Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/212

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
184
Vandøsning. Begravelse.
16. Skikke og Sædvaner


Om vore ældste Forfædres Skikke og Sædvaner indeholde de sparsomme Efterretninger, vi endnu have tilbage fra den ældre Periode, kun saare lidet, der kan tjene til nogen væsentlig Oplysning; hvad der forefindes, tyder dog hen paa, at de i det Hele taget vare de samme, som de, vi af Beretninger fra Hedendommens sidste Dage lære at kjende, og af hvilke forskjellige Træk i det Følgende ville blive skildrede. De religiøse Skikke ere allerede omtalte: til dem slutte sig paa det Nøjeste de Skikke og Sædvaner, som ledsagede Menneskets Fødsel og Død. Naar Faderen havde antaget det nyfødte Barn og bestemt sig til at opføde det, blev det, som man af enkelte Udsagn kan see, allerede i Hedendommen underkastet en højtidelig Renselse med Vand, hvorved det ogsaa fik sit Navn; dette var altsaa etslags Daab, og kaldtes Vand-Øsningen[1]. Den oprindelige germaniske Begravelsesmaade bestod i at brænde Liget og siden gjemme Benene og Asken i en Gravhøj. Allerede Tacitus omtaler dette. „Ved Ligenes Begravelse“, siger han, „finder ingen synderlig Pomp Sted. Man iagttager kun at der til Baal for anseede Mænds Lig bruges visse bestemte Slags Ved. Baalet tildækkes hverken med Klæder eller med vellugtende Sager; kun lægges den Afdødes Vaaben, undertiden og hans Hest, med ham paa Baalet; siden rejses en Høj af Torv over det Hele som Gravsted“[2]. Det heder ogsaa om Odin, at han bestemte, efter den hos Æserne brugelige Skik, at alle døde Mænd skulde brændes med de Kostbarheder, de i Livet havde ejet; at Asken skulde kastes i Havet eller graves ned i Jorden; at man over anseede Mænd skulde rejse Gravhøje til Erindring om dem, og at man desforuden skulde hædre de mest anseede Mænds Gravhøje med Bautastene. Endog i Gudesagnene selv tales der om Balders Begravelse og Baalfart, hvorledes han blev brændt i sit Skib med sin Hest og øvrige Klenodier. Om de Afdødes Opbrændelse paa Baalet handles ogsaa ellers baade i angelsaxiske og norske Oldskrifter, ligesom og de fleste Begravelser fra Hedendommen, der findes i Norge og det egentlige Sverige, indeholde Levninger af brændte Lig. Men en Forandring i denne Begravelsesmaade indtraadte, idetmindste for de fornemmere Mænds Vedkommende, samtidigt, som det synes, med Kongenavnets Indførelse, og, maaskee tillige, efter hvad det lader til, i Forbindelse med den føromtalte Frauja- eller Frey-Cultus. Snorre Sturlesøn siger nemlig derom i sin Indledning til Ynglinga-Saga: „Den ørste Tidsalder kaldes Brænd-Alderen; da skulde man brænde alle afdøde Mænd og rejse Bautastene efter dem. Men efterat Frey var bleven høj-

  1. Se Harald Haarfagres Saga hos Snorre Cap. 49.
  2. Tacitus Germ. Cap 27.