bleve hyppigere, fordi Religionen blev mere krigersk, eller om den krigerske Religion drev større Skarer i Krigen, og gjorde Krigstogene hyppigere. Begge Dele, Krigeraanden og den krigerske Religionslære udviklede sig vel samtidigt, og under gjensidig Vexelvirkning. I sin vildeste Skikkelse viste den raae Krigslyst sig under den saakaldte Berserksgang. „Odins Mænd“, fortæller Snorre, „gik i Striden brynjeløse, galne som Hunde eller Ulve, bed i sine Skjolde, og var sterke som Bjørne eller Tyre; de slog ned for Fode, og hverken Ild eller Jærn bed paa dem; det kaldes Berserksgang“. Denne Berserksgang gjenkjender man fuldkommen i hvad der fortælles om Erulerne, just hine, Odin nærmest tilhørende, Jarler, at de kjæmpede nøgne (det vil vel sige uden Brynje og Skjold[1], og at Langobarderne i Spidsen for sin Hær stillede Krigere, der kunde drikke Menneskeblod og indjage deres Fjender en panisk Skræk[2]. Og det er denne vilde Krigsaand, der omsider naaede sin Højde i Vikingelivet, for da, efterat have vakt kjendelig Lede og Overmættelse, desto snarere og lettere at vige Pladsen for Christendommen.
Aasareligionens Lære om Ragnarøkkr eller Verdens og Gudernes Undergang vidner aabenbart om oprindelige monotheistiske Anskuelser, men den synes aldrig at have grebet virksomt ind i Folkelivet. Jøterne og Dvergerne, eller de onde Kræfter i Naturen, skulde endelig, hed det, vinde Overhaand over Guder og Mennesker; Solen og Maanen skulde sluges af de Jøtun-Ulve, der forfølge dem, Stjernerne forsvinde af Himlen, Jotnerne storme frem i Kamp mod Æserne; Fenrisulven sluger Odin, Midgards-Ormen og Thor, Heimdall og Loke dræbe hinanden indbyrdes; Vidar hevner vel Odin ved at sønderslide Ulven, men imidlertid ere Muspells straalende Sønner med Surt i Spidsen komne frem, og Surt slynger Ild over hele Jorden og brænder den. Dog, heder det, skal en ny Jord fremstaa, hvor Æserne Vidar og Vale, Balder og Hød, og Thors Sønner, skulle bygge paa Idavoldene, hvor Aasgaard før stod; en ny Menneskeslægt nedstammer fra et Par, der har undgaaet Surtsbranden; men de, som tidligere ere døde, samles paa forskjellige Steder, de gode i Himlen, i Salene Gimle, Brimer og Sindre, de onde paa de frygtelige Naastrande ved Edderbrønden Hvergelmer. Men „den Mægtige, som raader for Alt[3]“, kommer ovenfra og ordner Verdens Anliggender.
Der er i denne Lære saare meget mørkt, og mange Mysterier, hvortil vi ej længer have Nøglen, ere upaatvivlelig indflettede i den. Æserne, endog Odin selv, træde her tilbage for „den Mægtige, som raader for Alt“; de vise sig forgængelige, ligesom Menneskerne og ikke de selv, men en yngre Generation af dem, fremstaa i den nye Verden. Saaledes synes man neppe
