Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/205

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
177
Offringer.


Gudernes Tilbedelſe og Dyrkelſe ſkeete ved højtidelig Paakaldelſe, ledſaget med Offringer; hele denne hedenſke Gudstjeneſte kaldtes blót. Offringerne var ſædvanligviis blodige. Dyr, og undertiden Menneſker, ſlagtedes foran Gudernes Billeder eller i deres Helligdomme; Blodet, der kaldtes hlaut (d. e. det Varslende) ſamledes i en Bolle, Hlautbollen, fra hvilken det med Teener, der lignede Vievandkvaſte, ſmurtes paa Altrene og ſtænkedes ud over det forſamlede Folk. Efter Offringen ſelv fulgte ſædvanligviis et Gilde, hvorved man gjorde ſig tilgode med Offerdyrenes kogte Kjød, og tømte højtidelige Skaaler (minni) af de fyldte Drikkehorn (full), ſom tilligemed Offermaden indviedes af den forrettende Gode. Der omtales og etſteds, at Gudebillederne af tilſtedeværende Kvinder indſmurtes med Fedt, varmedes ved den paa Gulvet brændende Ild, og tørredes med Duge; forreſten kjende vi ikke meget til vore Forfædres Religionsceremonier[1].

Menneſkeoffringer omtales ſaavel hos vore Forfædre ſom hos Tydſkerne. Tacitus ſiger udtrykkeligt[2], at Vodan, eller, ſom han kalder ham, Merkur, til visſe Tider hædredes ved Menneſkeoffringer. Egentlig kunde man ſige, at enhver Krigers Drab var en Offring til Odin; og der findes endog Antydninger til, at enkelte Menneſker allerede af ſine Forældre indviedes, eller ſelv indviede ſig, til en eller anden Guddom; var denne Guddom Odin, krævede han, ſom man troede, efter en vis Tids Forløb den Indviedes Liv[3]. Endog paa Sotteſengen kunde den døende Kriger, ſom det ſynes, indvie ſig til Odin, ved at lade ſig mærke med Geirs- (d. e. Spyds)—Odd[4]. Tacitus har viſtnok Ret, naar han iſær ſætter Menneſke-Offringerne i Forbindelſe med Odin; thi ham, meente man, var det meeſt magtpaaliggende at forøge Einherjernes Tal, og der dannede ſig endog Sagn om, hvorledes han ved Underfundighed ſøgte at tilvende ſig ſaadanne Offre[5]. Det fattes heller ikke paa Sagn, der berette, hvorledes Konger og andre fornemme Høvdinger offredes til Odin af deres egne Underſaatter, forat disſe kunde faa et godt Aar[6]. Forreſten ſynes det iſær at have været Trælle og Forbrydere, ſom offredes. Med den gotiſke Frauja- eller Nerthus-Dyrkelſe vare ſtore Menneſkeoffringer forbundne. Hvert 9de Aar offredes ſaaledes ved den ſtore Offerfeſt i Hleidr paa Sælund 99 Hunde, 99 Heſte, 99 Høge, eller i Mangel deraf Haner, og 99 Menneſker (Jvfr. S. 58). Og i Uppſala of-

  1. Fridthjofs Saga Cap. 9. Om Skikke ved Offringerne ſe forreſten Keyſer: „Nordmændenes Religionsforfatning i Hedendommen“ III. § 21.
  2. Tac. Germ. Cap. 9.
  3. Se næſte Afſnit § 11, om Vikar, jvfr. Halfs Saga Cap. 1, Gautreks S. Cap. 7.
  4. Yngl. Saga Cap. 10. Se herom forreſten nedenfor 3die Afſnit, § 4.
  5. F. Ex. Det anførte Sted om Vikar, Gautreks Saga Cap. 7.
  6. Yngl. Saga Cap. 18. 48.

Munch. Det norske Folks Hiſtorie. I.