viist, fælles for alle germaniske Folk, idetmindste i dens Hovedomrids[1]; men for alle germaniske Folk har vel ogsaa Forestillingen om Nornernes Oprindelse og Forhold til Æserne været dunkel. Thi hvis nogen Mythe skulde kunne minde om Uendeligheden og om Tidens Forhold til Evigheden, maatte det være denne. Derfor synes man og at have tænkt sig Nornerne som opfostrede blandt Jøtnerne, der, ældre end Æserne, ogsaa havde et dybere Indblik i Urnaturens Mysterier.
I Forbindelse med denne Mythe stod unegteligt Læren om Mimers Brønd, under den Rod af Ygg-Drasill, der spirede i Jøtunheim. I denne var, heder det, Kundskab og Mandevid skjult, og Jøtnen Mimer er derfor selv fuld af Viisdom, fordi han drikker Brøndens Vand af Gjallarhornet; men Alfader fik ogsaa Tilladelse til at tage en Drik, imod at sætte sit Øje i Pant. Alfader selv maatte altsaa tye til Jotnerne om Kundskab i Dybets Viisdom. I Mulkten ligger ogsaa unegtelig en Hentydning til Solens, Himmel-Øjets, Forsvinden bag Horizonten om Natten; dog har den givet Anledning til den uskjønne Forestilling om Odins eller Alfaders menneskelige Form, nemlig at han skulde være eenøjet. Men under denne Form finder man ham stedse at fremtræde, hvor han i nordiske Sagn blander sig mellem Menneskerne.
Om Guderne selv er der allerede ovenfor talt. Vi have paaviist, at Germanerne i ældre Tider blot synes at have tænkt sig tre Hovedguder, og at de øvrige ere Emanationer af disses Væsen. Men hvilke Hovedguderne vare, bliver vanskeligt nok at sige, da ikke altid de samme Navne nævnes tilsammen. Det forekommer os, som om man maa skjelne mellem virkelig forskjelligt tænkte Personligheder, og blot forskjellige Sider hos eet og samme Væsen. Odin, Thor og Tyr ere saaledes virkelig tre forskjellige Guddomme, medens Odin, Vilje og Vee eller Odin, Høner og Lodur alene synes at være forskjellige Sider hos eet og samme Væsen. Men ogsaa de i sig selv forskjellige Guders Navne vexle, som vi have seet. Saxerne nævnte Vodan, Thunor og Saxnot, i Uppsala nævnte man Odin, Thor og Frey; i den islandske Edsformular nævntes Frey og Njørd og den almægtige Aas. Skulde man imidlertid slutte fra de med Guders Navne betegnede Ugedage, maatte man vistnok antage Odin, Thor og Tyr for den rette Trilogi, hvad der og i og for sig er det rimeligste, om end kun af den Grund, at Tyr ikke, som Frey og Njørd, regnes blandt de saa-
- ↑ Nemlig forsaavidt Wurth, Wyrd (Urðr) ogsaa nævnes i tydske og angels. Skrifter, se ovenf. S. 160. Navnet Norn synes at være en Sammendragning af Njörunn eller Njarunn, og dette synes igjen at være beslægtet med det angels. nearu, ɔ: trang, snever, og saaledes at betegne Skjebnens Uundgaaelighed.
