Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/217

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
189
Søvæſen.

almindeligt i Tydſkland, at Alle havde Hjelme, da Mangelen paa Metaller endnu dertil var for ſtor; en ſaadan Mangel antydes dog ikke i vore Oldſkrifter, men det er dog i ſig ſelv rimeligt, at de mere ubemidlede da, ſom ſenere, hjalp ſig med ſimplere Hovedbedækninger. Nordmændenes Skjold ſynes, deels efter Beſkrivelſerne, deels efter dem at dømme, ſom endnu ere vedligeholdte, at have været af ſamme Slags, ſom de, Tacitus tillægger Goterne, nemlig runde, og heller ikke ſynderlig ſtore, ſædvanligviis af Lindetræ, belagte med Jernplader, og forſynede med en Bule (rönd). Forreſten brugte man ſom Forſvarsvaaben ogſaa Brynjen eller Serken, beſtaaende af i hinanden gribende Smaa-Ringe. Undertiden brugtes ogſaa Skindkjortler, endog de ſaakaldte Vargſtakke eller Ulveſkindspelſe. Alle disſe Forſvarsvaaben kaldte man tilſammen hlíf; i ældre Tider ogſaa, ſom det ſynes, sarvi eller sörvi, (angelſ. searu), og det var charakteriſtiſk for den germaniſke Stamme i det Hele taget, at give hvert enkelt Vaaben et ſæregent Navn.

Vore Forfædre kæmpede ſjelden eller aldrig til Heſt Dette var derimod ikke ſaa ſjeldent blandt Tydſkerne og Goterne; derfor finde vi og Heſten ſom et af de fornemſte Klenodier begravet tilligemed dens Herre i flere danſke, fornemmelig jydſke, Grave. Norge var heller ikke ſynderlig ſkikket for Rytteri, der bedre pasſede for Danmarks og Tydſklands Sletter. Derimod ſpiller Søkrigen allerede i de ældſte norrøne Sagn en væſentlig Rolle Endog Guderne tillagde man underbare Skibe, ſom Odins eller Freys Skib Skidbladner, der kunde ſejle baade over Land og Vand, og Balders Skib Ringhorne i hvilket hans Liig blev brændt; paa Skibet Naglfar, hed det, ſkulde Jøtnerne og Riimthusſerne i Ragnarøkkr komme ſejlende til den ſtore Valplads. Gik end vore Forfædres Søtog i de ældſte Tider ikke ſynderlig langt, neppe udenfor Landet ſelv eller i det Højeſte til Danmark og Øſterſøen, faa ſynes de dog at have været deſto hyppigere. Endog deres førſte Ankomſt til Landet var, ſom allerede ovenfor viiſt, efter al Rimelighed ſkeet ſøværts; Beſættelſen af de veſtlige, tidligſt befolkede, Kyſtfylker og Kommunikationen mellem dem kan ligeledes ene have foregaaet ved Omſejling af Kyſterne. Søen afgav desuden en af vore Forfædres vigtigſte Næringsveje, Sejlads og Søvæſen var derfor fra umindelige Tider ligeſom ſammenvoxet med Folkelivet i Norge, og uadſkilleligt derfra; Skibet var for Nordmanden, hvad Stridsvognen og Stridsheſten var for Faſt-

45) ogſaa om Æſtyerne, der uagtet deres ugermaniſke Sprog dog, ſom han udtrykkeligt ſiger, fulgte ſveviſke (hos ham nordtydſke) Skikke, og i alle Fald maa have været Goternes nærmeſte Naboer, at de tilbade Gudernes Moder (d. e. Fraujo, Freyja, Frigg) og ſom Et Symbol derpaa bar Vildſvine-Skikkelſer (formas aprorum), hvilket de holdt for at være ligeſaagodt ſom Vaaben og alt andet Forſvar.