at kunne have betragtet dem, da Religionen endnu var simplere og nærmere Monotheismen, da Odin endnu i Virkeligheden var „Alfader“, og de mange enkelte Personligheder ikke havde udviklet sig af hans i alle Retninger virkende Grundkraft. Ved at splitte Guddommen i saa mange Individnaliteter havde man efterhaanden gjort den menneskelig og forgængelig; dette følte man, og saaledes maatte Æserne nødvendigviis forgaa ved Ragnarøkkr og den luttrende Surts-Brand. Den eneraadende Alfader maatte derimod selv raade for Verden og dens Skjebne; han var saavel Muspells, som de øvrige Verdeners Herre; han maatte staa udenfor Ødelæggelsen, ikke selv gaa til Grunde i den; han maatte paa eengang baade være Odin, Surt, og „den Mægtige som raader for Alt“[1]. Eftersom Guderne eller Æserne blev flere, sank de ogsaa i Værdighed, og deres Virksomhed blev mere materiel[2]. Guderne selv bleve fornemmelig Krigsguder; den milde Freds- og Uskylds-Gud Balder tænktes død og begraven; Vaabenfærd blev den fornemste Dyd, og Vaabendød den bedste Adgang til Odins Haller. Men hvorledes Levningerne af den oprindelige, renere Lære ved Siden heraf og tildeels i Modsætning dertil, holdt sig i Folketroen, derom vidne, saavel
- ↑ Man behøver neppe bedre Beviis for, at vore Forfædre, trods Læren om Æsernes og Odins egen Undergang, dog oprindelig tænkte sig Alfader eller Odin som den, der raadede over det hele Universum, og var ophøjet over Jordens Omvexlinger – følgelig var baade Muspells og Jordens Herre, baade Surt og Odin, – end den yngre Eddas egne Udsagn i Cap. 3, „at Alfader er fornemst og ældst af alle Guder, at han lever evindelig, styrer det Hele, raader for Smaat og Stort, skabte Himmel, Jord, Luft og Mennesket, og gav Mennesket dets udødelige Sjel; at alle Mennesker, der have levet retteligt, skulle være hos ham i Gimle eller Vingolf, men alle onde Mænd fare til Hel og derfra til Niflhel nede i den 9de Verden“. Her opregnes desuden tolv af hans Navne: de samme, der forekomme blandt Odins Tilnavn i Grimnismaal Str. 46–50. Her er ej Tale om Vaabendød; her skal Alfader eller Odin selv opholde sig i Gimle, den herlige Bolig, som vedvarer efter Ragnarøkkr, og om hvilken det efter et af de ældste Haandskrifter af Edda (det uppsalske) heder (c. 52) „bedst er det at være i Gimle med Surt“. Her falde saaledes aabenbart Odin, Alfader og Surt sammen, saavelsom Gimle og Aasgaard, af hvilken Vingolf var en Deel (c. 14); ligesom ogsaa Niflhel i den 9de Verden, ved Hvergelmer, øjensynligt er betragtet som eenstydigt med Naastrandene. Det er allerede ovenfor (S. 19) viist, hvorledes Tacitus lader de gamle Tydskere opstille Tuisko eller Tivisk (d. e. Tius, Tyr), som den Gud, fra hvilken de udledede deres Herkomst. Man skulde heraf formode, at dette gamle Sagn endnu betegnede Tyr som den øverste eller eneste Gud, at Odin eller Alfader selv fortrinsviis kaldtes Tyr eller Tius, d. e. Guden, ligesom vore Forfædre kaldte alle Guderne tilsammen tivar. Men isaafald bliver den i Vøluspaa Str. 58 forekommende Benævnelse Fimbultyr (ɔ: Ur-Herren eller den evige Herre), om hvis gamle Runer (Mysterier) de yngre Æser skulde samtale, saare mærkelig; thi den passer just paa den ældste, eneraadende Guddom.
- ↑ Det er derfor let at begribe, hvorfor Jornandes oversætter det gotiske anzeis ved semidei d. e. Halvguder.
