Vi erfare af denne Lære om Verdens og det Skabtes Tilblivelse, hvorledes Germanerne tænkte sig det egentlige materielle Liv udgaaet fra Kulden og Mørket, det højere og aandeligere fra Varmen og Lyset. Lysverdenens Ild formaar allerførst af Taagehjemmets stivnede Edder-Draaber kun at udlokke det onde, uformelige Væsen Ymer, og hans Amme, Koen Audhumbla; Ymer selv frembringer kun ligeartede, graadige Væsener, omgivne af Kulde og Forstenelse, hvorfor de kaldes „Jøtner“, „Riim-Thusser“ og „Berg-Riser“. I Koen, det nærende Væsen, er der en ædlere Natur; af hendes selvstændige Virksomhed udvikles et højere Liv, der gjennem flere Led endelig fremtræder som det raa Urstofs Overvinder, idet Børs Sønner dræbe Ymer. Børs Sønner, Odin, Vilje og Vee, ere Udtrykket af en guddommelig Treenighed. Odin er den belivende Aand, Vilje eller Høner den ordnende Vilje, og Vee eller Lodur den rensende Helligdom[1]. Skabelsen bestaar i en Ordning af Elementerne, i en Fremkaldelse af det organiske Liv, og i Forjagelse af Jøtnerne, de forstyrrende Magter, der ikke kunde tilintetgjøres, til de yderste Egne mod Havet, til Bjergene og de kolde Ørkener, medens Dvergerne fremkomme som Madker i Ymers Krop eller Jordlegemet, blive bundne til dette, hvor de, lunefulde, snart venlige, snart fiendske mod Menneskene, frembringe og tilvirke de Metaller, der ligesaa ofte bringe Ulykke over Verden, som Lykke. Menneskets Skabning er den oldgermaniske Treenigheds Værk; den egentlige Aand og Livet faa Menneskene fra Odin, Verdensstyreren; Forstand og Virksomhedsdrift giver Vilje eller Høner; det varme Blod, Livsfriskheden og Sandseligheden giver Vee eller Lodur den hellige Ildkraft. Og Menneskerne ere fra nu af Æsernes Yndlinger og bo under deres omhyggelige Varetægt i den mod Jøtnernes Overfald hegnede Midgaard, ogsaa kaldet Mannheim.
I denne Lære opdager man umiskjendelige Spor af Germanernes, saaledes og af vore Forfædres, tidligste Ophold i østligere Egne. Midgaard eller Mannheim, omgiven af Bjergene, bagenfor disse Jøtunheim, og bagenfor dette igjen Havet, minder om Volga-Egnene, hvor Ural-Fjeldene (hvis Navn selv betyder et Belte eller en Skranke) danner Grændsen mod Øst,
- ↑ Om Oprindelsen til Odins Navn er forhen talt. Vili er ligefrem Vilje; Vé (egentlig Vighi), Indvieren. Hœnir, af at hœna, lokke, give Tegn, er et andet Udtryk for Viljes-Tilkjendegivelsen; og Lóðurr, d. e. Luen, (besl. m. det tydske „lodern“) sigter til den luttrende og viende Ild. I Óðinn, eller rettere den ældre Form Vóðinn, Vili, Vé (gotisk, Vódans, Vilja, Veiiha) seer man tydeligt Riimbogstaverne, der viser, at Navnene Vili og Vé af Digterne ere lempede efter Vodens Navn; de ere altsaa ikke at ansee for de egentlige Navne, hvilke vi derimod maa antages at besidde i Hœnir og Lóðurr. En tredie Benævnelse paa Aasa-Treenigheden var Hár (den Høje), Jafnhárr (den Jevnhøje) og Þridi (den Tredie).
Munch. Det norske Folks Historie. 1.
