Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/220

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
192
Handel. Penge.

Beretninger om Thuliterne, og Jornandes til at erhverve ſine om Skandja, ligeſom vel og det eruliſke Tilbagetog til Norden ej har været eneſtaaende. De ſlaviſke Nationers Fremtrængen mod Veſt maa ſidenefter atter have bevirket en Afbrydelſe, indtil det 8de Aarhundrede, hvor nye Bevægelſer begyndte at yttre ſig i Norden. Forreſten maa det dog ej glemmes, at da de Mynter, fra hvilke man ſlutter til en ſaadan Forbindelſe, ſom den ovennævnte, fornemmelig ere fundne i Danmark eller Sydſverige, altſaa i de nordiſke Lande, der fordum hørte til den gotiſke Kulturkreds, kan man ikke med nogen Sikkerhed paaſtaa, at Forbindelſen har ſtrakt ſig udenfor denne, eller til de reennordiſke Dele af Halvøen. At Nordens ſydligere Dele derimod baade i og for ſig ſelv ved deres Beliggenhed, og desuden ſom det nærmeſte Udgangspunkt for de gotiſke Folkeſkarer, der overſvømmede Syden, havde langt anden Anledning til at ſtaa i Forbindelſe med denne, er indlyſende. Vi behøve her kun at minde om Ermanariks Erobringsrige (S. 29), Theodoriks Anſeelſe langt op i Norden (S. 31) og det føromtalte eruliſke Tog. Det gotiſke Norden og Syden kunde paa en vis Maade ſiges at udgjøre en meſte ſtor Tumleplads for de mellemgermaniſke Vandringsfolk, Beboerne af Viken og det ſydligſte Norge ogſaa heri iberegnede. Men til de oprindelige Nordmænd i det Nordenfjeldſke kan Forbindelſen idetmindſte i de tidligere Aarhundreder, neppe have ſtrakt ſig.

At Handelen, ſom Tacitus ſiger, i de ældre Tider nærmeſt var Tuſkhandel, ligger i Sagens Natur. Den blandt alle Germaner ogſaa i ſildigere Tider, brugelige Benævnelſe paa Penge og Gods, nemlig (oldnorſk , angelſaxiſk feoh, højtydſk fihu), tyder hen paa en Tid, da Ejendom beſtod i Kvæghjorder, og Kvæget ſelv i Handelen brugtes ſom Byttemiddel. Paa det ſamme tyder ogſaa Romernes pecunia, af pecus, Fæ; dog er det et afledet Ord, der, om end nøje beſlægtet med pecus, dog allerede fra førſt af maa have haft en derfra noget afvigende Betydning: i de germaniſke Mundarter er Ordet for Kvæg og Gods eet og det ſamme. Dette viſer allerede i og for ſig, at Germanernes nomadiſke Periode naar meget længere ned i Tiden, end Romernes. Men den maa dog for en Deel have været tilbagelagt, førend Germanerne havde indvandret i deres nuværende Hjem. Som Byttemiddel ved Handelen finde vi over den hele germaniſke Verden de ædle Metaller, Sølv og Guld, ſaa langt tilbage, germaniſke Sagn naa. Men disſe Metaller var næſten under hele Hedendommen umyntede. Viſtnok kjendte man myntede Penge, forſaavidt ſom romerſke og andre Mynter ved Mellemhandelen ogſaa naaede op til Norden, men man regnede dem kun efter Vegten ſom andet Metal. Den ſædvanligſte Maade at indrette Metallet paa til Brug ſom Penge var at ſmede det i lange, meget tynde Stænger, der ſpiralformigt ſnoedes og bares omkring Armen; naar noget ſkulde betales, ſkar man da ſmaa Stykker af disſe Spiralringe, og betalte