Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/202

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
174
Alfer.

de tidligere anførte Undtagelſer fra Læren om de Sotdødes Udelukkelſe fra Valhall, ſom iſær Ragnarøkkrsmythen ſelv og den dermed forbundne Lære om Dydens Belønning og Laſtens Straf[1]. Medens den raaere Krigsnatur viſtnok i Læren om Valhall og Niflheim, ſom den ſædvanligt foredroges, alene kunde ſee en Spore til fortſat Krigerfærd og vild Dødsforagt, var det dog fremdeles muligt for det dybere Gemyt at tænke ſig virkelig Dyd ogſaa udenfor Krigerlivet, ſom aabnende Adgang til Alfaders Sal, og Luften i og for ſig ſelv ſom dragende Sjælen ned til Hvergelmers Afgrunde. Den raae Kriger tænkte neppe videre end til Valhall og Niflheim; ham ſtod Ragnarøkkrslæren neppe klar for Tanken; men for det tænkſommere og fredeligere Sind maatte Gimle og Naaſtrand være Hovedſagen. Men uagtet man ſaaledes viſtnok ikke kan ſige, at Aaſa-Religionen i og for ſig gjorde Krigerfærd til den fornemſte og ſaagodtſom eneſte Dyd, maa man paa den anden Side erkjende, at den lettelig af de almindeligere Gemytter kunde opfattes ſaaledes, og derfor virkelig ogſaa i Tidens Løb opfattedes paa denne Maade, uden at det endog med Beſtemthed kan ſiges, om den meeſt paavirkedes af Tids-aanden, eller ſelv paavirkede denne.

Ved Siden af Æſerne og Jøtnerne troede vore Forfædre, ligeſom alle øvrige Germaner, paa Alfer, ringere guddommelige eller overnaturlige Væſener, beboende Luftſtrøget nærmeſt Jorden og Jordens Indre, og paa en virkſom Maade gribende ind i Menneſkernes Anliggender. I den yngre Edda gjøres der viſtnok Forſkjel paa Lysalfer og Mørkalfer eller Svartalfer, hvilke ſidſte (ſe ovf. S. 162) ſynes at have været antagne for de ſamme ſom Dvergerne; men denne Forſkjel lader ej til at have været levende i Folketroen, der i alle germaniſke Lande har vedligeholdt ſig ligetil vore Dage. Alferne, eller ſom de i Sverige og Danmark kaldes, Elvefolket eller Ellefolket, i Tydſkland Elfen, betragtes ſom underjordiſke Beboere af Høje, ligeſom Jøtnerne af Bjerge, Dvergerne af Stene, og de høre derfor ganſke beſtemt til den ſamme Klasſe af Guddomme, ſom Jøtner og Dverger, Naturguddomme, hvilke Folketroen antog for Landets oprindelige Beſiddere[2]. Deres Virkſomhed maatte ſaaledes i Almindelighed anſees ſom Menneſkeheden fjendſk og farlig; og ſom ſaadan betragtes endnu den Dag idag Alfernes Virkſomhed i det Hele taget; i alle Fald foreſtiller man ſig dem, om de end ſom Huldrefolk begunſtige enkelte Menneſkers Fædrift, eller ſom Nisſer udføre de i Stald og Fjøs forekommende Sysler, dog ſom ſaare lunefulde og ingenlunde ret godmodige Væſener. Siden de endnu kunne leve ſaa kraftigt

  1. I Naaſtrands-Salen ſkulde Menedere, Mordere og Forførere af Andres Huſtruer evigt pines, medens de „dydige Skarer“ ſkulde bo i Gimle. Se og hvad ovenfor (S. 173) er anført i Note 1.
  2. I Beowulfdigtet v. 223 ſtilles derfor ogſaa Jøtner og Alfer (eotenas and ylfe) ſammen ſom onde Væſener.