Odin selv, og levede blandt Æserne, men hans virkelige Personlighed fremtraadte saa at sige aabenlyst i Jøtnernes Herre, den frygtelige Utgaards-Loke, der i vore Oldsagn fremtræder særskilt ved Siden af Aasa-Loke. At Loke, Fristeren og Ondskabens Befordrer, tænktes som Fader til Guders og Menneskers trende farligste Fiender, Ulven Fenris, der tilsidst endog skulde sluge Odin selv, Slangen Jørmungand eller Midgards-Ormen, der omgav den hele Jordskive, og tilsidst skulde fælde Thor, og Hel, Dødens og Underverdenens Herskerinde, var i sin Orden.
Det er ovenfor nævnt, hvorledes Mythen om Freyja som Kjærlighedens og Frugtbarhedens Gudinde har udviklet sig af den ældste Mythe om Jorden som Alfaders Hustru. Og dog kjendte vore Forfædre ved Siden af Freyja en Gudinde, hvis Navn og Personlighed noksom viser, at hun i de ældste Tider maa have været anseet som den egentlige Gudinde før Kjærlighed, egteskabelig Forbindelse og Frugtbarhed. Denne Gudinde er Sif (hvoraf endnu det tydske Sippe, Sippschaft), Thors Hustru, hvis Navn antyder Slægtskab og Familieforbindelse, og hvis dejlige Guldhaar øjensynligt betegner de modne, bølgende Agre[1]. Men ligesom Jørd traadte i Baggrunden for Frigg, Gefjon før Njørd og Øger, saaledes traadte Sif ogsaa i Baggrunden for Freyja, hvis saakaldte Broder, Frey, tillige ansaaes som Regnens, Solskinnets, Afgrødens og Fredens Gud. Med andre Ord, han traadte deels i Sifs, deels i Thors, deels endog i Odins eget Sted.
Som Alfader og den øverste Verdensstyrer maatte Odin oprindelig ogsaa være den højeste Dyds og Retfærdigheds Repræsentant Og derfor fremtræder han i vor Gudelære som Fader til Uskyldens rene Gud, Balder. Skjønt udførlige Sagn om ham alene findes hos Nordboerne, er der dog tilstrækkelige Spor forhaanden af at han ogsaa var kjendt og dyrket af Tydskerne[2]. Som Retfærdighedens Gud nævne vore Sagn Balders Søn Forsete, og hans Navn gjenkjendes noksom i den af Friserne dyrkede Fosite, efter hvilken Øen Helgoland i Hedendommens Tid kaldtes Fositesland[3]. Det kunde saaledes synes, som om begge disse Guddomme lige fra Urtiden have været dyrkede af alle germaniske Stammer, og at følgelig deres Dyrkelse ogsaa var medbragt af vore Forfædre fra deres ældste Hjem. Imidlertid er det at mærke, at baade Balder, som Odins
- ↑ Sif svarer til det gotiske sibja, Angels. sibb, Tydsk „Sippe“, hvilke alle betegne „Svogerskab“. Ved Sif maa man ogsaa tænke paa den vendiske Kjærlighedsgudinde Siva.
- ↑ I Oldhøjtydsk forekommer Paltar som Mandsnavn; i Angels. bruges bealdor i Betydningen „Fyrste“, „Herre“.
- ↑ Se Alcuins Beskrivelse af St. Wilibrords Lod i Alcuini opera III. p. 187.
