Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/192

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
164
Tre Hovedguder.

viiſt, fælles for alle germaniſke Folk, idetmindſte i dens Hovedomrids[1]; men for alle germaniſke Folk har vel ogſaa Foreſtillingen om Nornernes Oprindelſe og Forhold til Æſerne været dunkel. Thi hvis nogen Mythe ſkulde kunne minde om Uendeligheden og om Tidens Forhold til Evigheden, maatte det være denne. Derfor ſynes man og at have tænkt ſig Nornerne ſom opfoſtrede blandt Jøtnerne, der, ældre end Æſerne, ogſaa havde et dybere Indblik i Urnaturens Myſterier.

I Forbindelſe med denne Mythe ſtod unegteligt Læren om Mimers Brønd, under den Rod af Ygg-Draſill, der ſpirede i Jøtunheim. I denne var, heder det, Kundſkab og Mandevid ſkjult, og Jøtnen Mimer er derfor ſelv fuld af Viisdom, fordi han drikker Brøndens Vand af Gjallarhornet; men Alfader fik ogſaa Tilladelſe til at tage en Drik, imod at ſætte ſit Øje i Pant. Alfader ſelv maatte altſaa tye til Jotnerne om Kundſkab i Dybets Viisdom. I Mulkten ligger ogſaa unegtelig en Hentydning til Solens, Himmel-Øjets, Forſvinden bag Horizonten om Natten; dog har den givet Anledning til den uſkjønne Foreſtilling om Odins eller Alfaders menneſkelige Form, nemlig at han ſkulde være eenøjet. Men under denne Form finder man ham ſtedſe at fremtræde, hvor han i nordiſke Sagn blander ſig mellem Menneſkerne.

Om Guderne ſelv er der allerede ovenfor talt. Vi have paaviiſt, at Germanerne i ældre Tider blot ſynes at have tænkt ſig tre Hovedguder, og at de øvrige ere Emanationer af disſes Væſen. Men hvilke Hovedguderne vare, bliver vanſkeligt nok at ſige, da ikke altid de ſamme Navne nævnes tilſammen. Det forekommer os, ſom om man maa ſkjelne mellem virkelig forſkjelligt tænkte Perſonligheder, og blot forſkjellige Sider hos eet og ſamme Væſen. Odin, Thor og Tyr ere ſaaledes virkelig tre forſkjellige Guddomme, medens Odin, Vilje og Vee eller Odin, Høner og Lodur alene ſynes at være forſkjellige Sider hos eet og ſamme Væſen. Men ogſaa de i ſig ſelv forſkjellige Guders Navne vexle, ſom vi have ſeet. Saxerne nævnte Vodan, Thunor og Saxnot, i Uppſala nævnte man Odin, Thor og Frey; i den islandſke Edsformular nævntes Frey og Njørd og den almægtige Aas. Skulde man imidlertid ſlutte fra de med Guders Navne betegnede Ugedage, maatte man viſtnok antage Odin, Thor og Tyr for den rette Trilogi, hvad der og i og for ſig er det rimeligſte, om end kun af den Grund, at Tyr ikke, ſom Frey og Njørd, regnes blandt de ſaa-

  1. Nemlig forſaavidt Wurth, Wyrd (Urðr) ogſaa nævnes i tydſke og angelſ. Skrifter, ſe ovenf. S. 160. Navnet Norn ſynes at være en Sammendragning af Njörunn eller Njarunn, og dette ſynes igjen at være beſlægtet med det angelſ. nearu, ɔ: trang, ſnever, og ſaaledes at betegne Skjebnens Uundgaaelighed.