og Aude maa ſaaledes aabenbart vare et Foſter af et ſenere uheldigt Etymologiſerings-Forſøg.