i Folketroen, maa de i den ældre, hedenske Tidsalder have spillet en saare vigtig Rolle; man finder ogsaa, at der anstilledes Blot eller Ofringer for dem. Til Alferne kan man ogsaa henføre andre i vore Forfædres og tildeels i vor nuværende Folketro levende Væsener af lignende Slags, som Nykken (hnykr), Fossegrimen, Kvernkarlen eller Kvernknurren, Væsener, der tænktes at beboe Elve og Fosser, Landvætterne, der beskyttede hver sin enkelte Deel af Landet, Fylgjerne, der i Dyreskikkelse gik forud for hvert enkelt Menneske, og oftest viste sig i Drømme; og Diserne eller Hamingjerne (Lykkegudinderne), ogsaa kaldte Fylgjer, der somoftest betragtedes som udsendte af Nornerne deels for at beskytte, deels ogsaa for at forfølge det enkelte Menneske eller hans Slægt gjennem Livet. Ogsaa til dem holdtes særegne Offringer, kaldte Diseblot.
Den her skildrede Tro og Religionslære dannede i Norden ikke Gjenstanden for en afsondret Preste-Kaste eller Preste-Forenings hemmelighedsfulde Overleverelser, ligesaalidt som de dermed forbundne Offringer kun udøvedes af en særskilt Prestestand. Det er allerede viist, hvorledes Folkets egne Høvdinger tillige forestod Offringerne, og hvorledes den prestelige Værdighed oprindelig endog udgjorde en Deel af den fyrstelige eller Høvdingernes. Det er heraf noksom klart, at Religionen i egentligste Forstand var Folkets Ejendom, at den fra først af maa have udviklet sig hos Folket selv, og at den ikke – hvad Flere, paa Grad af de uheldige Forsøg, der længere nede i Middelalderen anstilledes paa at give den en historisk Udtydning[1], have troet – er indført blandt vore Forfædre ved en indvandret Koloni af Prester eller Preste-Høvdinger. Den samme fremgaar ogsaa af Aasa-Religionens Forekomst hos alle germaniske Folkeslag uden Undtagelse, og af de indbyrdes Afvigelser, der findes mellem de enkelte germaniske Nationers særegne Religionslærdomme, thi just disse Afvigelser lægge for Dagen, at Religionen, ligesom Sproget, er medbragt fra Urhjemmet, og har frit udviklet sig hos enhver enkelt Nation i det nye Hjem. Det er derimod allerede ovenfor viist, hvorledes de senere Tiders forandrede og mere udviklede Forhold paa flere Steder synes at have afsondret Høvdingens Værdighed fra Religionstjenerens, ligesom det i og for sig synes rimeligt, at Religionssagnene, eftersom de begyndte at blive mangfoldigere og at afvige fra den oprindelige Enkelthed, ogsaa efterhaanden maatte antage et hemmelighedsfuldere og mindre forstaaeligt Præg, og gjøre en særegen Klasse af Prester eller Lærere nødvendig. I Norge og paa Island synes dog en saadan Preste-Klasse ej at have været til. Derimod er det ikke usandsynligt, at en saadan har været forbunden med den senere Frauja- eller Frey-Dyrkelse, der virkelig, efter de os deraf opbevarede Træk at dømme, i Norden maa have været et fuldstændigt Mysterium.
- ↑ Nemlig især af Snorre i Indledningen til Snorre-Edda og i Ynglinga-Saga. Se herom især næste Afsnit § 4.
