Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/212

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
184
Vandøsning. Begravelſe.
16. Skikke og Sædvaner


Om vore ældſte Forfædres Skikke og Sædvaner indeholde de ſparſomme Efterretninger, vi endnu have tilbage fra den ældre Periode, kun ſaare lidet, der kan tjene til nogen væſentlig Oplysning; hvad der forefindes, tyder dog hen paa, at de i det Hele taget vare de ſamme, ſom de, vi af Beretninger fra Hedendommens ſidſte Dage lære at kjende, og af hvilke forſkjellige Træk i det Følgende ville blive ſkildrede. De religiøſe Skikke ere allerede omtalte: til dem ſlutte ſig paa det Nøjeſte de Skikke og Sædvaner, ſom ledſagede Menneſkets Fødſel og Død. Naar Faderen havde antaget det nyfødte Barn og beſtemt ſig til at opføde det, blev det, ſom man af enkelte Udſagn kan ſee, allerede i Hedendommen underkaſtet en højtidelig Renſelſe med Vand, hvorved det ogſaa fik ſit Navn; dette var altſaa etſlags Daab, og kaldtes Vand-Øsningen[1]. Den oprindelige germaniſke Begravelſesmaade beſtod i at brænde Liget og ſiden gjemme Benene og Aſken i en Gravhøj. Allerede Tacitus omtaler dette. „Ved Ligenes Begravelſe“, ſiger han, „finder ingen ſynderlig Pomp Sted. Man iagttager kun at der til Baal for anſeede Mænds Lig bruges visſe beſtemte Slags Ved. Baalet tildækkes hverken med Klæder eller med vellugtende Sager; kun lægges den Afdødes Vaaben, undertiden og hans Heſt, med ham paa Baalet; ſiden rejſes en Høj af Torv over det Hele ſom Gravſted“[2]. Det heder ogſaa om Odin, at han beſtemte, efter den hos Æſerne brugelige Skik, at alle døde Mænd ſkulde brændes med de Koſtbarheder, de i Livet havde ejet; at Aſken ſkulde kaſtes i Havet eller graves ned i Jorden; at man over anſeede Mænd ſkulde rejſe Gravhøje til Erindring om dem, og at man desforuden ſkulde hædre de meſt anſeede Mænds Gravhøje med Bautaſtene. Endog i Gudeſagnene ſelv tales der om Balders Begravelſe og Baalfart, hvorledes han blev brændt i ſit Skib med ſin Heſt og øvrige Klenodier. Om de Afdødes Opbrændelſe paa Baalet handles ogſaa ellers baade i angelſaxiſke og norſke Oldſkrifter, ligeſom og de fleſte Begravelſer fra Hedendommen, der findes i Norge og det egentlige Sverige, indeholde Levninger af brændte Lig. Men en Forandring i denne Begravelſesmaade indtraadte, idetmindſte for de fornemmere Mænds Vedkommende, ſamtidigt, ſom det ſynes, med Kongenavnets Indførelſe, og, maaſkee tillige, efter hvad det lader til, i Forbindelſe med den føromtalte Frauja- eller Frey-Cultus. Snorre Sturleſøn ſiger nemlig derom i ſin Indledning til Ynglinga-Saga: „Den ørſte Tidsalder kaldes Brænd-Alderen; da ſkulde man brænde alle afdøde Mænd og rejſe Bautaſtene efter dem. Men efterat Frey var bleven høj-

  1. Se Harald Haarfagres Saga hos Snorre Cap. 49.
  2. Tacitus Germ. Cap 27.