Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/207

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
179
Orakler.

færre, og den kunstigere indrettede Holmgang. Som Gudsdom nævnes ogsaa Gaaen under Jordstrimmel, det vil sige under en lav, løseligen opstillet Bue af frisk opskaaren Grønsvær; hvis den blev staaende, havde den, hvem Prøven var paalagt, frigjort sig, faldt den, ansaaes dette som Tegn paa, at den mod ham gjorte Beskyldning var sand[1]. Som Gudsdom for Kvinder nævnes ogsaa paa et eneste Sted den senere i den tidligere christne Periode brugelige Skik at tage Stene op af en kogende Kjedel med blottet Haand og Arm; ved uskadt at gjøre dette, rensede man sig før en given Beskyldning[2].

Det var naturligt, at man ved Gudernes Hjelp ogsaa forsøgte at erfare, hvad Fremtiden bar i sit Skjød, eller at hente etslags Orakelfvar. Dette kaldtes at gaa til Frett (frétt, af at fregna, fritte, spørge; angelsaxisk fyrht, af frignan), eller at spørge Spaadom, og det skeete paa flere Maader. En af disse beskriver allerede Tacitus. „En Green hugges af et Frugttræ og skjæres igjen op i Smaakviste, som mærkes med visse Tegn og spredes paa Lykke og Fromme ud over et hvidt Klæde; derpaa gjør Heredets Gode, hvis Sagen angaar det Offentlige, eller Huusfaderen, hvis den kun vedkommer det Private, en Bøn til Guderne, tager, med Øjnene løftede mod Himlen, enhver Kvist tre Gange op, og udtyder dem efter de forud anbragte Mærker“[3]. Man gjenkjender heri ganske, hvad der i vore Oldskrifter, dog uden nærmere Beskrivelse, kaldes „at fælde (ɔ: udsprede) Blotspaan“[4]. Oprindelig har man neppe mærket Kvisterne, men kun iagttaget deres indbyrdes Stilling til hinanden og de Figurer, de dannede, thi disse Figurer kunde let danne Runebogstaver, hvilke, som bekjendt, alene ere sammensatte af længere og kortere Streger (stafir). Man raadspurgte ogsaa ved etslags Lodkastning i Vegtskaal, og vel paa endnu flere andre Maader[5]. Dyr, helligede Guderne, kunde og, som det synes, varsle om Fremtiden, især Heste, der oftere selv synes at have nydt etslags guddommelig Tilbedelse, og, hvor Frey-Tilbedelsen var den herskende, fornemmelig

  1. Laxdølasaga Cap. 18.
  2. Gudrunarkvida 3 i den ældre Edda.
  3. Udtrykket „at gaa til Frett“ forekommer i det gamle Kvad Vellekla af Skalden Einar Skaaleglam om Haakon Jarl, se Ol. Tryggv. Saga Cap. 71. Frett forekommer under den angels. Form fyrht i Kong Knuts Lov „om Hedenskab“ (Thorpes udg. S. 162, hvor der forbydes at dyrke hedenske Guder, Sol eller Maane, Ild eller Flod, Kilder eller Stene eller Træer, eller at ynde Trolddom eller fremme Mordværk eller omgaas med Blot eller „Fyrht“. Tac. Germ. c. 10. En lignende Fremgangsmaade berettes af Ammian (XXXI, 2), om Alanerne.
  4. Den føromtalte Gaaen til Frett, som nævnes i Vellekla, kaldes i Fagrskinna „at fælde Blotspaan“ (Cap. 48).
  5. En saadan Spaadomsvegt fik den føromtalte Skald Einar Skaaleglam af Haakon Jarl, see Jomsvikinga Saga Cap. 42.