Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/194

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
166
Øger. Gefjon. Loke.


Odins, Himmelgudens, Forbindelſe med Jorden er en Mythe, der i og for ſig maatte ligge den tidligſte Naturopfatning temmelig nær, og ſom derfor ogſaa har ſit Tilſvarende i Grækernes Lære om Uranos og Gæa. Ligeſom Uranos og Gæa maatte vige for Zeus og Here, ſaaledes veg ogſaa Odin, i ſin ældſte Skikkelſe ſom den germaniſke Treenighed (Voden, Vilje, Vee, eller Voden, Høner, Lodur), for den ſenere Odin, Krigens øverſte Gud og de øvrige Guders Herre, og Jørd traadte i Baggruuden for Frigg og Freyja, begge forſkjellige Perſonifikationer af det ſamme Begreb.

Med den Guddom, der efter de ældſte Foreſtillinger ſtyrede Havet og ledede dets Bevægelſer til Menneſkeſlægtens Held, gik det omtrent paa ſamme Maade. Denne Guddom var den jomfruelige Gefjon, Angelſaxernes Geofon[1], hvis Navn, beſlægtet med gefa, at give, betegner Havet ſom Velſtandens Kilde. Men i Tidens Løb traadte Gefjon ſom Havgudinde i Baggrunden, og hendes velgjørende Indflydelſe paa Havet tillagdes Vaneguden Njørd, medens man ſom den egentlige Herre over Havet betragtede Jøtnen Øger eller Hleer, Søn af Fornjot, der igjen neppe kan være nogen anden end Urjøtnen Ymer. Men i Øger havde man nærmeſt Havets frygtelige Magt og fordærvelige Virkninger for Øje. Hans Navn (af at œgja), betyder „den Skrækkelige“, hans Huſtru Rán, til hvem alle Druknede antoges at komme efter Døden, ſøgte ogſaa, ſit Navn tro, at lokke dem i ſit Dyb, og uagtet Øger viſtnok holdt Venſkab med Guderne, var dette Venſkab dog, efter Oldkvadenes Fremſtilling, tvunget og ſaaledes uſikkert.

Ildens og Varmens velgjørende Kraft lededes ifølge den nordiſke Treenighedslære af den øverſte Guddom ſelv, hvad Navnene Vee og Lodur (ſe S. 16l) nokſom antyder. Men iſtedetfor Lodur, en Deel af Guddom mens eget Væſen, traadte ſenere den ondſkabsfulde Loke af Jøtun-Æt, Gudernes og Menneſkernes Friſter og Fordærver, det onde Princip, der benyttede ſig af Menneſkernes Sandſelighed og Lidenſkabelighed til deres Hjertes og Aands Fordærvelſe. Loke var, ſom Mythen lød, opfoſtret af

  1. Geofon eller gifen bruges i Angelſaxiſk ſaare ofte til at betegne Havet. I nordiſke Sagn fremtræder Gefjon endnu kun en eneſte Gang ſom Havets Herſkerinde, nemlig hvor hun pløjer Sælund ud fra Svithjod, aabenbar en myſtiſk-allegoriſk Fremſtilling af en Overſvømmelſe, hvorved Sjæland tænktes bortrevet fra Faſtlandet. Mærkeligt nok, fremtræder Gefjon ogſaa ſideordnet med Odin og Frigg, forſaavidt det heder, at hun kjendte alle Skjebner ligeſaa godt ſom Odin ſelv (Øgisdr. Str. 21). Mærkeligt er det ogſaa, at ligeſom vi finde en mandlig og en kvindelig Njørd (Nerþus) og en mandlig og en kvindelig Fjørgyn, ſaaledes finde vi og en mandlig og en kvindelig Gefjon, da Geofon, ſax. Geben, er Hankjønsord. Freyjas Tilnavn Gefn ſynes at hentyde paa en Forening af Gefjon’s og Frigg’s Perſonlighed.