Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/206

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
178
Offerfeſter. Gudsdomme.

fredes ligeledes baade Dyr og Menneſker, hvilke ſidſte deels ſtyrtedes ned i en Sump, deels efter Offringen ophængtes i den hellige Lund[1].

Offringer kunde hos vore Forfædre viſtnok finde Sted lejlighedsviis eller ved enkelte ſæregne Anledninger, men der nævnes dog ogſaa ſtørre Offerfeſter, der regelmæsſigt holdtes til beſtemte Tider. Disſe Offerfeſter var hos vore Forfædre trende, nemlig 1) Vinternatsblot, ved Vinternat (14 Octbr.) eller i Begyndelſen af den ſaakaldte Gor-Maaned eller Slagtemaaned; man hilſede da, ſom det hed, Vintren, og offrede for et godt Aar; 2) Midvintersblot, Juleblot eller Thorreblot, der afholdes i tre Dage ved Midvinter (14 Jan.) eller Begyndelſen af Thorremaaned, for at bede Guderne om god Afgrøde, godt Aar og Fred; og 3) Sommerblot, der og kaldtes Sejerblot, afholdt Sommerdag (14 April) eller ved Begyndelſen af den ſaakaldte Gaukmaaned, for at nedbede Held og Sejer i de foreſtaaende Krigstog[2]. Der omtales ogſaa Offerfeſter med længere Mellemrum; ſaaledes holdtes de ſtore Feſter i Hleidr paa Sælund og i Uppſala ikkun hvert 9de Aar. Disſe ſynes at have været ſæregne for Frauja- og Nerthus-Dyrkelſen.

Det er allerede ovenfor omtalt, at Rettergangen hos vore Forfædre ſtod i den nøjeſte Forbindelſe med Gudsdyrkelſen. Dette gjaldt i Særdeleshed de fornemſte ved Rettergangen forefaldende Beviismidler, nemlig Eden, og de allerede i den hedenſke Tid brugelige Gudsdomme. Eden aflagdes enten i et Tempel eller paa Thinget, og da vel ſnareſt i det paa Thingpladſen ſtaaende Tempel, idet den Sværgende holdt i ſin Haand den ſaakaldte Stalle-Ring eller Baug, dyppet i et nysſlagtet Offerdyrs Blod, og højtideligt paakaldte den almægtige Aas (Odin), ſtundom alene, ſtundom tilligemed Frey og Njørd[3]. Af Gudsdomme var Holmgangen eller den højtidelige Tvekamp den ſædvanligſte; den havde ſit Navn deraf, at den oprindelig, eller hvor der gaves Lejlighed dertil, holdtes paa Holmer, for at Kamppladſen paa den Maade kunde have en beſtemt, for enhver af Parterne uoverſtigelig, Grændſe, og de kæmpende ſelv være mindre udſatte forat forſtyrres. Paa ſlig Holmgang vil der i det Følgende forekomme flere Exempler, hvoraf de dermed forbundne Skikke kunne ſees. Man ſkjelnede forreſten mellem ſimpelt Eenvige (Enekamp), hvorved Formaliteterne var

  1. Thietmar, l. I. c. 9 (Pertz i Mon. Germ. S. 739) Adam. Brem. IV. 27,Schol. 134. 137. I de 99 af hvert Slags hos Thietmar ſynes der at ligge en Fejltagelſe. Scholiaſten hos Adam. Brem. ſiger, at der i Uppſala i 9 Dage hver Dag offredes eet Menneſke og 8 Dyr, tilſammen 9 Menneſker og 72 Dyr. Rimeligviis offredes i Hleidr enten l Menneſke og 10 Dyr, eller 2 Menneſker og 9 Dyr dagligt, tilſammen 99.
  2. Se iſær Yngl. Saga Cap. 8.
  3. Landn. B. IV, 7. Bigaglums Saga c. 25.