Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/208

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
180
Trolddom.

vare ham helligede[1]. Spaadomskunſt udøvedes og, tildeels under ſæregne Ceremonier, af enkelte ſaakaldte fremſynede Mænd, og fornemmelig af Spaakvinder eller de ſaakaldte Valer eller Vølver, der i den hedenſke Oldtid nøde en overordentlig Anſeelſe[2].

Med det ſidſte Slags Spaadom var ogſaa Trolddom nøje forbunden. De Ceremonier, hvorved det Tilkommende udforſkedes, var ſelv Trylle-Ceremonier, og naar Valen udførte dem, da udøvede hun tillige Trolddom. Fra Udforſkningen af Fremtiden til Udtalelſen af et viſt Ønſke eller en højtidelig Forſikkring om hvad Fremtiden ſkal bringe, er der kun et kort Skridt. Derfor kaldes ogſaa Trolddom i Almindelighed Fjølkynge, d. e. Kundighed i Mangt og Meget, og hvor Odin fremſtilles ſom Trolddommens Fader eller Ophavsmand, nævnes ſom Gjenſtand for denne Trolddom ogſaa Fremtidens Udforſkning[3]. Ved ſlig Trolddom troede man at kunne paahexe Andre Ulykker, døve Vaaben, vække Elſkov, o. a. d.; alt dette, ſiger Snorre, ſkete ved det Slags Runer og Sange, der kaldes Galdre[4]. Disſe Galdre vare altſaa ligefrem, hvad Romerne kaldte incantationes, hvilket ogſaa Ordet i og for ſig ſelv betegner; heraf ſeer man og fremdeles et Beviis paa den magiſke Kraft, vore Forfædre i Hedendommen tillagde Skaldekunſten. Om de i denne Anledning omtalte „Runer“ virkelig ſkal betegne de bekjendte ſaaledes kaldte Bogſtavtegn, eller kun, hvad der ligger i Ordet, Myſterier, er uviſt; dog nævnes forſkjellige Slags magiſke Runer udtrykkeligt i vore gamle Eddakvad[5]. Et eget Slags trolddomsagtig Anvendelſe af Skaldekunſten var det ſaakaldte Nid eller Nidviſe, ved hvis Afſyngning Forfatteren troede at kunne paahexe den, hvem den gjaldt, allehaande Ulemper, foruden den dermed forbundne Skjendſel[6]; undertiden nedſkrev Digteren et ſligt Kvad med Runer og hængte det op paa en Stang, eller oprejſte en Stang med visſe ſymbolifke Tegn (f. Ex. et Heſtehoved) under højtidelige Forbandelſer mod den, det gjaldt; dette kaldtes at rejſe Skaldſtang eller Nidſtang. Man troede derved ej alene at kunne tilføje ſin Fjende Skjendſel, men ogſaa at vende alle Landvætters Afſky og Vrede imod ham[7].

Som den virkſomſte, men og ſom den ſkjendigſte, af al Trolddom anſaa vore Forfædre den ſaakaldte Seid. Hvorledes den udøvedes, er ikke

  1. Se iſær Hrafnkel Freysgodes Saga.
  2. Se iſær Erik Skades Saga Cap. 5.
  3. Yngl. Saga Cap. 7 og Slutningen af Hávamál.
  4. Galdr, af gala, der juſt bruges i Betydningen incantare.
  5. Se iſær Sigrdrifumál.
  6. Se Thorleif Jarleſkalds Hiſtorie i Ol. Tryggv. Saga III S. 89 fgg.
  7. Egils Saga Cap. 60. ſammenl. ældre Gul. Lov Cap. 29, jevnf. Sverres Chr. Ret. Cap. 98. Saxo S. 203.