Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/199

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
171
Krigslærdomme.

den truende Fare; derfor maa Odin i ſin Hal, Valhallen, ſamle alle de faldne Helte og daglig lade dem øve ſig i Vaaben, for at de, naar det gjelder, kunne ſtaa ham og Æſerne bi i den ſidſte Kamp[1]. Og derfor maa han endog ſtundom nedlade ſig til, ved Liſt og Kneb at lokke anſeede Helte til ſig, med andre Ord, at volde deres Død, og i det Hele taget at befordre Ufred og Kamp[2]. Paa den Maade optræder Odin i de fleſte af vore mythologiſke Sagn. Alle vaabenbidte Mænd, heder det, tilegnede han ſig; de ſkulde gjeſte ham i Valhall, og ſom Einherjer dagligt øve ſig i Strid; de ſkulde allerede paa Valpladſen udkaares, og i Valhall opvartes af Odins tjenende Møer, Valkyrjerne. Alt gaar ſaaledes her ud paa Kamp og Strid. Men gjennem denne Krigstummel ſkimtes dog endnu Glimt af en ældre og rettere Lære, hvor Krigerſind og Dødsforagt ej var den eneſte Dyd. Thi trods hin Lære om Vaabendød ſom Betingelſen for Adgang til Odin finder man dog flere Exempler paa, at udmærkede Mænd, der døde Straadød, ogſaa troedes at komme til Odin, ligeſom man heller ikke behøver bedre Vidnesbyrd, end at Straadød Overhovedet ſlet ikke anſaaes uhæderlig. I et gammelt Digt[3] heder det, at alle Jarler (ɔ: Jarler i den ældſte Forſtand, Mænd af den fornemſte Samfundsklasſe), ſkulde komme til Odin, Trællene derimod til Thor. Dette viſer, at man ſom Odins Gjeſter og Einherjer egentlig kun har tænkt ſig anſeede, fortjente Mænd, Mænd af den fornemſte eller Krigernes Klasſe; dog ikke fordi det juſt var Krigere, eller fordi man i det blotte Krigshaandværk ſøgte deres Adkomſt til at gjeſte Valhall; men fordi Krigshaandværket kun udøvedes af dem, der ifølge Byrd og Stilling hørte til det egentlige Ariſtokrati[4].

Men efterhaanden, ſom de ældre Samfundsforhold forandredes, ſynes ogſaa den fredeligere Opfatning af Religionslærdommene at have veget Pladſen for en mere krigerſk, ved hvilken Odinslæren blev en ſand Krigsreligion, og Krigerfærd ej alene dannede en tilladt og kjærkommen Sysſel, men ligefrem en Pligt. Det bliver her endog vanſkeligt at kunne ſige hvad der var Aarſag og hvad der var Virkning; om Erobringstogene og Krigsfærderne

  1. „Det er uviſt at vide“, hvorledes det kan gaa, ſiger Odin i Eriksmaal; „den graa ulv ſtirrer mod Gudernes Samfund“.
  2. Vøluſpaa, Str. 28. Mange Exempler ſindes desuden i de ældre Helteſagn der nedenfor meddeles, om Odins liſtige Krigsanſtiftelſer.
  3. Harbardsljod, Str. 24.
  4. Naar der paa hiint Sted i Harbardsljod kun tales om Jarler og Trælle, er det fordi der ved Siden af Odin kun er Tale om Thor, hvilken Harbard ſøger at drille. Rimeligviis tænke man ſig ogſaa et eget Beſtemmelſesſted for Karlerne; men til at omtale det var der i hiint Kvad ej Anledning. At man i hine „Jarler“ kun maa ſee en Samfundsklasſe, ej de ſenere Tiders Jarler, er indlyſende.