Møje lade sig udrydde. De have faaet end større Udbredelse ved de senere Tiders antikvarisk-philologiske Dilettanteri, som paa en heel naiv Maade har troet at kunne finde et frit Felt i alt hvad der angaar Norden og dens ældre Forhold. Med dem for Øje have Digterne digtet, Skolemændene skrevet Lærebøger, Antikvarerne forklaret Oldsager. Det er derfor at vente, at enhver Afvigelse fra dem strax bemerkes og betragtes som en Fejl, naar ikke de Grunde, hvorpaa den støtter sig, udtrykkeligt anføres, ja, man kan sige, knapt endog da, saa vanskeligt er det at lade en Fordom fare; saa tilbøjelig er man til at holde fast ved Slendrian. Under disse Omstændigheder kunde det ej nytte, simpelt hen at statuere et Faktum, eller berette et Forhold, der stred imod det efter gammel Slendrian antagne, uden tillige at bevise dets Rigtighed ved en fuldstændig Opregnelse af Grundene for og imod. Med andre Ord: den norske kritiske Historieskriver kan under nærværende Omstændigheder ikke lade det bero med at meddele sine Resultater; han maa tillige føre Læseren ind i det hele Apparat, hvoraf Resultaterne fremgaa. Han har ingen slagen Landevej at ile jevnt frem paa, men han maa selv Skridt for Skridt bane sig Vej med Øxen og Spaden i Haanden; og han har ej alene naturlige, men endog kunstige Hindringer at rydde til Side og træde under Fødder. Derfor har Fortællingens Gang oftere maattet afbrydes af Digressioner og Undersøgelser, formelige Afhandlinger, om man saa vil. Gives der nu end ikke faa, for hvem saadanne Afbrydelser ere kjærkonme, og hvilke, om de end ikke ere Historikere af Fag, dog finde det at være en underholdende Tankebeskjeftigelse at følge Forfatteren ved hans Beviisførelse, saa havde dog vistnok Fleerheden heller seet, at man blot havde holdt sig til Begivenhederne selv, ligesom det heller ikke kan negtes, at Skriftet ved en saadan Omstændelighed er blevet vidtløftigere end mange maaskee kunde finde ønskeligt. Men der ligger, som jeg haaber, Undskyldning i de her paapegede Omstændigheder; derhos kan jeg ikke negte, at jeg ligesom Niebuhr, hvis Ord jeg paa Titelbladet har anført, nærer en vis Modbydelighed for at fremsætte blotte Resultater, der kun stifte „blinde Meninger“; og endelig maa det indrømmes, at den eneste Maade, ved hvilken det kunde blive muligt uden Skade for Sagen selv at fremsætte blotte Resultater, nemlig ved tillige og jevnsides med Hovedskriftet at udgive en Række af kritiske Undersøgelser og Afhandlinger, deels vilde efterlade mange Savn, deels ogsaa vilde finde Hindringer i vort Lands literære Forhold, der vanskeligt nok kunne bære eet, end sige to vidtløftige fædrelandshistoriske Skrifter samtidigt. Med den her omhandlede Mislighed – om man vil kalde det saaledes – er der altsaa, som man siger, ingen Raad. Den af mine Læsere, der tror mig saa ubetinget paa mine Ord, at han ej skjøtter om at læse Undersøgelserne, kan jo i alle Fald springe disse over.
