Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/210

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
182
Skaldſkab. Sagaer.

vamaal, ligeſom det vel heller ikke kan betvivles, at de faa Lovbeſtemmelſer, man havde, opbevaredes i Vers — hvorom de endnu i de ældſte Love ſaa hyppigt forekommende Riimbogſtaver nokſom vidne, — og at tillige de meeſt udmærkede Mænds Bedrifter forevigedes i korte heroiſk-hiſtoriſke Kvad, af hvilke vi i den ſaakaldte heroiſke Deel af Eddadigtene endnu have nogle tilbage, og af hvilket Slags ogſaa flere af de gamle gotiſke Kvad maa have været, ſom Jornandes omtaler, og ſom han paaberaaber ſig, hvor han opſtiller den øſtgotiſke Kongeſlægts Stamtavle[1]. Disſe Kvad var, hvis man kan dømme efter Eddadigtene og andre lignende, ſimple og naturlige, ofte endog ved deres Korthed noget dunkle, og mere antydende og forudſættende, end ligefrem fortællende og udmalende de Begivenheder, de omhandle; men af deſto ſandere poetiſk Værd. Det Slags Skaldſkab, der i ſildigere Aarhundreder blev det ſædvanlige i Norge, og ſom beſtod i Affattelſen af kunſtigt ſammenſatte og med en Mængde Omſkrivninger overlæsſede Klangdigte, iſær ſom Hæderskvad for anſeede Mænd, — dette Slags Skaldſkab kjendtes neppe i de ældre Tider, men det ſynes at have udviklet ſig af de ſæregne Forhold, ſom det ſildigere Vikinge-Liv fremkaldte. Man kunde ſige, at det betegner en Periode, hvor Skaldſkabet ikke længer udelukkende benyttedes i Religionens Tjeneſte, men hvor det tvertimod ſelv benyttede Religionen eller de religiøſe Traditioner til Formaal, aldeles uafhængige af Religionsvæſenet. Det er nemlig juſt charakteriſtiſkt for denne ſenere Klangpoeſi, at den henter ſine fleſte Omſkrivninger fra de gamle Gude- og Helte-Sagn.

Ved Siden af de egentlige religiøſe eller halvreligiøſe Mindekvad ſynes det dog, ſom om det for vore Forfædre charakteriſtiſke Saga-Væſen tidligt udviklede ſig, og ſom beſtod i en mundtlig Overleverelſe af hiſtoriſke Beretninger i en beſtemt Form. Ordet „Saga“ betyder viſtnok oprindelig kun ſimpelthen „Sagn“, „Tradition“, men Sagaen, ſaadan ſom den fremtraadte hos vore Forfædre, var mere end det ſimple Sagn: den var en fuldſtændig, i en afrundet og beſtemt Form redigeret, Fortælling om en enkelt Mands eller et enkelt Samfunds Begivenheder der, ſaavidt muligt, uforandret forplantedes fra Mund til Mund, og i Tidens Løb forøgedes med lignende Fortællinger om de Begivenheder, der dannede Fortſættelſen af dem, ſom fra førſt af paa denne Maade forevigedes. Vi vide ikke, naar dette Sagavæſen førſt begyndte, om det udviklede ſig fuldſtændigt, eller kun ſom en ledſagende Kommentar til de heroiſk-hiſtoriſke Kvad; men det ſynes naturligt begrundet i Norges Lokalforholde, hvor Bygderne vare mere afſondrede end andetſteds i Norden, og hvor derfor deels den enkelte Mand lettere kunde tildrage ſig ſine Omgivelſers Opmærkſomhed, og deels den enkelte Bygd ſnarere erhverve ſig en Hiſtorie for ſig ſelv, hvilken man, juſt fordi man i

  1. Jornandes de rebus Geticis cap. 13.