Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/19

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Norges egen; det vilde komme til at omfatte dem, om de end grebe mindre ind i Norges egen Hiſtorie, end de virkelig gjøre. Af ſamme Grund har jeg ogſaa forſøgt at give en fuldſtændig Udſigt over de fornemſte Vikingetog og de ved Vikingetogene ſtiftede Koloniers videre Skjæbne. Hvad Island angaar, da maatte det ſaa meget mere blive mig nødvendigt at dvæle ved dets Sagaberetninger, ſom det ligger i min Plan at meddele enhver os opbevaret Efterretning, der kaſter Lys paa Folkelivet og Kulturudviklingen, om den end ikke griber ſynderligt ind i Statshiſtorien. Kunne de i de islandſke Sagaer opbevarede Beretninger end for ſtørſte Delen alene ſiges at angaa Familiehiſtorier, faa fremſtille de dog Folkelivet og afſpejle den i Norge og paa Island fælles Folkecharakteer med en ſaadan Troſkab og i en ſaa rig og mangfoldig Afvexling, at de af denne Aarſag ofte beſidde langt ſtørre hiſtoriſk Interesſe, end mange Fortællinger om vigtige Statsbegivenheder. Jeg har overhoved foreſat mig, ved enhver Lejlighed ſaa vidt muligt at lade Sagen ſelv tale, og at give Læſeren ſaa fuldſtændige og levende Billeder af de enkelte handlende Perſoners ydre Fremtræden, deres Omgivelſer, og deres hele Maade at tale og virke paa, at han ej ſkulde behøve nogen vidtløftig ſærſkilt Fremſtilling af Skikke og Sæder, eller nogen ſæregen ſaakaldt Kulturhiſtorie, idet han nemlig under Læsningen efterhaanden ſelv ſkulde kunne danne ſig beſtemte og ſande Foreſtillinger derom. Derved haabede jeg og, at Fremſtillingen ſelv vilde vinde i Livlighed og blive deſto mere underholdende. At jeg derfor paa mange Steder lige frem har udſkrevet Sagaernes Ord, vil man finde i ſin Orden: det var umuligt, at fortælle Begivenheden bedre eller mere charakteriſtiſk.

Hvorledes Verket paa den Maade allerede er voxet og fremdeles vil voxe op til et ſtørre Omfang, end fra førſt af paaregnet – forſaavidt det var muligt, her endog med en Skygge af Sikkerhed at anſtille nogen Beregning, — vil man let kunne forſtaa. Hertil kom ogſaa en anden Omſtændighed, der tildeels kan ſiges at være egen for den norſke Hiſtoriographi paa dens nuværende Stadium. De fleſte øvrige europæiſke Landes Hiſtorie har allerede i en ſaa lang Tid været Gjenſtand for de Lærdes kritiſke Underſøgelſer, at der er vundet et nogenlunde ſikkert Grundlag, hvorpaa man kan bygge og hvortil man kan henholde ſig ſom noget Givet, der forudſættes, og ej længer trænger til at beviſes. Et ſaadant Grundlag er ikke til for Norges Vedkommende; ja man er endog værre faren, end om Norges Hiſtorie havde været aldeles ubearbejdet, thi der har i Tidens Løb ved Misforſtaaelſer, Mangel paa Kritik og Kildeſtudium, og overhoved ved Overfladiſkhed i den hele Behandling, i Fremſtillingen af Norges Hiſtorie, fornemmelig Oldhiſtorien, indſneget ſig en Mængde Vildfarelſer og vrange Meninger, der fra de Lærdes Skrifter have fundet Vejen til Skole-Kompendierne, og derfra ſaa at ſige til Folkebevidſtheden, af hvilken de kun med ſtørſte