Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/198

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
170
Trilogier.

beſtemt Tolvtallet uden at dette fra førſt af hørte hjemme i Gudelæren. Man faar ogſaa en Anelſe om, deels, at den ældſte Gudelære ej alene i og for ſig tænkte ſig Guddommen ſom en Trehed, men ogſaa for hver enkelt af Guddommens Virkſomheder yndede Trilogier; deels, at den, med Undtagelſe af Sif, Frugtbarhedens og Slægtſkabets Gudinde, ikke ligefrem opſtillede kvindelige Guddomme, men lod hver enkelt Guddom optræde under en dobbelt Skikkelſe, en mandlig og en kvindelig. Foruden Treheden Voden, Vilje, Vee, eller Odin, Høner, Lodur, har man ſaaledes for den krigerſke Virkſomhed Odin, Tyr og Hød; for den Uſkyld og Retfærd befordrende: Odin, Balder, Forſete; for den ordnende og Elementerne tæmmende maaſkee: Odin, Heimdall, Vidar; medens igjen Thor tilligemed den myſtiſke, halv mandlige og halv kvindlige, Fjørgyn[1] og den ligeledes halv mandlige, halv kvindelige Jørd, Nerthus eller Njørd danner en Trilogi for ſig ſelv; hvorhos foruden Fjørgyn og Jørd ogſaa Gefjon eller Geofon, Havets Guddom, optræder ſom mandlig og kvindelig paa een Gang. Man kjender i det Hele taget for lidet til vore Forfædres Gudelære i dens ældſte Skikkelſe til at kunne komme fuldſtændigt paa det Rene med disſe Underſøgelſer om Forholdet mellem de ældre og yngre Myther; men hvad vi kjende, er dog allerede tilſtrækkeligt til at beſtyrke den her fremſatte Anſkuelſe.

Gjennem vore Forfædres hele Gudelære gaar Grundtanken om den evige Strid mellem det materielle, ſandſelige Liv med det aandige, over al Sandſelighed ophøjede; fra hiint har alt det Onde, fra dette alt det Gode ſin Oprindelſe; hiint repræſenteres ved Jøtnerne og Dvergerne, dette ved Æſerne. Derfor er Kampen evig mellem Æſer og Jøtner, og disſe ere ej alene ſvorne Fjender af Æſerne ſelv, men ogſaa af deres Skabninger, Menneſkerne. Derfor fejder Thor til Æſers og Menneſkers Frelſe ſtedſe mod Jøtner og Trolde, og disſe pønſe ſtedſe paa, hvorledes de med forenede Kræfter kunne vinde Overhaand. De anvende al den Liſt, de kunne ophitte. Det lykkes dem — ſaa fortæller Voluſpaa — ved deres Kvinder endog at forføre enkelte af Æſerne ſelv, og at bringe Fordærvelſens Spire ind i Aasgaard[2]. Deres egen Ætling, den forføriſke Loke, optages i Æſernes Tal, bringer disſe i mangen Nød og Fare, og volder omſider den herlige Balders Død, medens han og frembringer de truende Uhyrer Fenris-Ulven, Jørmungand og Hel. Guderne maae være betænkte paa at kunne møde

  1. Det er allerede omtalt, at Frigg ſiges at være Datter af Fjørgyn, medens Thor, der dog ellers angives ſom Søn af Odin og Jørd, baade i Vøluſpaa (55) og i Harbardsljod (56) kaldes Fjørgyns Søn. Men til „Fjørgyn“ ſvarer fuldkommen det litauiſke Perkunus, eller det ſlaviſke Perun, Navnet paa en Guddom, der aldeles ſvarede til Thor, ſom Tordenens og Ildens Gud. Ordet „fjörgyn“, ſynes ellers at have betydet et Bjerg, gotiſk fairguni.
  2. Vøluſpaa, Str. 8.