Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/193

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
165
Odin. Thor. Tyr.

kaldte Vaner, og heller ikke altid udgives for Odins Søn. Thor (egentlig Þonarr, angelſ. Þunor, Tydſk donar), var Tordenens Gud, og ſom ſaadan tillige Veirligets, Regnens, og Kornmodningens Herre[1], Æſernes og Menneſkernes Vogter mod Jøtnerne. Tyr (Angelſ. Tiu, Tydſk Ziu), kaldes og blandt Højtydſkerne Er, og maa anſees ſom den egentlige Krigsgud. Sandſynligviis var han endog i ſin Tid anſeet ſom den fornemſte af alle Guder, eller ſom den eneſte Gud, ſaalænge de polytheiſtiſke Foreſtillinger endnu ikke havde fortrængt Monotheismen. Thi hans Navn bruges i Fleertal (tivar) ofte ſom Navnet paa Guderne i Almindelighed, og ſvarer ganſke til det latinſke Deus, det oldindiſke djaus. Som Krigsgud ſynes han at have dannet en ſæregen Trilogi tilligemed Odin og den blinde Hød (egentlig Hadu), om hvilken vore Oldſagn vide lidet at fortælle, men hvis Begreb nokſom betegnes af vort höð, den angelſ. heaðu, det tydſke hadu, der, ſat i Spidſen af Ord og Navne, altid betyder „Krig“, „Strid“[2].

Odins Huſtru, Thors Moder, var Jörð. Jorden, ogſaa kaldet Fjörgyn og Hlódyn, Tacitus’s eller rettere Goternes Nerthus, der ſiden i vor Gudelære er blevet en egen mandlig Guddom, ligeſom Fjørgyn ligeledes optræder ſom et mandligt Væſen, der deels ſynes at falde ſammen med Thor, deels nævnes ſom Fader til Frigg, Odins ſaakaldte anden Huſtru[3]. Frigg er derimod ſelv, hvad vi allerede ovenfor (S. 57) have antydet, ingen anden end „Jord“, og hendes Navn kun en egen Form for frit (eg. friggv) ɔ: Fruen, Herſkerinden. Hun falder ſaaledes, hvad der og ovenfor er viiſt, ganſke ſammen med Freyja, der i vor ældre Gudelæres ſenere Form fremtræder ſom Kjærlighedsgudinden, og dog endnu i hvert Slag deler Valen (de faldne Krigere) med Odin. Om Njørds, Frey’s og Freyjas Optræden ſom ſæregne Guddomme, eller, hvad mythologiſke Skrifter kalde Vanernes Optagelſe i Gudernes Tal, er der allerede forhen talt, (S. 57) og vil der fremdeles nedenfor blive talt, hvor der handles om Frey og Ynglinge-Stammen i Norden[4]. Her udtale vi kun den Mening, at Frey, Njørd og Freyja ſom ſæregne Guddomme ikke tilhøre enten vore Forfædres eller Tydſkernes ældſte Gudelære, men kun ſkylde den gotiſke Cultus’s Tillempning paa den nordiſke deres Oprindelſe.

  1. Adam Brem. IV. 26: Thor præsidet in aere, qui tonitrus et fulmina, ventos imbresque, serena et fruges gubernat.
  2. Se om Tyr, iſær Grimms deutſche Mythologi S. 175 fgg. Tyr eller Tius er ingen anden end den af Tacitus omtalte Tiusko eller Tivisko, fra hvilken Germanernes Slægter ſkulde nedſtamme, og hvilken her aabenbart optræder ſom Germanerfolkets Ur-Gud.
  3. Se herom Grimm: deutſche Mythol. S. 157, 235.
  4. Se nedenfor, 3die Afſnit § 4.