Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/197

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
169
Ull. Vidar. Vale.

Brage siges at være Odins Søn; man fristes let til at antage, at ogsaa han oprindelig kun betegner en særegen Yttring af Odins Væsen, og at den „sidskeggede Brage“ saaledes oprindelig kun har været Odin (der og kaldes Siðskeggr) selv, under en egen Skikkelse og i en særegen Virksomhed.

Endnu en særegen Personifikation af Odin eller maaskee ogsaa af Thor er i vor ældre Gudelære, saadan som vi kjende den, Vinterens, egentlig Jagtens og Skiløbningens Gud, Ull, der tillige, som det hed, paakaldes for Held i Tvekamp. Den yngre Edda kalder ham Thors og Sifs Stifsøn, uden dog at angive, hvo hans Fader var. Men Ordet ullr bruges af de gamle Digtere ligesom baldr til at betegne en Herre i Almindelighed, og det tilsvarende gotiske Ord vulþus, Angelsaxisk wuldor, betyder Glands, Herlighed. Et saadant Navn synes snarere at maatte være et Tilnavn for den øverste Gud, end at kunne betegne nogen særegen Personlighed, og man skulde derfor vistnok ogsaa her antage, at det er Odin, hvilken vore Forfædre under dette Navn have paakaldet i deres vinterlige Bedrift[1].

Dunkle og uforklarlige ere Sagnene om den sterke og tause Vidar, Odins Søn og Hevner, og Vale, Balders Hevner, ligeledes Odins Søn, hvilke begge skulle overleve Ragnarøkkr og samles med Balder og Hød paa de gamle Idavolde. Ogsaa disse Sagn maae regnes blandt den gamle Aasa-Læres Mysterier; i alle Fald ere de os levnede Oplysninger heel ufuldstændige. I tydske Skrifter findes ingen Antydninger til dem; at idetmindste enkelte af dem ej var ukjendte for de Danske, vise noksom den danske Historieskriver Saxo’s Optegnelser[2].

Sammenligner man de Myther, vi have betegnet som de ældste, med dem, vi have antaget for yngre, vil man finde, at hine fornemmelig dreje sig om den føromtalte germaniske Tre-Enighed, eller idetmindste om trende Hoved-Guder, medens de senere forudsætte et Antal af tolv[3]. Dette Tolvtal gaar gjennem de fleste af vore Forfædres Institutioner, ligesom det tildeels ligger til Grund for deres ældste Talsystem. Det synes derfor ikke saa umuligt, at de efterhaanden have søgt at anvende dette Tolvtal ogsaa paa Æsernes oprindelige Trehed, ved at lade eet og samme Væsen optræde under forskjellige Skikkelser og som forskjellige Personligheder. Dette bestyrkes af den Omstændighed, at vore Forfædre selv, uagtet de stedse angav Æsernes Antal at være tolv, dog ikke ret vare paa det rene med, hvilke disse tolv Æser vare[4]: et tydeligt Vidnesbyrd om, at man paa Forhaand har

  1. At idetmindste Ullin er et af Odins Navn, kan neppe betvivles. Og Saxo lader endog (3die B. S. 130) en vis Ollerus udgive sig for Odin.
  2. Fornemmelig om Vale, Odins og Rinds Søn. Saxo (3ie B. S. 126 fgg.) veed her mere at fortælle end Edda.
  3. Fornemmelig det ovenfor omtalte Sted i Snorres Ynglingesaga, Cap. 2., og Sn. Edda, S. 13.
  4. Se herom især Petersens Nordisk Mythologi, S. 114.