Odins, Himmelgudens, Forbindelse med Jorden er en Mythe, der i og for sig maatte ligge den tidligste Naturopfatning temmelig nær, og som derfor ogsaa har sit Tilsvarende i Grækernes Lære om Uranos og Gæa. Ligesom Uranos og Gæa maatte vige for Zeus og Here, saaledes veg ogsaa Odin, i sin ældste Skikkelse som den germaniske Treenighed (Voden, Vilje, Vee, eller Voden, Høner, Lodur), for den senere Odin, Krigens øverste Gud og de øvrige Guders Herre, og Jørd traadte i Baggruuden for Frigg og Freyja, begge forskjellige Personifikationer af det samme Begreb.
Med den Guddom, der efter de ældste Forestillinger styrede Havet og ledede dets Bevægelser til Menneskeslægtens Held, gik det omtrent paa samme Maade. Denne Guddom var den jomfruelige Gefjon, Angelsaxernes Geofon[1], hvis Navn, beslægtet med gefa, at give, betegner Havet som Velstandens Kilde. Men i Tidens Løb traadte Gefjon som Havgudinde i Baggrunden, og hendes velgjørende Indflydelse paa Havet tillagdes Vaneguden Njørd, medens man som den egentlige Herre over Havet betragtede Jøtnen Øger eller Hleer, Søn af Fornjot, der igjen neppe kan være nogen anden end Urjøtnen Ymer. Men i Øger havde man nærmest Havets frygtelige Magt og fordærvelige Virkninger for Øje. Hans Navn (af at œgja), betyder „den Skrækkelige“, hans Hustru Rán, til hvem alle Druknede antoges at komme efter Døden, søgte ogsaa, sit Navn tro, at lokke dem i sit Dyb, og uagtet Øger vistnok holdt Venskab med Guderne, var dette Venskab dog, efter Oldkvadenes Fremstilling, tvunget og saaledes usikkert.
Ildens og Varmens velgjørende Kraft lededes ifølge den nordiske Treenighedslære af den øverste Guddom selv, hvad Navnene Vee og Lodur (se S. 16l) noksom antyder. Men istedetfor Lodur, en Deel af Guddom mens eget Væsen, traadte senere den ondskabsfulde Loke af Jøtun-Æt, Gudernes og Menneskernes Frister og Fordærver, det onde Princip, der benyttede sig af Menneskernes Sandselighed og Lidenskabelighed til deres Hjertes og Aands Fordærvelse. Loke var, som Mythen lød, opfostret af
- ↑ Geofon eller gifen bruges i Angelsaxisk saare ofte til at betegne Havet. I nordiske Sagn fremtræder Gefjon endnu kun en eneste Gang som Havets Herskerinde, nemlig hvor hun pløjer Sælund ud fra Svithjod, aabenbar en mystisk-allegorisk Fremstilling af en Oversvømmelse, hvorved Sjæland tænktes bortrevet fra Fastlandet. Mærkeligt nok, fremtræder Gefjon ogsaa sideordnet med Odin og Frigg, forsaavidt det heder, at hun kjendte alle Skjebner ligesaa godt som Odin selv (Øgisdr. Str. 21). Mærkeligt er det ogsaa, at ligesom vi finde en mandlig og en kvindelig Njørd (Nerþus) og en mandlig og en kvindelig Fjørgyn, saaledes finde vi og en mandlig og en kvindelig Gefjon, da Geofon, sax. Geben, er Hankjønsord. Freyjas Tilnavn Gefn synes at hentyde paa en Forening af Gefjon’s og Frigg’s Personlighed.
