Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/226

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
198
Hyndluljod.

hvilken er Ødlingers,
hvilken er Ylfingers,
hvilken er hauldbaaren,

hvilken er hersbaaren,
hvad er bedſt Mandevalg
under Midgard?

Nu nævner Hyndla førſt Ottars egne nærmeſte Forfædre, hvoraf man ſeer, at han var en Søn af den Innſtein, der nævnes ſom en af Halfsrekkerne, hvorom ſenere; heraf ſkjønnes, at Digtet er af norſk Oprindelſe. Da det længere nede nævner Harald Hildetand og dennes Halvbroder Randver, uden at nævne dennes Søn, kan ogſaa dets Forfattelſestid nogenlunde beſtemmes, nemlig omkring 750 e. Chr.[1]. Efterat flere af Ottars Forfædre ere omtalte, heder det nemlig i Str. 14:

Aale var fordum
fremſt i Styrke;
Halfdan end før
højeſt blandt Skjoldunger;
vidtberømt Folk-Vig[2]
vandt de Gjæve;
hans Ry tyktes ſig hvirvle
til Himlens Hjørner.

Med Eymund han forbandt
den ypperſte Mand,
og han vog Sigtrygg
med ſvale Egge:
han egted Almveig
den ypperſte Kvinde,
de avled og aatte
atten Sønner

Derfra ſtamme Skjoldunger,
derfra Skilfinger,
derfra Ødlinger,
derfra Ynglinger,[3]
derfra Hauldbaarne,
derfra Hersbaarne,
bedſte Mandevalg
under Midgard.

  1. Se nedenfor § 10.
  2. d. e. Feltſlag
  3. Da det foregaaende Vers, hvor der ſpørges om Slægterne, nævner Ødlinger og Ylfinger, men dette, hvori der ſvares, nævner Ødlinger og Ynglinger, maa man enten antage, at der paa et af Stederne har fundet en Forvexling Sted, ſaaledes at der paa begge Steder ſkal læſes eet og ſamme Navn, eller ogſaa, at paa førſte Sted „Ynglinger“, paa andet Sted „Ylfinger“ ved Uagtſomhed ere overſprungne. Men i ſidſte Fald fordrer Versreglen, at endnu en Linje, der kan have Riimbogſtav fælles med den anden, maa tænkes udeladt, og indſættes, hvis man paa denne Maade vil reſtituere det Bortfaldne. Der er ogſaa ſtor Sandſynlighed for, at „Vølſungerne“, der ſidenefter nævnes, og ſom Fund. Noregr henfører til Halfdan, have haft deres Plads i en ſaadan udeladt Linje. Læſte man nemlig paa førſte Sted: „hvat er Ödlinga, hvat er Ynglinga, hvat er Ylfinga, hvat er Völsunga“, og paa andet: „þadan Ödlingar, þadan Ynglingar, þadan Ulfingar, þadan Völsungar“, da vilde alt være i ſin Orden, thi iſtedetfor Ylfingar ſkulde egentlig læſes Vylfingar; og man har flere Steder i Eddadigtene Exempler paa at et ſaadant V, der ellers udelades, har været regnet med ſom Rimbogſtav.