vamaal, ligesom det vel heller ikke kan betvivles, at de faa Lovbestemmelser, man havde, opbevaredes i Vers – hvorom de endnu i de ældste Love saa hyppigt forekommende Riimbogstaver noksom vidne, – og at tillige de meest udmærkede Mænds Bedrifter forevigedes i korte heroisk-historiske Kvad, af hvilke vi i den saakaldte heroiske Deel af Eddadigtene endnu have nogle tilbage, og af hvilket Slags ogsaa flere af de gamle gotiske Kvad maa have været, som Jornandes omtaler, og som han paaberaaber sig, hvor han opstiller den østgotiske Kongeslægts Stamtavle[1]. Disse Kvad var, hvis man kan dømme efter Eddadigtene og andre lignende, simple og naturlige, ofte endog ved deres Korthed noget dunkle, og mere antydende og forudsættende, end ligefrem fortællende og udmalende de Begivenheder, de omhandle; men af desto sandere poetisk Værd. Det Slags Skaldskab, der i sildigere Aarhundreder blev det sædvanlige i Norge, og som bestod i Affattelsen af kunstigt sammensatte og med en Mængde Omskrivninger overlæssede Klangdigte, især som Hæderskvad for anseede Mænd, – dette Slags Skaldskab kjendtes neppe i de ældre Tider, men det synes at have udviklet sig af de særegne Forhold, som det sildigere Vikinge-Liv fremkaldte. Man kunde sige, at det betegner en Periode, hvor Skaldskabet ikke længer udelukkende benyttedes i Religionens Tjeneste, men hvor det tvertimod selv benyttede Religionen eller de religiøse Traditioner til Formaal, aldeles uafhængige af Religionsvæsenet. Det er nemlig just charakteristiskt for denne senere Klangpoesi, at den henter sine fleste Omskrivninger fra de gamle Gude- og Helte-Sagn.
Ved Siden af de egentlige religiøse eller halvreligiøse Mindekvad synes det dog, som om det for vore Forfædre charakteristiske Saga-Væsen tidligt udviklede sig, og som bestod i en mundtlig Overleverelse af historiske Beretninger i en bestemt Form. Ordet „Saga“ betyder vistnok oprindelig kun simpelthen „Sagn“, „Tradition“, men Sagaen, saadan som den fremtraadte hos vore Forfædre, var mere end det simple Sagn: den var en fuldstændig, i en afrundet og bestemt Form redigeret, Fortælling om en enkelt Mands eller et enkelt Samfunds Begivenheder der, saavidt muligt, uforandret forplantedes fra Mund til Mund, og i Tidens Løb forøgedes med lignende Fortællinger om de Begivenheder, der dannede Fortsættelsen af dem, som fra først af paa denne Maade forevigedes. Vi vide ikke, naar dette Sagavæsen først begyndte, om det udviklede sig fuldstændigt, eller kun som en ledsagende Kommentar til de heroisk-historiske Kvad; men det synes naturligt begrundet i Norges Lokalforholde, hvor Bygderne vare mere afsondrede end andetsteds i Norden, og hvor derfor deels den enkelte Mand lettere kunde tildrage sig sine Omgivelsers Opmærksomhed, og deels den enkelte Bygd snarere erhverve sig en Historie for sig selv, hvilken man, just fordi man i
- ↑ Jornandes de rebus Geticis cap. 13.
