Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/196

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
168
Heimdall. Brage.

og Friggs Søn, og Forſete, ſom Balders Søn, ſtrengt taget kun ere Emanationer af Odins eget oprindelige Væſen: at Navnet „Balder“ (oldn. balldr, angelſ. bealdor), brugt ſom Appellativ, baade i Oldnorſk og Angelſaxiſk har Betydningen „Konge“, „Herre“, at „Forſete“ ligeledes kun betyder „Forſidderen“, et Navn, der nærmeſt maatte antages at pasſe paa den øverſte Gud, og at det virkelig ſynes at have været brugt i denne Betydning blandt Helgelands Friſer, der ikke vel kunne antages at have henvendt al deres Opmærkſomhed paa en underordnet Guddom, uden at indrømme Gudernes Overhoved den fornemſte Plads.

Om Heimdall, der i den yngre Edda kaldes „ſtor og hellig“, og nævnes ſom Gudernes Vogter ved Bævrøſt, vide de tydſke Sagn intet at berette, ligeſom han overhoved er en ſaare myſtiſk Figur i vor ældre Gudelære. Han nævnes deels ſom Odins Søn, deels ſom en ſelvſtændig Perſonlighed, født af 9 Jøtunmøer. Han ſynes ſaaledes at have været en af de ældre, oprindelige Guddomme, men maaſkee ogſaa juſt formedelſt denne Ælde og Oprindelighed at være traadt tilbage i en myſtiſk Baggrund. Den proſaiſke Indledning til „Rigsmaal“ melder, at den Rig, der ved at vandre om blandt Folket grundede Samfundsklasſerne, ikke var nogen anden end Heimdall ſelv, der vandrede om i menneſkelig Skikkelſe. Man ſkulde deraf formode, at han i en fjern Oldtid virkelig har været ſat i Forbindelſe med Samfunds-Udviklingen, og at han med ſit ſkarpe Syn og ſin fine Hørelſe antoges at være den, der vaagede over Orden og Fred over den hele Jord. Derved bliver det ogſaa begribeligt, hvorledes Mythen om Ragnarøkkr juſt kunde lade ham ved Verdens Ende kæmpe med Fredsforſtyrreren Loke, og blive dræbt med et Menneſke-Hoved, Manddrabets og Voldſomhedens Symbol[1]. At Fredens og Ordenens Gud i den ſenere Krigstid ligeſom traadte tilbage, ja endog ringeagtedes, er let at forſtaa[2]. Brage, Skaldekunſtens Gud, omtales ogſaa ſom ſaadan kun i vore ældre Skrifter, men Angelſaxernes Ord bregu om en Fyrſte eller Hærſtyrer, og bróga eller herebróga om den paniſke Skræk, der i Kampen ſaa ofte betager en af de ſtridende Hære, viſer nokſom, ej alene at de have kjendt denne Guddom, men ogſaa, at man ved den Skaldekunſt, han repræſenterede, idetmindſte i Førſtningen ikke ſaameget tænkte paa den dermed forbundne Nydelſe, ſom paa den Indflydelſe, den kunde udøve i Krig, enten ved at opflamme Stridsmændenes Mod, eller ved Beſværgelſeskvad, der paa en magiſk Maade ſkaffede Seiren[3].

  1. See Skálda Cap. 8.
  2. I „Søgubrot“ heder det, at Heimdall var den dummeſte blandt Æſerne. (Se Søgubrot i Fornaldar Sögur Nordrl. I. S. 373).
  3. Mærkeligt nok er det, at Brage, Frembringeren af bróga (paniſk Skræk) omtales ſom om han ſtod i nærmere Forbindelſe med Øgir (Skrækindjageren), og at Ordet Øgishjalmr netop bruges om en Hjelm, der ved Trylleri eller overnaturlige Midler er ſat iſtand til at kunne indjage Fienden Skræk.