Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/204

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
176
Gudsdyrkelſe.
14. Gudsdyrkelſe


Det er allerede forhen viiſt, hvorledes vore Forfædre dyrkede Æſerne i Templer eller Hov, og at der endog er al Rimelighed for, at der har været beſtemte Fylkes- og Hereds-Hov over det hele Land. Men desforuden finde vi ogſaa ſimplere eller, om man vil, mere oprindelige Helligdomme omtalte. Tacitus nævner hellige Lunde eller Skove[1]; i vore og de angelſaxiſke Oldſkrifter omtales ogſaa Harger eller Hørger (hörgr, angelſ. hearg), ſimplere Offerſteder under aaben Himmel, indrettede af ſammenſtillede Stene[2]. Ogſaa Høje opførtes undertiden for paa dem at anſtille Offringer[3]. Templerne ſelv maa, efter de Beſkrivelſer, der endnu ere os levnede, ofte have været prægtigt indrettede[4]; men af Tacitus’s nysnævnte Yttring, at Germanerne anſaa Guderne for hellige til at indſluttes inden fire Vægge eller fremſtilles under Billeder, maa man ſlutte, at Templerne tilhøre en forholdsviis ſenere Tid, da Religionen havde tabt ſin oprindelige Simpelhed. Templerne og deres nærmeſte Omgivelſer var fredhellige (), og den, der ved en voldſom Handling krænkede Helligdommen, blev derved fredløs (vargr i véum); det var ej engang tilladt at bære Vaaben i Templerne. Med Opførelſen af Templerne ſynes og Gudernes billedlige Fremſtilling at have gaaet Haand i Haand; Gudebilleder, efter al Sandſynlighed udſkaarne i Træ, omtales paa mange Steder ſom opſtillede i Templerne; undertiden var der i et Tempel kun eet, undertiden flere Billeder, af hvilke eet dog altid ſynes at have haft en fornemmere Plads end de øvrige; i Norge var Thors Billede ſomofteſt udmærket paa denne Maade. Billederne vare ſædvanligviis opſtillede paa etſlags Altere eller Forhøjninger (stallar). Man havde ogſaa mindre Gudebilleder udenfor Templerne, nemlig i Huſene de ſaakaldte Andveges-Suler eller Setſtokker, Træpiller, hvorpaa rimeligviis en eller anden Guds Billede var udſkaaret, af hvilke een ſtod paa hver Side af Bondens Højſæde, med den nedre Ende fæſtet i Jorden; Billeder af Deig eller Leer, og endelig meget ſmaae Billeder af Metal eller Been til at bære i Lommen ſom Amuleter[5].

  1. Tacitus, Germ. Cap. 9, 39, 40, 43. Han ſiger udtrykkeligt, at Germanerne anſaa det under Gudernes Værdighed at tilbedes inden Vægge og i Billeder.
  2. Se iſær Hyndluljod Str. 10. Et Sted i Veſtergøtland kaldes endnu „Hargene“, hvor der ſees en betydelig Steenſætning af det Slags, der ogſaa ofte findes i Norge, nemlig af ſtørre Stene, opſtillede med visſe Mellemrum. Undertiden ſynes Hargerne at have haft Tag, thi i den ældre Gul. L. c. 29 ſaavelſom det deraf udſkrevne Cap. 98 i Sverres Chriſtenret tales der om at „bygge Huus og kalde det Harg“. I Beowulfdigtet v. 49 tales om heargträf (Harg-Telt).
  3. Ældre Gul. L. c. 29, Sv. Chr. R. c. 98 tales om at „lade (ɔ: reiſe) Høje“, ſom et eget Slags Afgudsdyrkelſe.
  4. Olaf Trygv. S. Cap. 172. Vatsdøla S. Cap. 9, 10.
  5. Olaf Trygv. S. Cap. 172. Vatsdøla S. Cap. 9, 10.