Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/218

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
190
Næringsveje.

landets Slettebeboere. At beſidde det ſmukkeſte, pragtfuldeſte og hurtigſt ſejlende Skib var hans Stolthed; de gamle Sagn dvæle med ſæregent Velbehag ved Beſkrivelſen af prægtige Skibe; i ſit Skib lod Krigeren ſig efter Døden brænde eller højlægge[1], og ofte indrettedes endog Gravhøjen ſaaledes, at den fremſtillede de raa Omrids af et Skib (de ſaakaldte Skibshøje). Det er derfor intet Under, at vi endog fra de ældſte Tider finde mange forſkjellige Slags Fartøjer omtalte, fra den mindſte Baad til de ſtørſte Krigsſkibe, de ſaakaldte Langſkibe eller Skeider. Kjøbmandsſkibene, der havde en mere buget, paa Rumfang beregnet Form, kaldte man ſædvanligviis Knerrer[2]. Det ældſte Slags Skibe, der rimeligviis mere lignede ſtore Baade end virkelige Skibe, og ſom ſynes at have været i Brug, da Sejladſen endnu var i ſin Barndom, kaldtes Kjoler, Enkelttal kjóll, angelſaxiſk ceól.

Tacitus ſiger — hvad vi allerede ovenfor have anført — at Tydſkerne anſaa det for et Tegn paa Dovenſkab og Uſelhed at erhverve ved ſin Sveed hvad det kan vindes ved Vaabenfærd, og at de derfor i Almindelighed foretrak Krigens Syſler for den fredelige Agerdyrkning. Den ſamme Tendens aabenbarer ſig ogſaa i Rigsmaal, hvor Vaabenfærd ſkildres ſom Jarleklasſens egentlige Kald, medens Agerdyrkningen er overladt til Karlen, og dens allerbyrdefuldeſte Syſler endog til Trællen. Men denne Lede til Agerdyrkning og fredelige Syſler kan deels kun have herſket i den allerældſte Tid, hvor Karle- og Jarle-Klasſen endnu var ſtrengt afſondrede, deels kun have været egen for en Samfunds-Udvikling, hvor den krigerſke Feudalforfatning aldeles havde fortrængt den oprindelige Odelsforfatning. I Norge, hvor Karle—Klasſen gjennem Odelsforfatningen havde hævet ſig til at danne en Haulde-Stand, der paa en vis Maade kunde ſiges at indtage den Plads, Jarlerne fordum, da de udgjorde en egen Krigerkaſte, indtog, nød Fredens Syſler, Agerdyrkning, Fiſkeri og Handel, altid den tilbørlige Agtelſe, og de fornemſte Mænd, ja Kongerne ſelv, fandt det ikke under deres Værdighed, perſonligt at deeltage deri. Vi møde ſaaledes ikke faa Exempler paa, at anſeede Høvdinger i Norge og paa Island ſelv ſaaede deres Ager og var tilſtede ved Indhøſtningen. Den raa Kriger lod vel haant derover, men den raa Kriger lader alleſteds og til alle Tider haant over de fredelige Beſkjeftigelſer.

Agerdyrkning ved Siden af Fædrift og Fiſkeri udgjorde derfor i Oldtiden, ligeſom nuomſtunder, Nordmændenes vigtigſte Næringsveje indenlands.

  1. Se iſær det ſmukke Sagn om Søkongen Hake i Yngl. Saga Cap. 28. Begravelſer i Skibe omtales meget hyppigt i vore Oldſkrifter.
  2. I Enkelttal knarr eller knörr, Flertal knerrir.