de tidligere anførte Undtagelser fra Læren om de Sotdødes Udelukkelse fra Valhall, som især Ragnarøkkrsmythen selv og den dermed forbundne Lære om Dydens Belønning og Lastens Straf[1]. Medens den raaere Krigsnatur vistnok i Læren om Valhall og Niflheim, som den sædvanligt foredroges, alene kunde see en Spore til fortsat Krigerfærd og vild Dødsforagt, var det dog fremdeles muligt for det dybere Gemyt at tænke sig virkelig Dyd ogsaa udenfor Krigerlivet, som aabnende Adgang til Alfaders Sal, og Luften i og for sig selv som dragende Sjælen ned til Hvergelmers Afgrunde. Den raae Kriger tænkte neppe videre end til Valhall og Niflheim; ham stod Ragnarøkkrslæren neppe klar for Tanken; men for det tænksommere og fredeligere Sind maatte Gimle og Naastrand være Hovedsagen. Men uagtet man saaledes vistnok ikke kan sige, at Aasa-Religionen i og for sig gjorde Krigerfærd til den fornemste og saagodtsom eneste Dyd, maa man paa den anden Side erkjende, at den lettelig af de almindeligere Gemytter kunde opfattes saaledes, og derfor virkelig ogsaa i Tidens Løb opfattedes paa denne Maade, uden at det endog med Bestemthed kan siges, om den meest paavirkedes af Tids-aanden, eller selv paavirkede denne.
Ved Siden af Æserne og Jøtnerne troede vore Forfædre, ligesom alle øvrige Germaner, paa Alfer, ringere guddommelige eller overnaturlige Væsener, beboende Luftstrøget nærmest Jorden og Jordens Indre, og paa en virksom Maade gribende ind i Menneskernes Anliggender. I den yngre Edda gjøres der vistnok Forskjel paa Lysalfer og Mørkalfer eller Svartalfer, hvilke sidste (se ovf. S. 162) synes at have været antagne for de samme som Dvergerne; men denne Forskjel lader ej til at have været levende i Folketroen, der i alle germaniske Lande har vedligeholdt sig ligetil vore Dage. Alferne, eller som de i Sverige og Danmark kaldes, Elvefolket eller Ellefolket, i Tydskland Elfen, betragtes som underjordiske Beboere af Høje, ligesom Jøtnerne af Bjerge, Dvergerne af Stene, og de høre derfor ganske bestemt til den samme Klasse af Guddomme, som Jøtner og Dverger, Naturguddomme, hvilke Folketroen antog for Landets oprindelige Besiddere[2]. Deres Virksomhed maatte saaledes i Almindelighed ansees som Menneskeheden fjendsk og farlig; og som saadan betragtes endnu den Dag idag Alfernes Virksomhed i det Hele taget; i alle Fald forestiller man sig dem, om de end som Huldrefolk begunstige enkelte Menneskers Fædrift, eller som Nisser udføre de i Stald og Fjøs forekommende Sysler, dog som saare lunefulde og ingenlunde ret godmodige Væsener. Siden de endnu kunne leve saa kraftigt
