Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/214

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
186
Leveregler.

delſe med Ynglinge-Ættens Optræden ſom den, der tilſidſt erhvervede Herredømmet i Landet, hvorom der i det Følgende vil komme til at handles udførligt[1].

Ogſaa Giftermaalene ſynes at have været ſluttede under religiøſe Ceremonier. Der findes Antydninger til, at en formelig Vielſe fandt Sted, ved hvilken Eds- og Forbunds-Gudinden Vaar paakaldtes[2]. Og ved Arve-Øl, eller Begravelſes-Gilder, maaſkee og i de fleſte ſtørre Gilder, ſynes omtrent de ſamme Mindeſkaaler, eller Skaaler for Guderne, ſom ved Offergilderne, ledſagede af højtidelige Løfter, at have været tømte[3]. Aaſa-Religionen maa ifølge ſin Oprindelſe og Udviklings-Gang mere betragtes ſom et Udtryk af Folkecharakteren, end ſom den Retteſnor, efter hvilken Folkecharakteren formede ſig. Den indlod ſig ikke paa at opſtille nogen abſolut Dyds- eller Sædeligheds-Lære, den antyder kun i Almindelighed Dyden ſom priisværdig og medførende ſin Løn, Laſten ſom afſkyelig og hjemfalden til Straf, men forreſten ere dens Lærdomme meeſtendeels Leveregler, der indſkjærpe den Maade at tage Livet paa, ſom vore Forfædre anſaa for den fornuftigſte, og priſe de Egenſkaber, ſom de anſaa for de bedſte. De indſkjærpe ſaaledes, foruden Tapperhed og Udholdenhed, hvad der vel anſaaes ſom det fornemſte, ogſaa Venlighed i Omgang, den ſtørſt mulige Gjeſtfrihed og Gavmildhed, Overholdelſe af Løfter og Ed, Trofaſthed i Venſkab og Kjærlighed, men tillige Forſigtighed i at ſlutte Forbindelſer, ſom overhoved i Ord og Handling, Agtelſe for Alderdommen, Omhu med de Afdødes Lig, Erhvervelſe af en ſelvſtændig Stilling, af et godt Navn og et berømmeligt Eftermæle[4]. Disſe Livsanſkuelſer maatte fremtræde kjendeligt i alle de Træk, der ſaavel om vore Forfædre, ſom om Germanerne i Almindelighed ere opbevarede. Fornemmelig indtager deres Gjeſtfrihed og Gavmildhed en iøjnefaldende Plads. Tacitus giver allerede Germanerne det Lov, at de fremfor andre Folk yttrede Tilbøjelighed til at holde Selſkaber og viſe ſig gjeſtfrie; at de anſaa det for en Skjændſel at viſe nogetſomhelſt Menneſke fra ſin Dør; at man i ſaa Henſeende ikke ſkjelnede mellem Kjendt eller Ukjendt, men modtog Enhver med den ſamme ubegrændſede Gjeſtfrihed, og tillige ſædvanligviis ved Afſkeden gav ham Foræringer[5]. Han føjer til, at endog de vigtigſte og alvorligſte Stats-Anliggen-

  1. Se nedenfor i næſte Afſnit § 4.
  2. Thrymskvida Str. 30, hvor det heder: „vier os ſammen under Vaars Haand.“
  3. Det var iſær ved Mindeſkaalene over de Afdøde, og ved Bragebægeret (Bragafull), at ſlige Løfter (heistrengingar) ſynes at have været aflagte; Snorre Yngl. S. Cap. 40, Ol. Tr. Saga Cap. 39.
  4. Slige Leveregler findes iſær i det gamle Eddadigt Hávamál.
  5. Tacitus, Germ. Cap. 21, 22.