Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/219

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
191
Handelsrejser.

Men særegen var derhos for Nordboerne den Anseelse, hvori Handelen stod som Næringsvej, og den Iver, hvormed Handelen blev dreven, endog af de fornemste Familiers Medlemmer. Dette havde vel for en Deel sin Grund i den Handels-Aand, som fra de ældste Tider synes at have været den norske Nationalcharakter egen, og som endnu saa stærkt aabenbarer sig; men for en Deel, og vel endog væsentligt, i den Omstændighed, at Handelsmanden i hine Tider selv maatte foretage de nødvendige Handelsrejser til fremmede Lande, og tillige heel ofte, hvor det gjaldt, med væbnet Haand maatte forsvare sig selv og sit Gods mod fjendtlige Krigeres eller Røveres Angreb til Lands eller Vands. Handelsmanden kaldtes derfor ogsaa betegnende en Farmand, og hans Syssel var den, der paa eengang fordrede og medførte meest Dannelse, Livserfaring, Aandsnærværelse og Uforfærdethed. Det var endog, idetmindste i senere Tider, almindeligt, at de fornemste Familiers yngre Medlemmer tilbragte nogle Aar paa Handelsrejser som etslags Dannelses- og Livserfarings-Skole. I Førstningen naaede vel disse Handelsrejser ikke synderligt ud over Norges egne, eller i alle Fald Nordens, Enemærker, men efterhaanden maa de have strakt sig videre. Dog, ligesom det i mange eller vel endog de fleste Tilfælde var vanskeligt, naar en Handelsrejse foregik til Søs, at drage en skarp Grændse mellem en saadan og et Sørøvertog, da ogsaa Handelsmanden maatte være bevæbnet, og en forekommende Lejlighed til at gjøre Bytte let kunde friste ham, saaledes er vel neppe Handelsvæsenet i Norge kommet i nogen ret Gang, førend den egentlige Vikingetid var begyndt, og denne ligger udenfor den Periode, der nu beskjeftiger os. Hvis man skal slutte fra de i Norden forefundne, fremmede Mynter, kan man nævne to Perioder i de ældre Tider, som dem, i hvilke Norden stod i nærmere Handelsforbindelse med Udlandet, nemlig i den romerske Kejsertid fra henimod 50 e. Chr. til noget efter 200, – thi fra denne Tid findes især i Danmark en Mængde romerske Kejsermynter, – og i den byzantinske Kejsertids første Aarhundreder, nemlig det 5te og 6te, thi fra denne Tid findes ej alene flere byzantinske Guldmynter, men endog hjemmegjorte Efterligninger af dem, anvendte som Smykker (de saakaldte Guldbrakteater)[1]. Aarsagen til Forbindelsens Afbrydelse i det 3die og 4de Aarhundrede er let at indsee, thi just i denne Tid falder den store gotiske Udvandring og de deraf følgende Krige, som i længere Tid afbrød den stadige Forbindelse mellem Syden og Norden; hertil kom ogsaa den saakaldte store Folkevandring, og først mod Slutningen af det femte Aarhundrede, da de nye Riger vare oprettede i Syden, indtraadte en forholdsviis fredeligere Tilstand, og en fornyet Samfærsel med Norden, der blandt andet satte Prokop istand til at erhverve sine nøjagtige

  1. Worsaae, Nordens Oldtid &c., S. 57, 58.