Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/207

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
179
Orakler.

færre, og den kunſtigere indrettede Holmgang. Som Gudsdom nævnes ogſaa Gaaen under Jordſtrimmel, det vil ſige under en lav, løſeligen opſtillet Bue af friſk opſkaaren Grønſvær; hvis den blev ſtaaende, havde den, hvem Prøven var paalagt, frigjort ſig, faldt den, anſaaes dette ſom Tegn paa, at den mod ham gjorte Beſkyldning var ſand[1]. Som Gudsdom for Kvinder nævnes ogſaa paa et eneſte Sted den ſenere i den tidligere chriſtne Periode brugelige Skik at tage Stene op af en kogende Kjedel med blottet Haand og Arm; ved uſkadt at gjøre dette, renſede man ſig før en given Beſkyldning[2].

Det var naturligt, at man ved Gudernes Hjelp ogſaa forſøgte at erfare, hvad Fremtiden bar i ſit Skjød, eller at hente etſlags Orakelfvar. Dette kaldtes at gaa til Frett (frétt, af at fregna, fritte, ſpørge; angelſaxiſk fyrht, af frignan), eller at ſpørge Spaadom, og det ſkeete paa flere Maader. En af disſe beſkriver allerede Tacitus. „En Green hugges af et Frugttræ og ſkjæres igjen op i Smaakviſte, ſom mærkes med visſe Tegn og ſpredes paa Lykke og Fromme ud over et hvidt Klæde; derpaa gjør Heredets Gode, hvis Sagen angaar det Offentlige, eller Huusfaderen, hvis den kun vedkommer det Private, en Bøn til Guderne, tager, med Øjnene løftede mod Himlen, enhver Kviſt tre Gange op, og udtyder dem efter de forud anbragte Mærker“[3]. Man gjenkjender heri ganſke, hvad der i vore Oldſkrifter, dog uden nærmere Beſkrivelſe, kaldes „at fælde (ɔ: udſprede) Blotſpaan“[4]. Oprindelig har man neppe mærket Kviſterne, men kun iagttaget deres indbyrdes Stilling til hinanden og de Figurer, de dannede, thi disſe Figurer kunde let danne Runebogſtaver, hvilke, ſom bekjendt, alene ere ſammenſatte af længere og kortere Streger (stafir). Man raadſpurgte ogſaa ved etſlags Lodkaſtning i Vegtſkaal, og vel paa endnu flere andre Maader[5]. Dyr, helligede Guderne, kunde og, ſom det ſynes, varſle om Fremtiden, iſær Heſte, der oftere ſelv ſynes at have nydt etſlags guddommelig Tilbedelſe, og, hvor Frey-Tilbedelſen var den herſkende, fornemmelig

  1. Laxdølaſaga Cap. 18.
  2. Gudrunarkvida 3 i den ældre Edda.
  3. Udtrykket „at gaa til Frett“ forekommer i det gamle Kvad Vellekla af Skalden Einar Skaaleglam om Haakon Jarl, ſe Ol. Tryggv. Saga Cap. 71. Frett forekommer under den angelſ. Form fyrht i Kong Knuts Lov „om Hedenſkab“ (Thorpes udg. S. 162, hvor der forbydes at dyrke hedenſke Guder, Sol eller Maane, Ild eller Flod, Kilder eller Stene eller Træer, eller at ynde Trolddom eller fremme Mordværk eller omgaas med Blot eller „Fyrht“. Tac. Germ. c. 10. En lignende Fremgangsmaade berettes af Ammian (XXXI, 2), om Alanerne.
  4. Den føromtalte Gaaen til Frett, ſom nævnes i Vellekla, kaldes i Fagrſkinna „at fælde Blotſpaan“ (Cap. 48).
  5. En ſaadan Spaadomsvegt fik den føromtalte Skald Einar Skaaleglam af Haakon Jarl, ſee Jomsvikinga Saga Cap. 42.