ret klart fremstillet, ligesaalidt som man kjender Ordets Udledelse og oprindelige Betydning; den var forbunden med Sang og synes for en stor Deel at have medført den virkelige eller forstilte Afmagt, i hvilken saavel de finske Troldmænd, som de eskimoiske saakaldte Angekkoker under Trolddommens Udøvelse plejede at falde, og under hvilken de selv eller idetmindste deres Tilskuere troede, at deres Sjel foer ud af Legemet og i Dyreskikkelser besøgte fjerne Egne og forborgne Steder, for at erfare hvad man ønskede[1]. Berusende eller bedøvende Drikke eller Røgelser have her sikkert været anvendte. Men dette Slags Trolddom ansaaes ogsaa en Mand uværdigt, og udøvedes derfor sædvanligviis af Kvinder, ligesom dette ogsaa stedse synes at have gaaet ud paa noget Ondt. Som Mestere deri ansaa man allerede i Oldtiden fornemmelig Finnerne, til hvilke enkelte Mænd endog, som det heder, sendte deres Døttre til Oplærelse. Heraf, saavelsom af Seidens særegne Beskaffenhed, skulde man fristes til at tro, at den ikke oprindelig hørte hjemme hos vore Forfædre, men skyldtes Finnerne, som heri altid bleve vore Forfædres Mestere.
Ved at gjennemgaa Religionslæren have vi tillige omtalt, hvad man i de ældste Tider kunde kalde saagodtsom den eneste Gjenstand for vore Forfædres Viden og Aandsbeskjeftigelse. Nogen videnskabelig Virksomhed kunde der ifølge Sagens Natur og deres Kulturtrin ikke findes hos dem. Digtekunsten øvedes, som man maa formode, nærmest i Religionens Tjeneste, for derved desto lettere at opbevare Religionssagnene fra Slægt til Slægt. Det er højst sandsynligt, at de fleste af de herlige Eddadigte, som vi endnu besidde, ere blevne til som religiøse Mindekvad, og som saadanne have holdt sig blandt Folket, indtil de kunde optegnes. Bogstavskrift – de saakaldte Runer – synes vore Forfædre fra umindelige Tider at have kjendt, men ikke at have anvendt til Opbevarelse af hine Kvad eller lignende Aandsfrembringelser; de vare vistnok i Ordets egentlige Forstand, hvad Navnet viser, Hemmeligheder for Folket i Almindelighed kjendte blot af de Fornemmere og anvendte fornemmelig i Religionens Tjeneste. Af senere Indskrifter erfare vi, hvad allerede ovenfor er berørt, at der i Norden var 2 Slags Runeskrift brugelig, den gotiske og den reennordiske, af hvilke den sidste bærer det simpleste og oprindeligste Præg, men synes ej at være bragt i Anvendelse, endog til korte Indskrifter, førend i Hedendommens sidste Aarhundrede. Ved Siden af de religiøse Mindekvad synes man og at have lagt Vind paa at indskærpe praktiske Leveregler gjennem den poetiske Form, f. Ex. Haa-
- ↑ Yngl. S. Cap. 7, Fridthjofs S. Cap. 5. 6, Vatnsd. S. Cap. 12, jvfr. Historia Norvegiæ S. 1, 5.
