den truende Fare; derfor maa Odin i sin Hal, Valhallen, samle alle de faldne Helte og daglig lade dem øve sig i Vaaben, for at de, naar det gjelder, kunne staa ham og Æserne bi i den sidste Kamp[1]. Og derfor maa han endog stundom nedlade sig til, ved List og Kneb at lokke anseede Helte til sig, med andre Ord, at volde deres Død, og i det Hele taget at befordre Ufred og Kamp[2]. Paa den Maade optræder Odin i de fleste af vore mythologiske Sagn. Alle vaabenbidte Mænd, heder det, tilegnede han sig; de skulde gjeste ham i Valhall, og som Einherjer dagligt øve sig i Strid; de skulde allerede paa Valpladsen udkaares, og i Valhall opvartes af Odins tjenende Møer, Valkyrjerne. Alt gaar saaledes her ud paa Kamp og Strid. Men gjennem denne Krigstummel skimtes dog endnu Glimt af en ældre og rettere Lære, hvor Krigersind og Dødsforagt ej var den eneste Dyd. Thi trods hin Lære om Vaabendød som Betingelsen for Adgang til Odin finder man dog flere Exempler paa, at udmærkede Mænd, der døde Straadød, ogsaa troedes at komme til Odin, ligesom man heller ikke behøver bedre Vidnesbyrd, end at Straadød Overhovedet slet ikke ansaaes uhæderlig. I et gammelt Digt[3] heder det, at alle Jarler (ɔ: Jarler i den ældste Forstand, Mænd af den fornemste Samfundsklasse), skulde komme til Odin, Trællene derimod til Thor. Dette viser, at man som Odins Gjester og Einherjer egentlig kun har tænkt sig anseede, fortjente Mænd, Mænd af den fornemste eller Krigernes Klasse; dog ikke fordi det just var Krigere, eller fordi man i det blotte Krigshaandværk søgte deres Adkomst til at gjeste Valhall; men fordi Krigshaandværket kun udøvedes af dem, der ifølge Byrd og Stilling hørte til det egentlige Aristokrati[4].
Men efterhaanden, som de ældre Samfundsforhold forandredes, synes ogsaa den fredeligere Opfatning af Religionslærdommene at have veget Pladsen for en mere krigersk, ved hvilken Odinslæren blev en sand Krigsreligion, og Krigerfærd ej alene dannede en tilladt og kjærkommen Syssel, men ligefrem en Pligt. Det bliver her endog vanskeligt at kunne sige hvad der var Aarsag og hvad der var Virkning; om Erobringstogene og Krigsfærderne
- ↑ „Det er uvist at vide“, hvorledes det kan gaa, siger Odin i Eriksmaal; „den graa ulv stirrer mod Gudernes Samfund“.
- ↑ Vøluspaa, Str. 28. Mange Exempler sindes desuden i de ældre Heltesagn der nedenfor meddeles, om Odins listige Krigsanstiftelser.
- ↑ Harbardsljod, Str. 24.
- ↑ Naar der paa hiint Sted i Harbardsljod kun tales om Jarler og Trælle, er det fordi der ved Siden af Odin kun er Tale om Thor, hvilken Harbard søger at drille. Rimeligviis tænke man sig ogsaa et eget Bestemmelsessted for Karlerne; men til at omtale det var der i hiint Kvad ej Anledning. At man i hine „Jarler“ kun maa see en Samfundsklasse, ej de senere Tiders Jarler, er indlysende.
