Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/216

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
188
Vaaben.

Beretninger og efter Gravhøjenes Indhold at dømme, Spydet, Sverdet og Øxen. Det ældſte Slags Spyd var rimeligviis den i Rigsmaal omtalte frakka, paa Tydſk franca, hvilket Navn hos de latinſke Forfattere, ſom det ſynes ved en Fejltagelſe, er gjengivet med framea[1], et Spyd med en liden og tynd Odd, fordi der, ſom Tacitus ſiger, endnu paa hans Tid idetmindſte i Tydſkland ikke var mere Jern forhaanden, end at man maatte omgaaes ſparſomt dermed. Muligt er det dog, at dette kun er en fejlagtig Slutning fra Spydets tilfældige Udſeende; thi af vore Oldſkrifter ſynes det, ſom om der lige fra umindelige Tider altid var Jern nok forhaanden ej alene til Vaaben, men ogſaa til Huus og Agerdyrknings-Redſkaber. Det nævnes flere Slags Spyd, hvis ſæregne Former nu ikke længer kjendes. Som Haandſpyd og Kaſteſpyd ſynes i de ældſte Tider foruden Frakken ogſaa den ſaakaldte Geir (angelſaxiſk gár) at have været ſædvanlig [2]. Af Sverd nævnes tvende Slags, det tveeggede Sverd, og det noget kortere een-eggede Sax; intet af dem var til mere end een Haand, eller ſtort over een Alen langt, men man lagde meget Vind paa at have dem af det fineſte og omhyggeligſt bearbejdede Staal, og ſaa prægtigt ſmykkede ſom muligt. Øxen var maaſkee det egentlige nationale Vaaben hos vore Forfædre; ogſaa af den gaves der flere Slags, men det ſædvanligſte og for Nordmændene meeſt charakteriſtiſke var den langſkaftede, med et temmelig ſmalt Jern og ikke ſynderlig bred Egg. Til Fjernvaaben brugtes, foruden Frakken og Geiren, ogſaa andre mindre Slags Kaſteſpyd, og fornemmelig Pilen (ör egent. arhv, angelſaxiſk earh eller stræl), udſkudt af Haandbuen. Af Forſvarsvaaben var, ſom nys anført, Hjelmen og Skjoldet de ſædvanligſte. Hjelmen var i Regelen af Metal eller forſynet med en ydre Metalbelægning; rige og anſeede Folk brugte den forgyldt. Særeget ſynes det at have været for de Stammer, der nærmeſt hørte til den gotiſke Kulturkreds, at bære Hjelme, forſynede med en haarbeſat Kam, eller andre Forſiringer, der gav dem en fjern Lighed med Vildſvinet eller Galten, der fornemmelig var Frauja helliget[3]. Paa Tacitus’s Tid var det endnu ikke

  1. Tacitus, Germ. Cap. 6. Jevnfør Grimm, Geſch. der deutſche Sprache, S. 516—518.
  2. At Geiren ogſaa brugtes ſom Kaſtevaaben, ſees blandt Andet af Widſidhkvadet V. 253—256: „full oft of þám heápe hwinende fleág giellende gár on grame þeóde“; ofte fra hiin Hob hvinende fløj den gjaldende Geir over gramme Thjoder.
  3. I Digtet om Beowulf og andre angelſaxiſke Digte tales iſær meget om disſe Hjelmſmykker i Vildſvineform (coforcumbel, coforheafodsegn, swín ofer helme o. ſ. v.), og derfor finder man ogſaa enkelte Hjelme kaldte „Hildeſviin“, „Hildegalt“. Det var Freys og Freyjas gyldne Galt, i vore Oldſagn kaldet Gullinbursti, ſom man her efterlignede. Og mærkeligt nok fortæller Tacitus (Germ. Cap.