Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/215

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
187
Forlyſtelſer.

der afhandledes under Drikkelag, og at man endog var af den Mening, at Sindet da baade var mere optage til at viſe Oprigtighed, og mere opflammet til Stordaad; at det ej anſaaes for Skam at tilbringe Dag og Nat under Drikkelag, men at der ogſaa under disſe Drikkelag ej ſjelden opſtod Trætter, der endtes med blodig Kamp, ja endog Drab. Vore egne Oldſkrifter meddele Træk, om end fra en noget ſildigere Tidsalder, der paa det nøjeſte ſtemme med Tacitus’s Skildring. Iſær ſynes de haandgangne Mænds Liv hos Kongen eller Drottnen at have været et daglig fortſat Drikkelag, hvor det endog, hvis man ſkal fæſte Lid til enkelte Beretninger, maa have gaaet meget vildt og larmende til[1]. Men hvad der igjen for en ſtor Deel maatte bidrage til at raade Bod paa Larmen og forebygge voldſomme Scener, var Kvindernes hyppige Nærværelſe i Laget, ej blot ſom Tilſkuerinder, men ſom virkelige Deeltagere i Lyſtigheden; iſær var det Huſets Frues eller Datters Hverv at række Bægeret til de fornemſte Gjeſter[2]. Sang og Spil ſynes at have udgjort en væſentlig Deel af den ſelſkabelige Underholdning. Hvis man kan anvende Skildringer af, hvad der hos Angelſaxerne fandt Sted, paa vore Forhold, bleve ved ſlige Lejligheder ej alene Forfædrenes Bedrifter forherligede, men undertiden maatte endog hver Gjeſt afſynge en Sang til Harpen, ſom gik rundt i Laget[3]. Af andre Forlyſtelſer ſynes allerede i de ældſte Tider Legemsøvelſer, ſom Kapløben og Brydning, visſe Lege, ſom etſlags Boldſpil og Bretſpil, og endelig Jagt, fornemmelig med Høge, at have været de ſædvanligſte. Sverddands eller Springen over Sverd, hvilken Tacitus omtaler ſom den blandt Tydſkerne ene brugelige Art af Skueſpil, ſynes man hos vore Forfædre ikke at have kjendt.

Om Germanernes, følgelig og vores Forfædres, Skik, altid at bære Vaaben, er der allerede ovenfor talt. Disſe Vaaben var dog fornemmelig Angrebsvaaben; Forſvarsvaaben, paa Skjoldet og Hjelmen nær, var ej ſaa almindelige til dagligt Brug, og anvendtes ſtundom ej engang i Kampen, da Flere ſatte ſin Ære i, uden ſaadant Værn at trodſe Døds-Faren. Men paa at beſidde ypperlige Angrebsvaaben ſatte man en overordentlig Priis. De hos vore Forfædre meeſt brugelige Vaaben var, iſær efter de ældſte

  1. Se Beſkrivelſen over Livet ved Rolf Krakes Hird i denne Konges Saga, Cap. 33, 34, Saxo, 2, Bog S. 86, 87; og ligeledes Beſkrivelſen over Livet i Kong Frodes Gaard hos Saxo, 5te B. S. 204.
  2. Ynglinga Saga Cap. 41. Beowulfdigtet, V. 1178—1237, 4035—4038.
  3. Beowulf, V. 2119—2319. 1742—1819. Beda fortæller i ſin Kirkehiſtorie udtrykkeligt om Cædmon (død 680) at han, uagtet han i ſin modnere Alder udmærkede ſig ſaa meget ved ſine religiøſe Digte, dog ikke i ſine tidligere Aar havde ſunget verdslige Sange, men at han i Gilder, hvor den Morſkab fandt Sted, at Alle ſkulde ſynge efter Ordenen, forlod Laget, naar han ſaa Citharen (Harpen) komme nærmere.