Gudernes Tilbedelse og Dyrkelse skeete ved højtidelig Paakaldelse, ledsaget med Offringer; hele denne hedenske Gudstjeneste kaldtes blót. Offringerne var sædvanligviis blodige. Dyr, og undertiden Mennesker, slagtedes foran Gudernes Billeder eller i deres Helligdomme; Blodet, der kaldtes hlaut (d. e. det Varslende) samledes i en Bolle, Hlautbollen, fra hvilken det med Teener, der lignede Vievandkvaste, smurtes paa Altrene og stænkedes ud over det forsamlede Folk. Efter Offringen selv fulgte sædvanligviis et Gilde, hvorved man gjorde sig tilgode med Offerdyrenes kogte Kjød, og tømte højtidelige Skaaler (minni) af de fyldte Drikkehorn (full), som tilligemed Offermaden indviedes af den forrettende Gode. Der omtales og etsteds, at Gudebillederne af tilstedeværende Kvinder indsmurtes med Fedt, varmedes ved den paa Gulvet brændende Ild, og tørredes med Duge; forresten kjende vi ikke meget til vore Forfædres Religionsceremonier[1].
Menneskeoffringer omtales saavel hos vore Forfædre som hos Tydskerne. Tacitus siger udtrykkeligt[2], at Vodan, eller, som han kalder ham, Merkur, til visse Tider hædredes ved Menneskeoffringer. Egentlig kunde man sige, at enhver Krigers Drab var en Offring til Odin; og der findes endog Antydninger til, at enkelte Mennesker allerede af sine Forældre indviedes, eller selv indviede sig, til en eller anden Guddom; var denne Guddom Odin, krævede han, som man troede, efter en vis Tids Forløb den Indviedes Liv[3]. Endog paa Sottesengen kunde den døende Kriger, som det synes, indvie sig til Odin, ved at lade sig mærke med Geirs- (d. e. Spyds)–Odd[4]. Tacitus har vistnok Ret, naar han især sætter Menneske-Offringerne i Forbindelse med Odin; thi ham, meente man, var det meest magtpaaliggende at forøge Einherjernes Tal, og der dannede sig endog Sagn om, hvorledes han ved Underfundighed søgte at tilvende sig saadanne Offre[5]. Det fattes heller ikke paa Sagn, der berette, hvorledes Konger og andre fornemme Høvdinger offredes til Odin af deres egne Undersaatter, forat disse kunde faa et godt Aar[6]. Forresten synes det især at have været Trælle og Forbrydere, som offredes. Med den gotiske Frauja- eller Nerthus-Dyrkelse vare store Menneskeoffringer forbundne. Hvert 9de Aar offredes saaledes ved den store Offerfest i Hleidr paa Sælund 99 Hunde, 99 Heste, 99 Høge, eller i Mangel deraf Haner, og 99 Mennesker (Jvfr. S. 58). Og i Uppsala of-
- ↑ Fridthjofs Saga Cap. 9. Om Skikke ved Offringerne se forresten Keyser: „Nordmændenes Religionsforfatning i Hedendommen“ III. § 21.
- ↑ Tac. Germ. Cap. 9.
- ↑ Se næste Afsnit § 11, om Vikar, jvfr. Halfs Saga Cap. 1, Gautreks S. Cap. 7.
- ↑ Yngl. Saga Cap. 10. Se herom forresten nedenfor 3die Afsnit, § 4.
- ↑ F. Ex. Det anførte Sted om Vikar, Gautreks Saga Cap. 7.
- ↑ Yngl. Saga Cap. 18. 48.
Munch. Det norske Folks Historie. I.
