Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/229

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
201
Halfdan Gamle.

Gamle, der findes i Skálda, eller den Anviisning til Digtekunſt, der ledſager den yngre Edda. Denne Fortælling lyder i Førſtningen næſten Ord til andet ſom den i Fundinn Noregr, kun heder det her ikke, at Halfdan Gamle var Konge i Norge eller paa Ringerike. Hans Kamp med Sigtrygg og Giftermaal omtales paa ſamme Maade, kun kaldes hans Huſtru her ikke Almveig eller Alfny, men Alvig hiin ſpake. „De havde“, fortſætter Skálda, „atten Sønner, af hvilke de ni vare føde paa een Gang, og hed Thengil, Ræſir, Gram, Gylfe, Hilmir, Jøfur, Tigge, Skyle eller Skule, Harre eller Herra; disſe ni Brødre bleve ſaa navnkundige i Striden, at deres Navne ſidenefter i alle Digte brugtes ſom Fyrſtenavne for Konger og Jarler; de havde ingen Børn, og faldt alle i Slag. End havde Halfdan og Alvig ni andre Sønner, nemlig Hildir, fra hvem Hildingerne, Nefir, fra hvilken Niflungerne, Aude, fra hvilken Ødlingerne, Yngve, fra hvem Ynglingerne,[1] Dag, fra hvem Døglingerne, Brage, fra hvem Bragningerne ſtamme: det er Halfdan mildes Æt; Budle, af hvis Æt, Budlunge-Ætten, Atle og Brynhild ſtammede; Lofde, en ſtor Hærkonge, … hvis Ætmænd kaldtes Lofdunger, til hvilke Eylime, Sigurd Fafnersbanes Morfader, hører; Sigar, hvorfra Siklingerne ſtamme, eller den Siggeirs Æt, der var Vølſungernes Maag, og den Sigars Æt, der hængte Hagbard. Af Hildingernes Æt var Harald den granraude, Halfdan Svartes Morfader; af Niflungernes Gjuke, af Ødlingernes Kjaar, af Ylfingernes Erik den maalſpake“. Endvidere tilføjer Skálda: „Ogſaa disſe Konge-Ætter ere navnkundige: fra Yngvar ſtamme Ynglinger, fra Skjold i Danmark Skjoldunger, fra Vølſung i Frankland Vølſunger; og fra Hærkongen Skelfir Skilfinger, denne Slægt er i Øſterveg. De her nævnte Ætter har man ſiden anvendt i Skaldſkab til at danne Omſkrivninger af fyrſtelige Navne“[2].

Hvad der gjør denne Beretning mærkelig, er, at den aabenbart er aldeles uafhængig af Hyndluljod, med hvilken den endog etſteds ſtaar i Strid, nemlig hvor den regner Eylime til Lofdungerne, ikke, ſom Hyndluljod, til Ødlingerne, og fra hvilken den ogſaa ellers i flere Henſeender er betydeligt afvigende. Man har altſaa her Grund til at antage, at vi have en ſelvſtændig Sagnform for os, og at de væſentlige Tillæg til Hyndluljod, ſom den indeholder, i det Hele taget hidrøre fra Folkeſagnet ſelv, og ikke ere at tilſkrive vilkaarlige Konjekturer eller Forbedringsforſøg af den ſenere Nedſkriver. Men da Fundinn Noregr ved Siden af Skáldas Beretning, ſom den fornemmeligt følger, ogſaa har enkelte Stykker, hentede fra Hyndluljod,

  1. Her ſkal upaatvivlelig læſes „Ulf“ og „Ylfinger“, da Ynglingerne ſenere omtales ſærſkilte, og desuden Hildinger, Niflunger og Ylfinger udtrykkelig nedenfor nævnes paany i denne Orden.
  2. Skálda, c. 64.