de stille afsondrede Dale hørte mindre til den Larm, og saa mindre til det brogede Liv, der fandt Sted paa Nationernes større Tumleplads i Syden, følte Trang til at opbevare, deels for at den ej skulde glemmes, deels som et Middel til selskabelig Underholdning. Vi finde Saga-Væsenet allerede organiseret paa Island strax efterat det var coloniseret ved Nordmænd – thi uden et organiseret Saga-Væsen vilde man ikke kunne have saa omstændelige Beretninger, som der virkelig haves, om Begivenheden forefaldne i Coloniens ældste Tider; – dette viser, at den samme Skik, at opbevare og fortælle Sagaer, maa være medbragt af Nybyggerne fra deres tidligere Hjem i Norge. Den vilde dog neppe her have opstaaet, hvis ikke vore Forfædre havde haft en særegen Sands og Tilbøjelighed for dette Slags Underholdning; og man kunde maaskee for dens Ælde hos vore Forfædre finde det bedste Beviis deri, at Saga endog nævnes i deres Oldkvad blandt de meest anseede Gudinder eller Aasynjer, og hendes Bolig, Søkkvabekk, som en af de 12 Gudeboliger. Den yngre Edda nævner hende næst Frigg; „Saga“, heder det, „bor paa Søkkvabekk (den synkende Bæk), det er en anseelig Bolig“[1]; og i den ældre Edda siges der:
Søkkvabæk heder den fjerde, (nemlig Gudebolig)
hvor svale Bølger
skvulpe over Sanden,
hvor Odin og Saga
drikke alle Dage
glade af gyldne Kar[2].
Den Gudinde, der agtedes saa højt blandt Æser og Aasynjer, at endog Odin selv, efter hvad det lader til, raadspurgte hende og glædede sig ved hendes Selskab: hendes Bedrift maatte ogsaa være anseet og højagtet hos det Folk, der dyrkede hende. Men ligesom Gudinden Saga synes at være særegen for vore Forfædre, og ej nævnes i de tydske eller øvrige nordiske Gudesagn, saaledes er Saga-Væsenet selv særegent for Nordmændenes Cultur-Udvikling[3].
- ↑ Sn. Edda Cap. 35.
- ↑ Ældre Edda, Grimnismál Str. 7.
- ↑ Odins og Sagas daglige Sammenkomst er mærkelig nok. Thi Saga optræder der aabenbart enten som hans Hustru, eller som hans Datter, eller som det kvindelige Væsen, der udfylder hans Virksomhed som Skaldskabets Ophav. Men falder Odin som saadan sammen med Brage, synes Saga ligeledes at falde sammen med Idun, Brages Hustru, hvis Æbler stedse foryngede Guderne. Og hvad var naturligere, end at man billedligt fremstillede den Udødelighed, Poesien og Historien ene kan give den daadrige Mand, som en stedse foryngende Frugt? I Iduns eget Navn ligger endog Begrebet om denne Forynglse som Forevigelse gjennem Sang og Sagn.
