Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/197

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
169
Ull. Vidar. Vale.

Brage ſiges at være Odins Søn; man friſtes let til at antage, at ogſaa han oprindelig kun betegner en ſæregen Yttring af Odins Væſen, og at den „ſidſkeggede Brage“ ſaaledes oprindelig kun har været Odin (der og kaldes Siðskeggr) ſelv, under en egen Skikkelſe og i en ſæregen Virkſomhed.

Endnu en ſæregen Perſonifikation af Odin eller maaſkee ogſaa af Thor er i vor ældre Gudelære, ſaadan ſom vi kjende den, Vinterens, egentlig Jagtens og Skiløbningens Gud, Ull, der tillige, ſom det hed, paakaldes for Held i Tvekamp. Den yngre Edda kalder ham Thors og Sifs Stifſøn, uden dog at angive, hvo hans Fader var. Men Ordet ullr bruges af de gamle Digtere ligeſom baldr til at betegne en Herre i Almindelighed, og det tilſvarende gotiſke Ord vulþus, Angelſaxiſk wuldor, betyder Glands, Herlighed. Et ſaadant Navn ſynes ſnarere at maatte være et Tilnavn for den øverſte Gud, end at kunne betegne nogen ſæregen Perſonlighed, og man ſkulde derfor viſtnok ogſaa her antage, at det er Odin, hvilken vore Forfædre under dette Navn have paakaldet i deres vinterlige Bedrift[1].

Dunkle og uforklarlige ere Sagnene om den ſterke og tauſe Vidar, Odins Søn og Hevner, og Vale, Balders Hevner, ligeledes Odins Søn, hvilke begge ſkulle overleve Ragnarøkkr og ſamles med Balder og Hød paa de gamle Idavolde. Ogſaa disſe Sagn maae regnes blandt den gamle Aaſa-Læres Myſterier; i alle Fald ere de os levnede Oplysninger heel ufuldſtændige. I tydſke Skrifter findes ingen Antydninger til dem; at idetmindſte enkelte af dem ej var ukjendte for de Danſke, viſe nokſom den danſke Hiſtorieſkriver Saxo’s Optegnelſer[2].

Sammenligner man de Myther, vi have betegnet ſom de ældſte, med dem, vi have antaget for yngre, vil man finde, at hine fornemmelig dreje ſig om den føromtalte germaniſke Tre-Enighed, eller idetmindſte om trende Hoved-Guder, medens de ſenere forudſætte et Antal af tolv[3]. Dette Tolvtal gaar gjennem de fleſte af vore Forfædres Inſtitutioner, ligeſom det tildeels ligger til Grund for deres ældſte Talſyſtem. Det ſynes derfor ikke ſaa umuligt, at de efterhaanden have ſøgt at anvende dette Tolvtal ogſaa paa Æſernes oprindelige Trehed, ved at lade eet og ſamme Væſen optræde under forſkjellige Skikkelſer og ſom forſkjellige Perſonligheder. Dette beſtyrkes af den Omſtændighed, at vore Forfædre ſelv, uagtet de ſtedſe angav Æſernes Antal at være tolv, dog ikke ret vare paa det rene med, hvilke disſe tolv Æſer vare[4]: et tydeligt Vidnesbyrd om, at man paa Forhaand har

  1. At idetmindſte Ullin er et af Odins Navn, kan neppe betvivles. Og Saxo lader endog (3die B. S. 130) en vis Ollerus udgive ſig for Odin.
  2. Fornemmelig om Vale, Odins og Rinds Søn. Saxo (3ie B. S. 126 fgg.) veed her mere at fortælle end Edda.
  3. Fornemmelig det ovenfor omtalte Sted i Snorres Ynglingeſaga, Cap. 2., og Sn. Edda, S. 13.
  4. Se herom iſær Peterſens Nordiſk Mythologi, S. 114.