Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/229

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
201
Halfdan Gamle.

Gamle, der findes i Skálda, eller den Anviisning til Digtekunst, der ledsager den yngre Edda. Denne Fortælling lyder i Førstningen næsten Ord til andet som den i Fundinn Noregr, kun heder det her ikke, at Halfdan Gamle var Konge i Norge eller paa Ringerike. Hans Kamp med Sigtrygg og Giftermaal omtales paa samme Maade, kun kaldes hans Hustru her ikke Almveig eller Alfny, men Alvig hiin spake. „De havde“, fortsætter Skálda, „atten Sønner, af hvilke de ni vare føde paa een Gang, og hed Thengil, Ræsir, Gram, Gylfe, Hilmir, Jøfur, Tigge, Skyle eller Skule, Harre eller Herra; disse ni Brødre bleve saa navnkundige i Striden, at deres Navne sidenefter i alle Digte brugtes som Fyrstenavne for Konger og Jarler; de havde ingen Børn, og faldt alle i Slag. End havde Halfdan og Alvig ni andre Sønner, nemlig Hildir, fra hvem Hildingerne, Nefir, fra hvilken Niflungerne, Aude, fra hvilken Ødlingerne, Yngve, fra hvem Ynglingerne,[1] Dag, fra hvem Døglingerne, Brage, fra hvem Bragningerne stamme: det er Halfdan mildes Æt; Budle, af hvis Æt, Budlunge-Ætten, Atle og Brynhild stammede; Lofde, en stor Hærkonge, … hvis Ætmænd kaldtes Lofdunger, til hvilke Eylime, Sigurd Fafnersbanes Morfader, hører; Sigar, hvorfra Siklingerne stamme, eller den Siggeirs Æt, der var Vølsungernes Maag, og den Sigars Æt, der hængte Hagbard. Af Hildingernes Æt var Harald den granraude, Halfdan Svartes Morfader; af Niflungernes Gjuke, af Ødlingernes Kjaar, af Ylfingernes Erik den maalspake“. Endvidere tilføjer Skálda: „Ogsaa disse Konge-Ætter ere navnkundige: fra Yngvar stamme Ynglinger, fra Skjold i Danmark Skjoldunger, fra Vølsung i Frankland Vølsunger; og fra Hærkongen Skelfir Skilfinger, denne Slægt er i Østerveg. De her nævnte Ætter har man siden anvendt i Skaldskab til at danne Omskrivninger af fyrstelige Navne“[2].

Hvad der gjør denne Beretning mærkelig, er, at den aabenbart er aldeles uafhængig af Hyndluljod, med hvilken den endog etsteds staar i Strid, nemlig hvor den regner Eylime til Lofdungerne, ikke, som Hyndluljod, til Ødlingerne, og fra hvilken den ogsaa ellers i flere Henseender er betydeligt afvigende. Man har altsaa her Grund til at antage, at vi have en selvstændig Sagnform for os, og at de væsentlige Tillæg til Hyndluljod, som den indeholder, i det Hele taget hidrøre fra Folkesagnet selv, og ikke ere at tilskrive vilkaarlige Konjekturer eller Forbedringsforsøg af den senere Nedskriver. Men da Fundinn Noregr ved Siden af Skáldas Beretning, som den fornemmeligt følger, ogsaa har enkelte Stykker, hentede fra Hyndluljod,

  1. Her skal upaatvivlelig læses „Ulf“ og „Ylfinger“, da Ynglingerne senere omtales særskilte, og desuden Hildinger, Niflunger og Ylfinger udtrykkelig nedenfor nævnes paany i denne Orden.
  2. Skálda, c. 64.