Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/189

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
161
Kosmogoni


Vi erfare af denne Lære om Verdens og det Skabtes Tilblivelſe, hvorledes Germanerne tænkte ſig det egentlige materielle Liv udgaaet fra Kulden og Mørket, det højere og aandeligere fra Varmen og Lyſet. Lysverdenens Ild formaar allerførſt af Taagehjemmets ſtivnede Edder-Draaber kun at udlokke det onde, uformelige Væſen Ymer, og hans Amme, Koen Audhumbla; Ymer ſelv frembringer kun ligeartede, graadige Væſener, omgivne af Kulde og Forſtenelſe, hvorfor de kaldes „Jøtner“, „Riim-Thusſer“ og „Berg-Riſer“. I Koen, det nærende Væſen, er der en ædlere Natur; af hendes ſelvſtændige Virkſomhed udvikles et højere Liv, der gjennem flere Led endelig fremtræder ſom det raa Urſtofs Overvinder, idet Børs Sønner dræbe Ymer. Børs Sønner, Odin, Vilje og Vee, ere Udtrykket af en guddommelig Treenighed. Odin er den belivende Aand, Vilje eller Høner den ordnende Vilje, og Vee eller Lodur den renſende Helligdom[1]. Skabelſen beſtaar i en Ordning af Elementerne, i en Fremkaldelſe af det organiſke Liv, og i Forjagelſe af Jøtnerne, de forſtyrrende Magter, der ikke kunde tilintetgjøres, til de yderſte Egne mod Havet, til Bjergene og de kolde Ørkener, medens Dvergerne fremkomme ſom Madker i Ymers Krop eller Jordlegemet, blive bundne til dette, hvor de, lunefulde, ſnart venlige, ſnart fiendſke mod Menneſkene, frembringe og tilvirke de Metaller, der ligeſaa ofte bringe Ulykke over Verden, ſom Lykke. Menneſkets Skabning er den oldgermaniſke Treenigheds Værk; den egentlige Aand og Livet faa Menneſkene fra Odin, Verdensſtyreren; Forſtand og Virkſomhedsdrift giver Vilje eller Høner; det varme Blod, Livsfriſkheden og Sandſeligheden giver Vee eller Lodur den hellige Ildkraft. Og Menneſkerne ere fra nu af Æſernes Yndlinger og bo under deres omhyggelige Varetægt i den mod Jøtnernes Overfald hegnede Midgaard, ogſaa kaldet Mannheim.

I denne Lære opdager man umiskjendelige Spor af Germanernes, ſaaledes og af vore Forfædres, tidligſte Ophold i øſtligere Egne. Midgaard eller Mannheim, omgiven af Bjergene, bagenfor disſe Jøtunheim, og bagenfor dette igjen Havet, minder om Volga-Egnene, hvor Ural-Fjeldene (hvis Navn ſelv betyder et Belte eller en Skranke) danner Grændſen mod Øſt,

  1. Om Oprindelſen til Odins Navn er forhen talt. Vili er ligefrem Vilje; (egentlig Vighi), Indvieren. Hœnir, af at hœna, lokke, give Tegn, er et andet Udtryk for Viljes-Tilkjendegivelſen; og Lóðurr, d. e. Luen, (beſl. m. det tydſke „lodern“) ſigter til den luttrende og viende Ild. I Óðinn, eller rettere den ældre Form Vóðinn, Vili, Vé (gotiſk, Vódans, Vilja, Veiiha) ſeer man tydeligt Riimbogſtaverne, der viſer, at Navnene Vili og af Digterne ere lempede efter Vodens Navn; de ere altſaa ikke at anſee for de egentlige Navne, hvilke vi derimod maa antages at beſidde i Hœnir og Lóðurr. En tredie Benævnelſe paa Aaſa-Treenigheden var Hár (den Høje), Jafnhárr (den Jevnhøje) og Þridi (den Tredie).

Munch. Det norſke Folks Hiſtorie. 1.