Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/20

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Møje lade ſig udrydde. De have faaet end ſtørre Udbredelſe ved de ſenere Tiders antikvariſk-philologiſke Dilettanteri, ſom paa en heel naiv Maade har troet at kunne finde et frit Felt i alt hvad der angaar Norden og dens ældre Forhold. Med dem for Øje have Digterne digtet, Skolemændene ſkrevet Lærebøger, Antikvarerne forklaret Oldſager. Det er derfor at vente, at enhver Afvigelſe fra dem ſtrax bemerkes og betragtes ſom en Fejl, naar ikke de Grunde, hvorpaa den ſtøtter ſig, udtrykkeligt anføres, ja, man kan ſige, knapt endog da, ſaa vanſkeligt er det at lade en Fordom fare; ſaa tilbøjelig er man til at holde faſt ved Slendrian. Under disſe Omſtændigheder kunde det ej nytte, ſimpelt hen at ſtatuere et Faktum, eller berette et Forhold, der ſtred imod det efter gammel Slendrian antagne, uden tillige at beviſe dets Rigtighed ved en fuldſtændig Opregnelſe af Grundene for og imod. Med andre Ord: den norſke kritiſke Hiſtorieſkriver kan under nærværende Omſtændigheder ikke lade det bero med at meddele ſine Reſultater; han maa tillige føre Læſeren ind i det hele Apparat, hvoraf Reſultaterne fremgaa. Han har ingen ſlagen Landevej at ile jevnt frem paa, men han maa ſelv Skridt for Skridt bane ſig Vej med Øxen og Spaden i Haanden; og han har ej alene naturlige, men endog kunſtige Hindringer at rydde til Side og træde under Fødder. Derfor har Fortællingens Gang oftere maattet afbrydes af Digresſioner og Underſøgelſer, formelige Afhandlinger, om man ſaa vil. Gives der nu end ikke faa, for hvem ſaadanne Afbrydelſer ere kjærkonme, og hvilke, om de end ikke ere Hiſtorikere af Fag, dog finde det at være en underholdende Tankebeſkjeftigelſe at følge Forfatteren ved hans Beviisførelſe, ſaa havde dog viſtnok Fleerheden heller ſeet, at man blot havde holdt ſig til Begivenhederne ſelv, ligeſom det heller ikke kan negtes, at Skriftet ved en ſaadan Omſtændelighed er blevet vidtløftigere end mange maaſkee kunde finde ønſkeligt. Men der ligger, ſom jeg haaber, Undſkyldning i de her paapegede Omſtændigheder; derhos kan jeg ikke negte, at jeg ligeſom Niebuhr, hvis Ord jeg paa Titelbladet har anført, nærer en vis Modbydelighed for at fremſætte blotte Reſultater, der kun ſtifte „blinde Meninger“; og endelig maa det indrømmes, at den eneſte Maade, ved hvilken det kunde blive muligt uden Skade for Sagen ſelv at fremſætte blotte Reſultater, nemlig ved tillige og jevnſides med Hovedſkriftet at udgive en Række af kritiſke Underſøgelſer og Afhandlinger, deels vilde efterlade mange Savn, deels ogſaa vilde finde Hindringer i vort Lands literære Forhold, der vanſkeligt nok kunne bære eet, end ſige to vidtløftige fædrelandshiſtoriſke Skrifter ſamtidigt. Med den her omhandlede Mislighed – om man vil kalde det ſaaledes — er der altſaa, ſom man ſiger, ingen Raad. Den af mine Læſere, der tror mig ſaa ubetinget paa mine Ord, at han ej ſkjøtter om at læſe Underſøgelſerne, kan jo i alle Fald ſpringe disſe over.