Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/211

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
183
Saga-Væſen.

de ſtille afſondrede Dale hørte mindre til den Larm, og ſaa mindre til det brogede Liv, der fandt Sted paa Nationernes ſtørre Tumleplads i Syden, følte Trang til at opbevare, deels for at den ej ſkulde glemmes, deels ſom et Middel til ſelſkabelig Underholdning. Vi finde Saga-Væſenet allerede organiſeret paa Island ſtrax efterat det var coloniſeret ved Nordmænd — thi uden et organiſeret Saga-Væſen vilde man ikke kunne have ſaa omſtændelige Beretninger, ſom der virkelig haves, om Begivenheden forefaldne i Coloniens ældſte Tider; — dette viſer, at den ſamme Skik, at opbevare og fortælle Sagaer, maa være medbragt af Nybyggerne fra deres tidligere Hjem i Norge. Den vilde dog neppe her have opſtaaet, hvis ikke vore Forfædre havde haft en ſæregen Sands og Tilbøjelighed for dette Slags Underholdning; og man kunde maaſkee for dens Ælde hos vore Forfædre finde det bedſte Beviis deri, at Saga endog nævnes i deres Oldkvad blandt de meeſt anſeede Gudinder eller Aasynjer, og hendes Bolig, Søkkvabekk, ſom en af de 12 Gudeboliger. Den yngre Edda nævner hende næſt Frigg; „Saga“, heder det, „bor paa Søkkvabekk (den ſynkende Bæk), det er en anſeelig Bolig“[1]; og i den ældre Edda ſiges der:

Søkkvabæk heder den fjerde, (nemlig Gudebolig)
hvor ſvale Bølger
ſkvulpe over Sanden,
hvor Odin og Saga
drikke alle Dage
glade af gyldne Kar[2].

Den Gudinde, der agtedes ſaa højt blandt Æſer og Aasynjer, at endog Odin ſelv, efter hvad det lader til, raadſpurgte hende og glædede ſig ved hendes Selſkab: hendes Bedrift maatte ogſaa være anſeet og højagtet hos det Folk, der dyrkede hende. Men ligeſom Gudinden Saga ſynes at være ſæregen for vore Forfædre, og ej nævnes i de tydſke eller øvrige nordiſke Gudeſagn, ſaaledes er Saga-Væſenet ſelv ſæregent for Nordmændenes Cultur-Udvikling[3].

  1. Sn. Edda Cap. 35.
  2. Ældre Edda, Grimnismál Str. 7.
  3. Odins og Sagas daglige Sammenkomſt er mærkelig nok. Thi Saga optræder der aabenbart enten ſom hans Huſtru, eller ſom hans Datter, eller ſom det kvindelige Væſen, der udfylder hans Virkſomhed ſom Skaldſkabets Ophav. Men falder Odin ſom ſaadan ſammen med Brage, ſynes Saga ligeledes at falde ſammen med Idun, Brages Huſtru, hvis Æbler ſtedſe foryngede Guderne. Og hvad var naturligere, end at man billedligt fremſtillede den Udødelighed, Poeſien og Hiſtorien ene kan give den daadrige Mand, ſom en ſtedſe foryngende Frugt? I Iduns eget Navn ligger endog Begrebet om denne Forynglſe ſom Forevigelſe gjennem Sang og Sagn.