Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/188

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
160
Kosmogoni.

nes Angreb. Og endelig erfarer man, at Læren om Nornerne, eller den ubetvingelige Skjebnes Gudinder, hørte hjemme ikke mindre hos Tydſkerne, end hos vore Forfædre[1].

Læren om Verdens Tilblivelſe lyder i Korthed ſaaledes: Før alle Tings Begyndelſe fandtes de tvende Verdener, Muſpell i Syd, fuld af Lys og Luer, og Niflheim (Taagehjemmet, det taagede Froſthjem), med Brønden Hvergelmer. Mellem dem begge var det ſvælgende Dyb ginnunga-gap, i hvilket der fra Hvergelmer ſtrømmede Edder-Aaer (elivágar), hvis Riim og Iis mødte Gniſterne fra Muſpell. Heden af disſe Gniſter belivede Riimdraaberne, ſaa at Jotnen Ymer fremſtod. Ymer avlede ſiden af ſig ſelv flere Jøtner, fra hvilke den hele Slægt af Jøtner ſtammede.

Tilligemed Ymer fremkom ogſaa Koen Audhumbla, hvis Melk nærede ham. Den ſlikkede de ſalte Iisklumper; derved fremkom Bure, hvis Søn Bør med en Jøtunkvinde havde Sønnerne Odin, Vilje og Vee. Disſe Børs Sønner dræbte Ymer, i hvis Blod alle Jøtnerne druknede paa een nær, ſom reddede ſig, og fra hvilken de ſenere Jøtner ſtammede. Børs Sønner førte Ymers Krop ud i Ginnungagap og dannede deraf Jorden, Søen af hans Blod, Bjergene af hans Been, Himlen af hans Hjerneſkal og Skyerne af hans Hjerne. Himlen prydedes med Gniſter fra Muſpell, og rundt om Jorden ſtrømmede det ſtore Verdenshav. Paa Jordens yderſte Rand ved dette Hav maatte Jøtnerne tage Bolig hiinſides Bjergene, og til Værn mod dem, ſkabtes et Hegn eller en Borg om Jordens indre Deel, ſom derfor kaldtes Midgaard, medens Jøtnernes Hjem, Jøtunheim, ogſaa kaldtes Utgaard. Mellem Himlen og Jorden lagdes Broen Bæv-Ryſt (Regnbuen). Den ſorte Jøtunkvinde Nat og hendes Søn, den lyſe Dag, af Aaſe-Herkomſt, ſatte Odin paa Himlen til at kjøre hver ſin Deel af Døgnet over Jorden; ligeledes ſattes de tvende Søſkende Sol og Maane til at kjøre Solens og Maanens Vogn. Dvergerne, der ligeſom Madker havde faaet Liv i Ymers Krop, fik ſin Bolig anviiſt i Jorden og Stenene. Endelig frembragtes de førſte Menneſker. De trende Æſer, Odin, Høner og Lodur eller, ſom det ogſaa heder, Odin, Vilje og Vee vandrede ved Søens Bred, og fandt her to Træer, af hvilke de ſkabte det ene til en Mand, Aſk, det andet til en Kvinde, Embla; Odin gav dem Liv, Høner eller Vilje Forſtand og Følelſe, og Lodur eller Vee Blod og Farve; til Bolig anviſtes dem Midgaard, og fra dem nedſtammede den hele Menneſkeſlægt.

  1. Thi ſaavel angelſaxiſke ſom oldſaxiſke Digte melde oftere om Wyrd eller Wurth, ɔ: Urd; Hovednornen; ſe Beowulfdigtet 1134, 4839; Heljand 146, 21, 163, 16. I engelſke og ſkotſke Folkeſagn nævnes endnu „the Weird sisters“, Skjebneſyſtrene.