Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/195

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
167
Sif. Balder. Forſete.

Odin ſelv, og levede blandt Æſerne, men hans virkelige Perſonlighed fremtraadte ſaa at ſige aabenlyſt i Jøtnernes Herre, den frygtelige Utgaards-Loke, der i vore Oldſagn fremtræder ſærſkilt ved Siden af Aaſa-Loke. At Loke, Friſteren og Ondſkabens Befordrer, tænktes ſom Fader til Guders og Menneſkers trende farligſte Fiender, Ulven Fenris, der tilſidſt endog ſkulde ſluge Odin ſelv, Slangen Jørmungand eller Midgards-Ormen, der omgav den hele Jordſkive, og tilſidſt ſkulde fælde Thor, og Hel, Dødens og Underverdenens Herſkerinde, var i ſin Orden.

Det er ovenfor nævnt, hvorledes Mythen om Freyja ſom Kjærlighedens og Frugtbarhedens Gudinde har udviklet ſig af den ældſte Mythe om Jorden ſom Alfaders Huſtru. Og dog kjendte vore Forfædre ved Siden af Freyja en Gudinde, hvis Navn og Perſonlighed nokſom viſer, at hun i de ældſte Tider maa have været anſeet ſom den egentlige Gudinde før Kjærlighed, egteſkabelig Forbindelſe og Frugtbarhed. Denne Gudinde er Sif (hvoraf endnu det tydſke Sippe, Sippſchaft), Thors Huſtru, hvis Navn antyder Slægtſkab og Familieforbindelſe, og hvis dejlige Guldhaar øjenſynligt betegner de modne, bølgende Agre[1]. Men ligeſom Jørd traadte i Baggrunden for Frigg, Gefjon før Njørd og Øger, ſaaledes traadte Sif ogſaa i Baggrunden for Freyja, hvis ſaakaldte Broder, Frey, tillige anſaaes ſom Regnens, Solſkinnets, Afgrødens og Fredens Gud. Med andre Ord, han traadte deels i Sifs, deels i Thors, deels endog i Odins eget Sted.

Som Alfader og den øverſte Verdensſtyrer maatte Odin oprindelig ogſaa være den højeſte Dyds og Retfærdigheds Repræſentant Og derfor fremtræder han i vor Gudelære ſom Fader til Uſkyldens rene Gud, Balder. Skjønt udførlige Sagn om ham alene findes hos Nordboerne, er der dog tilſtrækkelige Spor forhaanden af at han ogſaa var kjendt og dyrket af Tydſkerne[2]. Som Retfærdighedens Gud nævne vore Sagn Balders Søn Forſete, og hans Navn gjenkjendes nokſom i den af Friſerne dyrkede Foſite, efter hvilken Øen Helgoland i Hedendommens Tid kaldtes Foſitesland[3]. Det kunde ſaaledes ſynes, ſom om begge disſe Guddomme lige fra Urtiden have været dyrkede af alle germaniſke Stammer, og at følgelig deres Dyrkelſe ogſaa var medbragt af vore Forfædre fra deres ældſte Hjem. Imidlertid er det at mærke, at baade Balder, ſom Odins

  1. Sif ſvarer til det gotiſke sibja, Angelſ. sibb, Tydſk „Sippe“, hvilke alle betegne „Svogerſkab“. Ved Sif maa man ogſaa tænke paa den vendiſke Kjærlighedsgudinde Siva.
  2. I Oldhøjtydſk forekommer Paltar ſom Mandsnavn; i Angelſ. bruges bealdor i Betydningen „Fyrſte“, „Herre“.
  3. Se Alcuins Beſkrivelſe af St. Wilibrords Lod i Alcuini opera III. p. 187.