landets Slettebeboere. At besidde det smukkeste, pragtfuldeste og hurtigst sejlende Skib var hans Stolthed; de gamle Sagn dvæle med særegent Velbehag ved Beskrivelsen af prægtige Skibe; i sit Skib lod Krigeren sig efter Døden brænde eller højlægge[1], og ofte indrettedes endog Gravhøjen saaledes, at den fremstillede de raa Omrids af et Skib (de saakaldte Skibshøje). Det er derfor intet Under, at vi endog fra de ældste Tider finde mange forskjellige Slags Fartøjer omtalte, fra den mindste Baad til de største Krigsskibe, de saakaldte Langskibe eller Skeider. Kjøbmandsskibene, der havde en mere buget, paa Rumfang beregnet Form, kaldte man sædvanligviis Knerrer[2]. Det ældste Slags Skibe, der rimeligviis mere lignede store Baade end virkelige Skibe, og som synes at have været i Brug, da Sejladsen endnu var i sin Barndom, kaldtes Kjoler, Enkelttal kjóll, angelsaxisk ceól.
Tacitus siger – hvad vi allerede ovenfor have anført – at Tydskerne ansaa det for et Tegn paa Dovenskab og Uselhed at erhverve ved sin Sveed hvad det kan vindes ved Vaabenfærd, og at de derfor i Almindelighed foretrak Krigens Sysler for den fredelige Agerdyrkning. Den samme Tendens aabenbarer sig ogsaa i Rigsmaal, hvor Vaabenfærd skildres som Jarleklassens egentlige Kald, medens Agerdyrkningen er overladt til Karlen, og dens allerbyrdefuldeste Sysler endog til Trællen. Men denne Lede til Agerdyrkning og fredelige Sysler kan deels kun have hersket i den allerældste Tid, hvor Karle- og Jarle-Klassen endnu var strengt afsondrede, deels kun have været egen for en Samfunds-Udvikling, hvor den krigerske Feudalforfatning aldeles havde fortrængt den oprindelige Odelsforfatning. I Norge, hvor Karle–Klassen gjennem Odelsforfatningen havde hævet sig til at danne en Haulde-Stand, der paa en vis Maade kunde siges at indtage den Plads, Jarlerne fordum, da de udgjorde en egen Krigerkaste, indtog, nød Fredens Sysler, Agerdyrkning, Fiskeri og Handel, altid den tilbørlige Agtelse, og de fornemste Mænd, ja Kongerne selv, fandt det ikke under deres Værdighed, personligt at deeltage deri. Vi møde saaledes ikke faa Exempler paa, at anseede Høvdinger i Norge og paa Island selv saaede deres Ager og var tilstede ved Indhøstningen. Den raa Kriger lod vel haant derover, men den raa Kriger lader allesteds og til alle Tider haant over de fredelige Beskjeftigelser.
Agerdyrkning ved Siden af Fædrift og Fiskeri udgjorde derfor i Oldtiden, ligesom nuomstunder, Nordmændenes vigtigste Næringsveje indenlands.
