Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/219

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
191
Handelsrejſer.

Men ſæregen var derhos for Nordboerne den Anſeelſe, hvori Handelen ſtod ſom Næringsvej, og den Iver, hvormed Handelen blev dreven, endog af de fornemſte Familiers Medlemmer. Dette havde vel for en Deel ſin Grund i den Handels-Aand, ſom fra de ældſte Tider ſynes at have været den norſke Nationalcharakter egen, og ſom endnu ſaa ſtærkt aabenbarer ſig; men for en Deel, og vel endog væſentligt, i den Omſtændighed, at Handelsmanden i hine Tider ſelv maatte foretage de nødvendige Handelsrejſer til fremmede Lande, og tillige heel ofte, hvor det gjaldt, med væbnet Haand maatte forſvare ſig ſelv og ſit Gods mod fjendtlige Krigeres eller Røveres Angreb til Lands eller Vands. Handelsmanden kaldtes derfor ogſaa betegnende en Farmand, og hans Sysſel var den, der paa eengang fordrede og medførte meeſt Dannelſe, Livserfaring, Aandsnærværelſe og Uforfærdethed. Det var endog, idetmindſte i ſenere Tider, almindeligt, at de fornemſte Familiers yngre Medlemmer tilbragte nogle Aar paa Handelsrejſer ſom etſlags Dannelſes- og Livserfarings-Skole. I Førſtningen naaede vel disſe Handelsrejſer ikke ſynderligt ud over Norges egne, eller i alle Fald Nordens, Enemærker, men efterhaanden maa de have ſtrakt ſig videre. Dog, ligeſom det i mange eller vel endog de fleſte Tilfælde var vanſkeligt, naar en Handelsrejſe foregik til Søs, at drage en ſkarp Grændſe mellem en ſaadan og et Sørøvertog, da ogſaa Handelsmanden maatte være bevæbnet, og en forekommende Lejlighed til at gjøre Bytte let kunde friſte ham, ſaaledes er vel neppe Handelsvæſenet i Norge kommet i nogen ret Gang, førend den egentlige Vikingetid var begyndt, og denne ligger udenfor den Periode, der nu beſkjeftiger os. Hvis man ſkal ſlutte fra de i Norden forefundne, fremmede Mynter, kan man nævne to Perioder i de ældre Tider, ſom dem, i hvilke Norden ſtod i nærmere Handelsforbindelſe med Udlandet, nemlig i den romerſke Kejſertid fra henimod 50 e. Chr. til noget efter 200, — thi fra denne Tid findes iſær i Danmark en Mængde romerſke Kejſermynter, — og i den byzantinſke Kejſertids førſte Aarhundreder, nemlig det 5te og 6te, thi fra denne Tid findes ej alene flere byzantinſke Guldmynter, men endog hjemmegjorte Efterligninger af dem, anvendte ſom Smykker (de ſaakaldte Guldbrakteater)[1]. Aarſagen til Forbindelſens Afbrydelſe i det 3die og 4de Aarhundrede er let at indſee, thi juſt i denne Tid falder den ſtore gotiſke Udvandring og de deraf følgende Krige, ſom i længere Tid afbrød den ſtadige Forbindelſe mellem Syden og Norden; hertil kom ogſaa den ſaakaldte ſtore Folkevandring, og førſt mod Slutningen af det femte Aarhundrede, da de nye Riger vare oprettede i Syden, indtraadte en forholdsviis fredeligere Tilſtand, og en fornyet Samfærſel med Norden, der blandt andet ſatte Prokop iſtand til at erhverve ſine nøjagtige

  1. Worsaae, Nordens Oldtid &c., S. 57, 58.