og Friggs Søn, og Forsete, som Balders Søn, strengt taget kun ere Emanationer af Odins eget oprindelige Væsen: at Navnet „Balder“ (oldn. balldr, angels. bealdor), brugt som Appellativ, baade i Oldnorsk og Angelsaxisk har Betydningen „Konge“, „Herre“, at „Forsete“ ligeledes kun betyder „Forsidderen“, et Navn, der nærmest maatte antages at passe paa den øverste Gud, og at det virkelig synes at have været brugt i denne Betydning blandt Helgelands Friser, der ikke vel kunne antages at have henvendt al deres Opmærksomhed paa en underordnet Guddom, uden at indrømme Gudernes Overhoved den fornemste Plads.
Om Heimdall, der i den yngre Edda kaldes „stor og hellig“, og nævnes som Gudernes Vogter ved Bævrøst, vide de tydske Sagn intet at berette, ligesom han overhoved er en saare mystisk Figur i vor ældre Gudelære. Han nævnes deels som Odins Søn, deels som en selvstændig Personlighed, født af 9 Jøtunmøer. Han synes saaledes at have været en af de ældre, oprindelige Guddomme, men maaskee ogsaa just formedelst denne Ælde og Oprindelighed at være traadt tilbage i en mystisk Baggrund. Den prosaiske Indledning til „Rigsmaal“ melder, at den Rig, der ved at vandre om blandt Folket grundede Samfundsklasserne, ikke var nogen anden end Heimdall selv, der vandrede om i menneskelig Skikkelse. Man skulde deraf formode, at han i en fjern Oldtid virkelig har været sat i Forbindelse med Samfunds-Udviklingen, og at han med sit skarpe Syn og sin fine Hørelse antoges at være den, der vaagede over Orden og Fred over den hele Jord. Derved bliver det ogsaa begribeligt, hvorledes Mythen om Ragnarøkkr just kunde lade ham ved Verdens Ende kæmpe med Fredsforstyrreren Loke, og blive dræbt med et Menneske-Hoved, Manddrabets og Voldsomhedens Symbol[1]. At Fredens og Ordenens Gud i den senere Krigstid ligesom traadte tilbage, ja endog ringeagtedes, er let at forstaa[2]. Brage, Skaldekunstens Gud, omtales ogsaa som saadan kun i vore ældre Skrifter, men Angelsaxernes Ord bregu om en Fyrste eller Hærstyrer, og bróga eller herebróga om den paniske Skræk, der i Kampen saa ofte betager en af de stridende Hære, viser noksom, ej alene at de have kjendt denne Guddom, men ogsaa, at man ved den Skaldekunst, han repræsenterede, idetmindste i Førstningen ikke saameget tænkte paa den dermed forbundne Nydelse, som paa den Indflydelse, den kunde udøve i Krig, enten ved at opflamme Stridsmændenes Mod, eller ved Besværgelseskvad, der paa en magisk Maade skaffede Seiren[3].
- ↑ See Skálda Cap. 8.
- ↑ I „Søgubrot“ heder det, at Heimdall var den dummeste blandt Æserne. (Se Søgubrot i Fornaldar Sögur Nordrl. I. S. 373).
- ↑ Mærkeligt nok er det, at Brage, Frembringeren af bróga (panisk Skræk) omtales som om han stod i nærmere Forbindelse med Øgir (Skrækindjageren), og at Ordet Øgishjalmr netop bruges om en Hjelm, der ved Trylleri eller overnaturlige Midler er sat istand til at kunne indjage Fienden Skræk.
