Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/201

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
173
Religionens Udartning.

at kunne have betragtet dem, da Religionen endnu var ſimplere og nærmere Monotheismen, da Odin endnu i Virkeligheden var „Alfader“, og de mange enkelte Perſonligheder ikke havde udviklet ſig af hans i alle Retninger virkende Grundkraft. Ved at ſplitte Guddommen i ſaa mange Individnaliteter havde man efterhaanden gjort den menneſkelig og forgængelig; dette følte man, og ſaaledes maatte Æſerne nødvendigviis forgaa ved Ragnarøkkr og den luttrende Surts-Brand. Den eneraadende Alfader maatte derimod ſelv raade for Verden og dens Skjebne; han var ſaavel Muſpells, ſom de øvrige Verdeners Herre; han maatte ſtaa udenfor Ødelæggelſen, ikke ſelv gaa til Grunde i den; han maatte paa eengang baade være Odin, Surt, og „den Mægtige ſom raader for Alt“[1]. Efterſom Guderne eller Æſerne blev flere, ſank de ogſaa i Værdighed, og deres Virkſomhed blev mere materiel[2]. Guderne ſelv bleve fornemmelig Krigsguder; den milde Freds- og Uſkylds-Gud Balder tænktes død og begraven; Vaabenfærd blev den fornemſte Dyd, og Vaabendød den bedſte Adgang til Odins Haller. Men hvorledes Levningerne af den oprindelige, renere Lære ved Siden heraf og tildeels i Modſætning dertil, holdt ſig i Folketroen, derom vidne, ſaavel

  1. Man behøver neppe bedre Beviis for, at vore Forfædre, trods Læren om Æſernes og Odins egen Undergang, dog oprindelig tænkte ſig Alfader eller Odin ſom den, der raadede over det hele Univerſum, og var ophøjet over Jordens Omvexlinger — følgelig var baade Muſpells og Jordens Herre, baade Surt og Odin, — end den yngre Eddas egne Udſagn i Cap. 3, „at Alfader er fornemſt og ældſt af alle Guder, at han lever evindelig, ſtyrer det Hele, raader for Smaat og Stort, ſkabte Himmel, Jord, Luft og Menneſket, og gav Menneſket dets udødelige Sjel; at alle Menneſker, der have levet retteligt, ſkulle være hos ham i Gimle eller Vingolf, men alle onde Mænd fare til Hel og derfra til Niflhel nede i den 9de Verden“. Her opregnes desuden tolv af hans Navne: de ſamme, der forekomme blandt Odins Tilnavn i Grimnismaal Str. 46—50. Her er ej Tale om Vaabendød; her ſkal Alfader eller Odin ſelv opholde ſig i Gimle, den herlige Bolig, ſom vedvarer efter Ragnarøkkr, og om hvilken det efter et af de ældſte Haandſkrifter af Edda (det uppſalſke) heder (c. 52) „bedſt er det at være i Gimle med Surt“. Her falde ſaaledes aabenbart Odin, Alfader og Surt ſammen, ſaavelſom Gimle og Aasgaard, af hvilken Vingolf var en Deel (c. 14); ligeſom ogſaa Niflhel i den 9de Verden, ved Hvergelmer, øjenſynligt er betragtet ſom eenstydigt med Naaſtrandene. Det er allerede ovenfor (S. 19) viiſt, hvorledes Tacitus lader de gamle Tydſkere opſtille Tuiſko eller Tiviſk (d. e. Tius, Tyr), ſom den Gud, fra hvilken de udledede deres Herkomſt. Man ſkulde heraf formode, at dette gamle Sagn endnu betegnede Tyr ſom den øverſte eller eneſte Gud, at Odin eller Alfader ſelv fortrinsviis kaldtes Tyr eller Tius, d. e. Guden, ligeſom vore Forfædre kaldte alle Guderne tilſammen tivar. Men iſaafald bliver den i Vøluſpaa Str. 58 forekommende Benævnelſe Fimbultyr (ɔ: Ur-Herren eller den evige Herre), om hvis gamle Runer (Myſterier) de yngre Æſer ſkulde ſamtale, ſaare mærkelig; thi den pasſer juſt paa den ældſte, eneraadende Guddom.
  2. Det er derfor let at begribe, hvorfor Jornandes overſætter det gotiſke anzeis ved semidei d. e. Halvguder.