Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/215

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
187
Forlystelser.

der afhandledes under Drikkelag, og at man endog var af den Mening, at Sindet da baade var mere optage til at vise Oprigtighed, og mere opflammet til Stordaad; at det ej ansaaes for Skam at tilbringe Dag og Nat under Drikkelag, men at der ogsaa under disse Drikkelag ej sjelden opstod Trætter, der endtes med blodig Kamp, ja endog Drab. Vore egne Oldskrifter meddele Træk, om end fra en noget sildigere Tidsalder, der paa det nøjeste stemme med Tacitus’s Skildring. Især synes de haandgangne Mænds Liv hos Kongen eller Drottnen at have været et daglig fortsat Drikkelag, hvor det endog, hvis man skal fæste Lid til enkelte Beretninger, maa have gaaet meget vildt og larmende til[1]. Men hvad der igjen for en stor Deel maatte bidrage til at raade Bod paa Larmen og forebygge voldsomme Scener, var Kvindernes hyppige Nærværelse i Laget, ej blot som Tilskuerinder, men som virkelige Deeltagere i Lystigheden; især var det Husets Frues eller Datters Hverv at række Bægeret til de fornemste Gjester[2]. Sang og Spil synes at have udgjort en væsentlig Deel af den selskabelige Underholdning. Hvis man kan anvende Skildringer af, hvad der hos Angelsaxerne fandt Sted, paa vore Forhold, bleve ved slige Lejligheder ej alene Forfædrenes Bedrifter forherligede, men undertiden maatte endog hver Gjest afsynge en Sang til Harpen, som gik rundt i Laget[3]. Af andre Forlystelser synes allerede i de ældste Tider Legemsøvelser, som Kapløben og Brydning, visse Lege, som etslags Boldspil og Bretspil, og endelig Jagt, fornemmelig med Høge, at have været de sædvanligste. Sverddands eller Springen over Sverd, hvilken Tacitus omtaler som den blandt Tydskerne ene brugelige Art af Skuespil, synes man hos vore Forfædre ikke at have kjendt.

Om Germanernes, følgelig og vores Forfædres, Skik, altid at bære Vaaben, er der allerede ovenfor talt. Disse Vaaben var dog fornemmelig Angrebsvaaben; Forsvarsvaaben, paa Skjoldet og Hjelmen nær, var ej saa almindelige til dagligt Brug, og anvendtes stundom ej engang i Kampen, da Flere satte sin Ære i, uden saadant Værn at trodse Døds-Faren. Men paa at besidde ypperlige Angrebsvaaben satte man en overordentlig Priis. De hos vore Forfædre meest brugelige Vaaben var, især efter de ældste

  1. Se Beskrivelsen over Livet ved Rolf Krakes Hird i denne Konges Saga, Cap. 33, 34, Saxo, 2, Bog S. 86, 87; og ligeledes Beskrivelsen over Livet i Kong Frodes Gaard hos Saxo, 5te B. S. 204.
  2. Ynglinga Saga Cap. 41. Beowulfdigtet, V. 1178–1237, 4035–4038.
  3. Beowulf, V. 2119–2319. 1742–1819. Beda fortæller i sin Kirkehistorie udtrykkeligt om Cædmon (død 680) at han, uagtet han i sin modnere Alder udmærkede sig saa meget ved sine religiøse Digte, dog ikke i sine tidligere Aar havde sunget verdslige Sange, men at han i Gilder, hvor den Morskab fandt Sted, at Alle skulde synge efter Ordenen, forlod Laget, naar han saa Citharen (Harpen) komme nærmere.