Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/200

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
172
Verdens Undergang.

bleve hyppigere, fordi Religionen blev mere krigerſk, eller om den krigerſke Religion drev ſtørre Skarer i Krigen, og gjorde Krigstogene hyppigere. Begge Dele, Krigeraanden og den krigerſke Religionslære udviklede ſig vel ſamtidigt, og under gjenſidig Vexelvirkning. I ſin vildeſte Skikkelſe viſte den raae Krigslyſt ſig under den ſaakaldte Berſerksgang. „Odins Mænd“, fortæller Snorre, „gik i Striden brynjeløſe, galne ſom Hunde eller Ulve, bed i ſine Skjolde, og var ſterke ſom Bjørne eller Tyre; de ſlog ned for Fode, og hverken Ild eller Jærn bed paa dem; det kaldes Berſerksgang“. Denne Berſerksgang gjenkjender man fuldkommen i hvad der fortælles om Erulerne, juſt hine, Odin nærmeſt tilhørende, Jarler, at de kjæmpede nøgne (det vil vel ſige uden Brynje og Skjold[1], og at Langobarderne i Spidſen for ſin Hær ſtillede Krigere, der kunde drikke Menneſkeblod og indjage deres Fjender en paniſk Skræk[2]. Og det er denne vilde Krigsaand, der omſider naaede ſin Højde i Vikingelivet, for da, efterat have vakt kjendelig Lede og Overmættelſe, deſto ſnarere og lettere at vige Pladſen for Chriſtendommen.

Aaſareligionens Lære om Ragnarøkkr eller Verdens og Gudernes Undergang vidner aabenbart om oprindelige monotheiſtiſke Anſkuelſer, men den ſynes aldrig at have grebet virkſomt ind i Folkelivet. Jøterne og Dvergerne, eller de onde Kræfter i Naturen, ſkulde endelig, hed det, vinde Overhaand over Guder og Menneſker; Solen og Maanen ſkulde ſluges af de Jøtun-Ulve, der forfølge dem, Stjernerne forſvinde af Himlen, Jotnerne ſtorme frem i Kamp mod Æſerne; Fenrisulven ſluger Odin, Midgards-Ormen og Thor, Heimdall og Loke dræbe hinanden indbyrdes; Vidar hevner vel Odin ved at ſønderſlide Ulven, men imidlertid ere Muſpells ſtraalende Sønner med Surt i Spidſen komne frem, og Surt ſlynger Ild over hele Jorden og brænder den. Dog, heder det, ſkal en ny Jord fremſtaa, hvor Æſerne Vidar og Vale, Balder og Hød, og Thors Sønner, ſkulle bygge paa Idavoldene, hvor Aasgaard før ſtod; en ny Menneſkeſlægt nedſtammer fra et Par, der har undgaaet Surtsbranden; men de, ſom tidligere ere døde, ſamles paa forſkjellige Steder, de gode i Himlen, i Salene Gimle, Brimer og Sindre, de onde paa de frygtelige Naaſtrande ved Edderbrønden Hvergelmer. Men „den Mægtige, ſom raader for Alt[3]“, kommer ovenfra og ordner Verdens Anliggender.

Der er i denne Lære ſaare meget mørkt, og mange Myſterier, hvortil vi ej længer have Nøglen, ere upaatvivlelig indflettede i den. Æſerne, endog Odin ſelv, træde her tilbage for „den Mægtige, ſom raader for Alt“; de viſe ſig forgængelige, ligeſom Menneſkerne og ikke de ſelv, men en yngre Generation af dem, fremſtaa i den nye Verden. Saaledes ſynes man neppe

  1. Prokop. Perſ. Krig II. c. 25; Paul. Diac. I., 20.
  2. Paul. Diac. I. II. Disſe Kriger kaldtes Cynocephali eller Hundehovdede; man maa tænke paa vore Ulfhedner i Vargſtakke.
  3. Vøluſpaa, Str. 63. Hyndluljoð, Str. 41.